« Tilbage til søgeresultaterne
En Moder
Aa, kom han dog ikke, kom han ikke - Sønnen. Det var nu paa tredje Nat, han morede sig med Kammeraterne.
Hun krøb sammen i Sengen og stirrede ud i Mørket.
Fik denne Nat da aldrig Ende! Som hun hadede det tunge, røde Vinduesgardin, hvor ikke en Lysstraale kunde trænge igennem, som ikke kunde sige hende, om det var Nat eller Morgen.
Og saa stille her var! Ikke en Lyd, ikke en Gang Mandens Snorken hørte hun. De andre Nætter havde hun været ved at fortvivle over denne langtrukne Lyd, slet ikke kunnet ligge stille af bare Nervøsitet - og i Nat længtes hun næsten efter den. Hun syntes, hun kunde høre sit eget Hjerte banke. Aa, saa stille, saa stille her var.
Laa han ikke der i Mørket og belurede hende! Hun syntes, hun kunde høre hans Øjenlaag bevæge sig og se hans Blik stift heftet paa sig. Om lidt vilde han maaske spørge, om hun fejlede noget - hun holdt Vejret i Angst.
Aa, nej, nej - saa var jo alt tabt. Hun kendte hans voldsomme Hidsighed.
Hun tog sig sammen i et Ryk. Nu vilde hun ogsaa beherske sig, alt skulde ikke ødelægges for hendes Dumheds Skyld. Hun krøb endnu tættere sammen under Tæpperne og lod, som hun sov - saa behøvede hun da ikke at svare, hvis han skulde finde paa at spørge. Hun begyndte at trække Vejret dybt; men gennem Mørket syntes hun at se hans Øjne spotte. For bedre at overbevise, pustede hun langtrukkent; men det blev ikke naturligt, og efterhaanden som Angsten for Sønnen tog hende igen, blev det højere og højere - i Nattens Stilhed lød det som tunge, stønnende Suk.
Men med et sad hun oprejst. Langt borte hørte hun Raab og vilde Hyl. Det var Povl og Kammeraterne!
Nærmere og nærmere kom de - de kom forbi! I Angst knugede hun Hænderne sammen og bøjede sig hen mod Manden. Gud ske Lov! Han sov. Hun hørte, hvor tungt og regelmæssigt han trak Vejret.
Udenfor blev Raabene vildere og vildere.
Stille - Povl, Povl, bad hun i Angst og med Fingrene i hinanden.
Nu hørte hun tydeligt Povls Stemme. Han lallede en Sang med tykt Mæle, en Sang, hun havde lært ham som lille Dreng, naar han sad paa hendes Skød:
»Hønsefødder og Gullerødder
og Halsen af en Svane,
Den, der kysser Pigerne,
han har en hæslig Vane«.
Han begyndte forfra igen; men midt i Sangen slog det Klik for ham. Kammeraterne hujede og raabte: »Bravo, Povl, skal vi saa ikke have - Visselulle, du min lille......«
Nu var de forbi; men endnu kunde hun høre Povls Hikken.
Manden sov stadig. Rystende af Kulde, gemte hun sig under Tæppet igen.
Der faldt Ro over hende. Nu, Povl var saa nær, maatte han da gaa op og lægge sig. Hun lyttede og lyttede.
Jo, var der ikke nogen nu. Hun syntes at høre listende, sjokkende Strømpefødder over Loftet. Saa blev alt stille.
Men hvorfor gik han ikke ind paa sit Værelse!
Hun lyttede igen - alt var stille. Maaske var det blot hendes ophidsede Fantasi, der havde bedraget hende. Povl var nok gaaet videre med Kammeraterne.
Bitterheden tog hende. De gamle, fordærvede Fyre, og saa hendes Dreng, saa ung endnu!
Men hvad var det! Nu hørte hun aldeles tydeligt de sjokkende Trin igen. Var det Povl, eller var det ikke? - Denne Uvished holdt hun ikke ud.
Sagte listede hun ud af Sengen og hen til Døren. Forsigtigt drejede hun Laasens Haandtag om, alligevel knirkede den, og Manden drejede sig i Sengen. Saa stod hun lidt og ventede, og saa prøvede hun sig frem igen. Denne Gang fik hun den op; men Manden vaagnede.
»Hvem der«, sagde han lidt søvndrukkent.
»Aa, det er blot mig, Holm. Min Mave, ved du, er i en græsselig Uorden«.
»Ja, men kære Henriette, det er nu tredje Nat. Det kan du jo slet ikke holde ud i Længden. Lov mig at tale med Lægen i Morgen«.
Men inden han havde faaet sagt det sidste, var hun allerede oppe paa Loftet. Povls Dør stod paa Klem, Tæpperne paa hans Seng var slaaet op, det hele stod, som hun havde forladt det i Gaar Aftes. Her var han altsaa ikke.
Hun lukkede Døren op og saa ud paa Loftet.
Hvad var det! Stod han ikke der henne og lænede sig op mod Skorstenen.
Povl, Povl, det er mig, Din Moder, hviskede hun og listede hen mod ham. Skikkelsen rørte sig ikke. Hun lod sin Haand glide ned over den og udstødte i det samme et kort, dæmpet Skrig. Haanden havde rørt ved noget klamt og fugtigt! Hun anstrengte sig for at se gennem Mørket; men med et huskede hun, hvad det var. Det var jo Povls Baadsejl.
Stille listede hun ned igen. Døren stod paa Klem. Hun trak den til; men lukkede den ikke, thi Holm var atter falden i Søvn.
Hun stod lidt ved hans Seng, og noget som Samvittighedsnag kom over hende.
Var dette ikke forkert, burde hun ikke fortælle sin Mand det Hele. Povl var jo saa ung, kun sytten Aar. Maaske stod han endnu til at redde, naar Faderen ordentlig tog sig af ham. Ja, i Morgen vilde hun se at faa Mod til at tale med Manden. Dette gik jo slet ikke an - heller ikke for hendes egen Skyld. Hun var jo bleven helt syg, og Kræfterne var borte. I Morgen maatte hun tage Mod til sig og bede ham indtrængende, ikke tage for hidsigt paa Povl.
Hidsigt! Det var, som Ordet slog hende. Blodet strømmede voldsomt til Hjertet.
Hidsig! Det var jo netop Ulykken. Hidsige var jo baade Povl og Faderen i en uhyggelig Grad.
Hun listede stille tilbage i sin Seng.
Nej, nej, hun turde ikke fortælle noget. Havde hun ikke for to Aar siden lovet sig selv, aldrig at gøre det oftere. Hun saa den frygtelige Scene for sig igen: Faderen og Sønnen staaende overfor hinanden, blege, med løftede Hænder, og saa…
Nej, nej, hun taalte ikke at tænke paa det. Den Dag var Holm bleven en gammel Mand, som haltede; men mere hidsig end nogensinde.
Og bagefter, da Sønnen var løben bort. Hendes Angst, som hun maatte skjule! Og Ugen efter, da hun fandt Povl sammenkrøben under Bordet i Spisekamret - hvor han var sulten! Alt gik i ham, hun kunde slet ikke kende sin kræsne Povl igen.
Og nu skulde hun atter være Skyld i det. Nej, hun vilde lade det gaa sin Gang.
En Dør blev lukket paa Loftet, og faste Trin lød paa Trappen.
Var det Povl, der alligevel var kommen hjem! - Nej, saa sikkert gik han nok ikke, og hvad skulde han her nede.
Lidt efter hørte hun nogen rumstere i Køkkenet. Det var altsaa Morgen nu, hun hørte tydeligt Stine poste Vand?
Mon han var kommen hjem. Hun vilde dog se ad; Sovekammerdøren stod jo paa Klem endnu.
Lidt efter stod hun ved hans Dør, lukkede den forsigtigt op. - Sov han, skulde han have Ro!
Sengen var tom; hun syntes, den stod og grinte mod hende.
Da var det, som hendes Kraft var brudt. Hun følte en Tyngde i alle Lemmer og en underlig klam Kulde - helt ind i Sjælen.
»Povl, Povl, Du dræber mig til sidst«, stønnede hun og vaklede hen mod Sengen. Der faldt hun ned og hulkede ganske stille.
Her oppe paa Povls Værelse var Gardinerne trukne fra. Vinduerne stod aabne, Pæreblomsterne nikkede ind over Karmen. Solstraalerne legede over Bord og Stole, helt hen til Sengen kom de og tørrede Taarerne paa hendes blege, forvaagede Kinder. Men sagte listede de bort igen. Hun sov jo for første Gang i tre Døgn - en tung, urolig Søvn.
