« Tilbage til søgeresultaterne
Et Jubilæum
Det var i Onsdags 50 Aar, siden Frk. Zahle begyndte sin Skole, det vil sige sin Privatlærer-indeundervisning, »med Frygt og Bæven« har hun selv ofte sagt, og dette var ikke underligt; thi »Skolen« talte den Gang kun – 1 ½ Elev, een ung Pige, som tog »alle Fag« og een, der nøjedes med nogle enkelte.
At en Skole holder 50-Aars Jubilæum er vel ikke ualmindeligt; men at det samme Menneske, som fra en saa ringe Begyndelse har skabt et Værk af den Betydning for Land og Rige som N. Zahles Skole, i alle disse Aar har baaret Værket med sin Kraft og Kærlighed - det er vist ikke blot i vort Lands Oplysningssaga noget enestaaende.
Som vore Læsere ved, fratraadte Frk. Zahle i Fjor Stillingen som Overbestyrerinde (mens hun dog fremdeles har den øverste Ledelse af Seminariet og Seminarieskolen i sin Haand). I Skolens nys udkomne Haandprogram læses bl. a. en Tale, som Dr. phil. Drachmann den Gang holdt ved Afslutningshøjtideligheden for de voksne Elever, efter at disse havde endt deres Afgangsprøver. Vi gengiver heraf følgende, der forekommer os træffende at betegne Frk. Zahles Ejendommelighed:
Den Gang Bestræbelserne for at skaffe Kvinderne Adgang til de offentlige Eksaminer - Præliminæreksamen og Artium - kom frem her hjemme, stod Frk. Zahles Skole allerede ubestridt som den første af vore Pigeskoler. Med de Forudsætninger, Frk. Zahle var gaaet ud fra, og de Ideer, hun allerede i mange Aar havde kæmpet for og sejrrig gennemført, maatte disse Bestræbelser i mange Retninger være hende lidet tiltalende. Ikke desto mindre tog hun saa at sige straks ved deres Fremkomst resolut sit Parti paa deres Side; hun oprettede omtrent samtidig et Artiumskursus og en regelmæssig Undervisning til Almindelig Forberedelseseksamen og støttede saaledes den nye Bevægelse med sin uhyre Autoritet og sin imponerende Arbejdskraft. Men hun gjorde det saaledes, at hun tillige søgte at indarbejde den nye Undervisning organisk i den gamle Skoles Liv og saa vidt muligt at gennemtrænge den med de Ideer, hun altid havde kæmpet for.
Naar jeg skal karakterisere Frk. Zahle, er der et Ord, jeg først og fremmest maa anvende, skønt det er et Ord saa stort, at man ikke gerne bruger det om noget levende Menneske. Det er Ordet Genialitet. Naar Frøken Zahle straks ved de nye Ideers Fremkomst greb til og beslutsomt optog dem paa sit Program, da viste hun sig som det praktiske Geni, hun utvivlsomt er. Men - og dette vilde jeg gerne særlig lægge de unge paa Sinde - den, som kun er et Geni og ikke andet, bliver aldrig andet end et forulykket Geni. Naar det lykkedes Frk. Zahle at indarbejde den nye Undervisningsform som et organisk Led af sin Skole, at gennemtrænge den med denne Skoles Aand, da skyldes det ogsaa andre Egenskaber hos hende, Egenskaber, der ikke som Genialiteten er en uefterlignelig Gave, men som enhver har det i sin Magt at fremelske hos sig selv, og hvorved hun bliver et Mønster og Forbillede for andre. I de ti Aar, jeg har arbejdet sammen med Frk. Zahle som hendes betroede Medhjælper, har hun Gang efter Gang beskæmmet mig ved den strenge Pligtopfyldelse, den gennemførte Samvittighedsfuldhed og Nøjagtighed, hvormed hun behandlede enhver Sag, stor eller lille. I det samme Tidsrum har jeg været Vidne til talrige Beslutninger og Afgørelser af hende - mange, som jeg straks forstod og billigede, andre, som jeg først senere lærte at forstaa, vel ogsaa nogle, som jeg endnu ikke har lært at billige; men aldrig er det ved noget, hun har sagt eller gjort, eller ved nogen Afgørelse, hun har truffet, blot saa meget som faldet mig ind, at den kunde være dikteret af Hensyn til hendes personlige Bekvemmelighed eller Behagelighed, eller at et saadant Hensyn, selv nok saa fjernt, laa bagved mellem hendes Motiver. Det er ved denne Forening af sjældne Egenskaber, og ikke mindst ved de sidste, at Frk. Zahle har været i Stand til at gøre sin Skole, ogsaa dens højere Afdelinger, til det, den er: et Udtryk for hendes Ideer og hendes Personlighed.
