« Tilbage til søgeresultaterne
„Amerikas ukronede Dronning"
Ved A. C.
For snart 3 Aar siden døde i Amerika Frances Willard, mangeaarig Præsident for W. W.´s C. T. U, Verdens kvindelige, kristelige Afholdsforening, kendt her i Danmark under Navnet »Det hvide Baand«. Miss Willard hørte til de »faa«, og hendes Liv virkede som en Velsignelse paa alt og alle, med hvem hun kom i Berøring. Budskabet om hendes Død fremkaldte derfor i den over hele Verden forgrenede Forening Følelsen af et uerstatteligt Tab.
Efterfølgende er et Brudstykke af en Tale, holdt i Edingburg d. 23. Juni 1900 ved W. W.’s T. U.’s Kongres, af Lady Henry Sommerset til Minde om hendes afdøde Veninde:
Jeg vil ikke tale om hendes (Miss W.’s) Livs Begivenheder; de er os alle for velbekendte; heller ikke om det store Offer, hun bragte, da hun opgav en indbringende, anset Stilling for at vie sig til en upopulær Sag, uden Penge, uden Vished om heldigt Udfald, men med Kærlighed til Gud og Menneskeheden i Hjertet. Men hvad, jeg beder Dem tage under Overvejelse, er dette: Hvad gav hende det store Herredømme over Menneskene, saa stort, som vi vist næppe vil komme til at se nogen anden udøve det? Hvad var det, der gjorde, at alle, der kom i hendes Nærhed, følte, at de havde fundet en Ven, at deres Interesser, deres Liv, deres Arbejde, deres Fremskridt, deres Udvikling var det, der laa hende paa Sinde? Jeg tror, at det fremfor alt var hendes dybe Tro paa Menneskeheden. Hun saa, som ingen anden, det guddommelige i Menneskeheden, og i det mørkeste, smudsigste Menneskeliv saa hun den Guddomsgnist, som ingen anden kunde faa Øje paa. Ikke at hun vilde tro paa Folk, men hun troede paa dem. Hun havde en Fornemmelse af det bedste i dem, og om ogsaa denne Fornemmelse muligvis lod hende forhøje det gode og formindske det onde, saa undlod den aldrig, i det mindste i Øjeblikket, i vedkommende Sjæl at fremkalde et virkeligt Ønske om at naa op til det, som hun troede, den var. Jeg har atter og atter set hende sammen med Folk, som man, flygtig bedømt, maatte kalde smaalige, sløve og verdslige, og paa faa Øjeblikke var det, som om de havde faaet Syn paa noget, de maaske ikke havde haft Øjet opladt for før; ikke var denne Virkning frembragt ved noget, hun havde sagt, ved en eller anden slaaende Bemærkning, hun havde ladet falde, men det var, som om der ind i en mørk Stue var bleven bragt et Lys, der havde oplyst det, der havde været der hele Tiden, men som ikke var bleven bemærket. Der var hos hende en fuldkommen Tillid til, at de vilde forstaa det bedste, at de ikke kunde undlade at se det, at deres Bevæggrunde var de samme som hendes, at de ogsaa havde Blikket rettet opad og ikke nedad, fremad og ikke tilbage. Derfor aabnede der sig Vidder for dem, som de endnu aldrig havde skuet ind i; de var for et Øjeblik kommen indenfor det himmelske Kongeriges Love.
Og saa forstod hun den vidunderlige Kunst at rose. Jeg har hørt hende dadles for at rose for meget, men jeg mener, det var et guddommeligt Instinkt, der lod hende forstaa, at det menneskelige Hjerte er langt mere tilbøjeligt til Undervurdering af sig selv end til virkelig Stolthed, at de mest pralende Folk undertiden i Grunden er mest usikre paa sig selv, at de ligesom stiller deres Varer til Skue i Vinduet, fordi de føler, at der intet er bagved. Og Frances Willard vidste, at Ros er ydmygende, og at naar Folk hørte hende tale om, at de var i Stand til at gøre eller fuldføre et eller andet, saa ønskede de at svare til de høje Tanker, hun nærede om dem, og i ni af ti Tilfælde vover jeg at sige, at hendes Ros var den bedste Kur for vedkommende Sjæl.
Men maaske var Frances Willards Magt til at tilgive det Karaktertræk, der bragte hende Kristi Forbillede nærmest. Jeg kender ingen, der mere skarpt end hun følte Utaknemmelighedens Bitterhed, Hjerteveen ved en Fornærmelse eller et fjendtligt Stik. Jeg har ofte set hendes Læbe skælve og hendes Haand ryste, medens hun læste et Brev, og været Vidne til, hvor dybt menneskelig Smerte og Skuffelse trængte ind i hendes Sjæl; og dog, efter et Øjebliks Kamp, kunde hun se op og sige: »Jeg længes efter at føle mig rede til at kysse hende paa Panden, og naar jeg ved, jeg kan, saa vil jeg ogsaa være i Stand til at handle.« Hun maatte naa til fuld Tilgivelse, finde det rette Forhold mellem sig selv og den, der havde fornærmet hende, før hun i Sandhed kunde bringe sin Gave paa Guds Alter; og Gang efter Gang ved jeg, hun har udfundet et lille Fif, ved hvilket hun kunde sige eller skrive det Ord eller gøre den Handling, der kunde faa den, der havde saaret hende, til at føle, som om intet var hændet. Det var det mest fuldkomne Eksempel paa en af Kærlighedens Lov ledet og behersket Adfærd. Dog handlede hun ikke ud fra et ophøjet Stade som hun var naaet til ved Undertrykkelsen af menneskelig Følelse. Jeg kan se hende endnu, naar hun med løftet Ansigt seende op, udbrød: »Hvorfor gjorde hun det!« akkurat som et Barn raaber, naar det er bleven haardt behandlet. Der var en sjælden Harmoni imellem det menneskelige og det guddommelige i hende, den smukke Ligevægt, som Gud tilsigtede, thi den samme Guddomsaand giorde Kristus til Gud og Menneske tillige.
Jeg vil i Dag ikke tale om det klarere Syn, hun havde paa Ting, som Folk undertiden kalder »verdslige«, - hvorledes hun var den banebrydende Profetinde for Religion i Politik i Amerikas vidtstrakte Land; hvorledes hun indgav Kvinder i alle Lande Forstaaelsen af, at der i selve Stemmegivningen ved Fædrelandets Love ligger et helligt og højt Hverv; hvorledes hun saa, at ved Evolution, ikke ved Revolution, maa den udvidede Frihed naas, som Gud har bestemt for Menneskeheden; hvorledes hun følte, at Spiritustrafiken, der havde gjort saa store Indgreb i den borgerlige Frihed, maatte knuses, gøres magtesløs, dø - hvis Drikfældighedens Onde skulde bekæmpes. Hvor skinsyg vaagede hun ikke over sit Lands Uafhængighed, hvor bange var hun ikke for ethvert Indgreb, der i selve Frihedens Navn kunde true denne Frihed! Hun følte, at Guds Kirke ikke kan begrænses ved noget Navn eller Afdeling, men at den strækker sig lige saa vidt som selve Kristi Aand, og lige saa lidt kan lukkes inde som Solskinnet.
Jeg glemmer ikke, at Smerte kom til hendes Hjerte, og at det var min Handling, der var Skyld i denne Smerte*), at medens hun selv stod urokkelig fast ved sine Principper, tog hun ved Bedømmelsen af andres Handlinger Bevæggrunden i Betragtning.
*) Herved sigtes til, at Lady Henry Sommerset, der altid havde været en ivrig Forkæmperinde for Sædelighedssagen, for nogle Aar siden gjorde nogle Indrømmelser, gunstige for Genindførelsen af Reguleringen i den britiske Arme i Indien. Dette Skridt vakte i vide Kredse en smertelig Opsigt og Harme blandt dem, der havde sat alt ind paa Prostitutionens Udryddelse. Af ovenstaaende ses, at Lady H. Sommerset, med Beklagelse af sit Fejlsyn, snart efter offentlig tilbagekaldte sine Indrømmelser.
Da jeg indtog et Standpunkt, der stod i Modstrid til det, hvorpaa »Det hvide Baand«s Bevægelse hviler, vidste hun, at Grunden var et fejlagtigt Syn fra min Side, aldrig et Ønske om at befordre eller lette det onde. Naar jeg ser tilbage paa de Dage, ærer jeg de Kvinder, som, deres Overbevisning tro, ivrig satte sig op mod min Handling, og jeg takker Gud, at vor kærlige, trofaste Anførerske, inden hun forlod os, fik fuld Forvisning om, at jeg ganske havde trukket mig tilbage fra den Stilling, jeg havde indtaget. Gud give, at vi af vore Fejl og Misgreb maa uddrage vort Livs dybeste Lærdomme !
Jeg antager, enhver Sjæl kender de mørke Dage, da vi næppe ved, hvad vi skal bede Gud om, da de, som er gaaede bort, synes skilte fra os ved en uigennemtrængelig Tavshed, og da Livet med dets materielle Travlhed og Larm lukker sig om os. Lad vor Bøn i denne Mindestund være: »Herre, at jeg maa faa mit Syn - mit Syn til først at se mere af Dig, og saa mere af dem, der er, hvor Du er, dem, der har kastet Dødeligheden bort og staar Ansigt til Ansigt med Virkeligheden«, og ufejlbarlig vil vor Bøn faa det samme Svar som Betlerens for Aarhundreder siden: »Bliv seende, din Tro har frelst dig«.
Saa lad os da, baarne oppe af Troen, arbejde videre og arbejde opad; Gangen er lettere, Vejen mindre stejl og Himlen nærmere, fordi Gud gav os Frances Willard.
