« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Hvor vred saa end den værdige, lille Frue var, og det med fuld Ret, saa syntes hun dog om Haven med de mange leende Mennesker og de mange Grøntsager, med Æbletræerne og de modne Kirsebær og de mange andre Bær.
Og alle sammen var de i det bedste Humør; den arme Hr. Tiburtsius maatte ligefrem løbe Spidsrod.
De udøste deres Vittigheder over hans syndige Hoved og havde ham til bedste og drillede og tirrede ham uden Ophør.
Hvad hjalp det ham, at han var en lærd Mand, der vidste mere end hele Selskabet tilsammen, en Mand, som flere Gange havde faaet den allerhæderligste Omtale paa Prent. Det hjalp ham ikke en Smule, ikke den mindste Smule!
Da de i Havehuset fandt hans Filtslaabrok med samt de gamle Slæber og den lange Pibe, brød der en Jubel ud. De trængte sig alle paa en Gang ind med saadan Vælde, som om de helt vilde søndersprænge den nette lille Bræddehytte, og de tvang ham til at tage Slaabrokken og Tøflerne paa.
Og midt i denne Trængsel, midt i Havehuset, midt imellem de skingrende Udbrud, der alle gik ud paa at bearbejde og ærgre Hr. Tiburtsius, hævede sig pludselig en Stemme, som bragte alle de andre til at forstumme: »Skal det saa være en Pølsefest, Børn?«
Dette slog Hovedet paa Sømmet, og det viste sig, at de gamle Weimaranere havde et sandt Feltherreblik, naar det gjaldt at gribe Fornøjelsen ved Haarene; thi enhver, som forstaar sig paa, hvor meget der skal til for at holde en virkelig, rigtig Pølsefest, vil nok spørge, hvordan alt det saa pludselig, saa fuldstændig uforberedt, skulde skaffes til Veje.
(Fortsættes.)
