« Tilbage til søgeresultaterne
Den 18. Maj
Denne Dag, som er den, da Diplomaternes Fredskonference traadte sammen i 1899, synes nu at skulle blive den Dag, hvorpaa Fredsvenner hele Verden over forsamler sig. Der er sendt Opfordring til alle Lande og til The international Councel of Women, hvoraf Dansk Kvinderaad er et Led, om at man hvert Aar i hvert Land samles paa denne Dag. Og Kommissionen, som leder Verdens-fredsbureauet i Bern, der tæller 25 Medlemmer fra forskellige Lande, samles til Møde den 18. Maj og har til Behandling et Forslag om herefter at holde Fredsdag paa denne Dag. Den 22. Februar, Washingtons Fødselsdag, har siden 1896 været alle Fredsforeningers Dag, da man enedes om Behandlingen af en enslydende Resolution. Den Gang, da den 22. Februar valgtes til almindelig Fredsdag, havde den 18. Maj endnu ikke faaet sin Betydning. Det fik den først ved Fredskon-ferencens Aabning i 1899.
Mange vil vel endnu mene, at den Fredskonference var mislykket, og at der ingen Anledning er til at mindes dens Sammentræden. Men Fremtiden skal vel nok vise, at der paa denne Konference blev gjort et stort og betydningsfuldt Arbejde fra de faa, men dygtige Fredsvenners Side, som deltog i Konferencen. Gennemlæser man det store tykke Bind, som indeholder alle Forhandlingerne, der er førte, ser man, med hvilken Alvor og Sagkundskab disse er førte fra de Fredsvenners Side, som med Sagkundskab kunde gøre deres Meninger gældende. En Voldgiftsdomstol med Bureau i Haag, hvortil nogle og tyve Stater har sluttet sig, og som begynder sin Virksomhed i Aar den 18. Maj, er den første Frugt af Konferencen.
Hvad der især bidrog til, at man ansaa Konferencens Arbejder for spildte, kom vel deraf, at Krigen kort efter brød løs mellem England og Transvaal. Man vidste jo, at Englands befuldmægtigede, Sir Pouncefate, var en af de dygtigste og sagkyndigste paa Konferencen; hvorfor havde han da ikke kunnet forhindre Krigen? Man glemmer, at fordi der forhandles om Midlerne til at forebygge Krig, har man endnu ikke Magten til at forhindre den. Et Lovforslag, som er til Forhandling i Rigsdagen, har ikke nogen Betydning for Samfundet, før det er blevet til Lov, saaledes ogsaa med hvad Konferencens Arbejder angaar.
Fredssagen er saa stor og omfatter saa mange Punkter, at der skal stort og ihærdigt Arbejde til for at naa fremad. Denne Sag bør være en af dem, som alle Kvinder helst vilde arbejde for; thi der er intet, som har saa sørgelige Følger som Krigen, intet, der smerteligere berører Kvindernes Interesser end netop den. Det er mig derfor en Gaade, at saa mange, baade Mænd og Kvinder, kan staa ligegyldige overfor Fredsbevægelsen, der, hvis den kunde naa det Maal, den tilstræber, vilde være af den allerstørste Betydning for hele Samfundet. Maalet vil kunne naas, hvis Mænd og Kvinder i alle Lande vilde danne den store Broderkæde, der umuliggør Krigen.
Des værre synes det for Øjeblikket, at Militarismen har faaet Vind i Sejlene. Vi ser, hvorledes der i Sverige arbejdes for Indførelse af almindelig Værnepligt med Kasernevæsen ligesom her og et Aars Soldatertjeneste, noget som ellers har været anset for overflødigt i Sverige. Svensk Kvindeforening for Fredssagen har sat sig i Bevægelse i den Anledning og har henvendt sig til mange forskellige Personligheder for at faa disses Meninger om Kasernevæsnet og den lange Tjenestetid at vide for paa Grundlag af disse Svar at modarbejde Hærlovforslaget. I England synes der efter denne ulyksalige Krig ogsaa at hæve sig Røster for almindelig Værnepligt. Hvad man altsaa tidligere har anset for overflødigt: at have saa mange Soldater - synes nu paatrængende nødvendigt. Men trods alle disse uhyggelige Kendsgerninger ses Lysglimt i Horisonten, og det giver Fredsvennerne Haab og Fortrøstning om, at deres Kamp for Freden ikke er forgæves, og at deres Bestræbelser en Gang vil krones med Held.
