« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kunstudstillingerne
Fra Kunstudstillingerne.
Agnes Slot-Møller.
Som vi ved, har Kunstnerparret Agnes og Harald Slot-Møller forladt den frie Udstilling for hos Winckel og Magnussen at danne deres egen Foraarsudstilling. Det er et føleligt Tab for »den Frie«, men for Kunstvenner er det sikkerlig en Gevinst at have det geniale Kunstnerpar saadan helt og ublandet for sig selv.
Det er overmaade interessant at se, hvordan disse to udfylder hinanden: han har faaet Farven - og den mest fortryllende og bedaarende Farve - i Vuggegave: hun har Kraften i Fremstillingen og det dybe sjælelige Udtryk. Det Værk, der bærer hele Udstillingen, er mærkeligt nok af hende, ikke af ham. Hans iøvrigt dejlige Malerier giver det bedste Bevis for, at Farven ikke er nok for en Maler.
Hans og hendes Hovedværker hænger lige over for hinanden. Man bedaares, blændes og fortrylles af den sydlandske Farve i det første, men man trættes snart, thi Scenen mellem de to elskende er saa banal, saa tom paa Indhold, at man næsten ærgrer sig over Farvernes forføreriske Glans.
Af hendes Værk derimod bliver man ikke blændet, men greben. Man vender stadig tilbage dertil, og man optager det i sin Bevidsthed som et af de dybeste Sjælemalerier, vi har set her hjemme.
Gudrun ved Sigurds Lig hedder det. Maaske vilde Sorg være et mere betegnende Navn, thi Gudrunssangens Fremstilling er kun for saa vidt fulgt, som den i den sluttede og faste Komposition har kunnet tjene til at fremstille Sorgen - den Sorg, der uoprettelig forstener. Gudrun sidder ikke som i Sangen bøjet over Sigurds Lig. Baaren synes tværtimod at staa bagved Gudrun, der sidder i en Halvkreds af festklædte Kvinder. Intet bebuder her den Forløsning, som Sangen saa vidunderligt skønt skildrer, da Gulbrand trækker Ligklædet fra den dødes blodige Ansigt, og det jammerfulde Syn løsner Taarerne og giver Luft til det i Sorg bristende Hjerte.
Gudrun sidder her greben af Smerten som af en Stivkrampe, og den vil ikke slippe hende, før ikke blot Hjertets fine Rødder, men ogsaa Sjælens Adel og Karakterens Højhed er fortæret af Frosten, før den milde Gudrun er bleven den frygtelige Hævnerske, Atle-Sangen skildrer.
Med ganske simple Midler er denne altstivnende Smerte gengivet i Gudruns Person; men den fremhæves af de dybt bevægede Kvinder, især af den enes lidenskabelige Udbrud og af den geniale Komposition af Mellemgrund og Baggrund.
Rummet aabner sig imod en Svalegang, hvor Baaren med det overdækkede Lig staar, og mellem Søjlerne ser man ud i et snehvidt Fjældlandskab. Den kolde, graa Himmel, de uforanderlige, livløse Snefelter danner ligesom Sangbunden til Billedets mægtige Stemning. Her er intet, der kan skænke Trøst, intet, som kan udløse den arme Kvinde af Smertens Stivkrampe.
Mesterligt er de forskellige Udtryk hos de nærværende gengivne, lige fra den stærke Patos hos den Kvinde, som fortæller sit Livs sorgfyldte Saga, til de to, som danner lige som Overgangen til Verden udenfor - den Verden, som kun føler paa Overfladen, naar det ikke gælder eget Skind.
