« Tilbage til søgeresultaterne
Nellie van Kol
Biografisk Skitse ved Emma Kraft.
(Fortsat).
Det kunde synes underligt, at et Menneske, der ikke selv falder som Offer for daarlige økonomiske Tilstande i det bestaaende Samfund, som heller ikke gennem egen Lidelse blev ført til at være Forkæmper, er saa ivrig for at kæmpe for et nyt Samfund. Og her kommer vi netop til et af Nellie van Kols smukkeste Karaktertræk: hendes fuldstændige Mangel paa Interesserthed for sig selv. Hun er ganske paa det rene med, at hun som Banebryderske materielt set kun vil faa Tab, og at der fordres en høj Indsats fra hendes Side. Men Drivfjederen i den Bevægelse, hun rejser, er Kærligheden, hendes varme Hjerte, der lider ved andres Nød og Lidelse.
Men hvilken Forskel er der saa ikke paa hendes og de andre Socialisters Stridsskrifter! Hendes Løsen er Kærlighed, Sagtmodighed, og aldrig træffer vi hos hende denne Foragt for »Kapitalisterne«, aldrig dette tænderskærende Had, ingen knyttede Hænder eller sammenbidte Tænder, intet Raab om Blod og Revolution. Dog forstaar hun Menneskers Lidelse. Hun kæmper kun med andre Midler, de Midler, der ligger i hendes egen Karakter. Hendes Vaaben er og bliver Kærlighed - aldrig Magt. De, der er gaaede over til de ny Ideer, skal ved deres Liv være Talsmænd for disse og saaledes være med at kalde nye Forhold og Love til Live, Forhold, under hvilke Slægten skal komme til at føre et lykkeligere og retfærdigere Liv, end det er Tilfældet med Samfundets nuværende Organisation.
Denne Sjælens og Hjertets Renhed maa først udvikles hos Barnet, hvis naturlige Jordbund er modtagelig derfor.
Midt i hendes Gerning over for Samfundet er hendes Virksomhed for Børnene af stor Betydning. Thi Nellie van Kol er først og sidst Barnets Beskytter, og i Holland gaar hun under Navnet »Børnenes Dronning«. Med sin fine Forstaaelse af Barnesjælens mangestemte Instrument kæmper hun for Barnets Ret. Nutidens Barn er Fremtidsmennesket, og for hende gælder det da om at udvikle den kommende Slægts Retfærdighedsfølelse og Lighedsfølelse, lære Barnet Mildhed og Overbærenhed mod de Fejlgreb, der begaas i Uvidenhed, kort sagt: udvikle det bedste i Barnet og lære det Kærlighed til sin lidende Næste.
Hendes Opdragelsesmetode kan sammenfattes i disse Ord: Lad os udvikle det rene og gode i Mennesket, frem for alt i Barnet. For at kunne dette maa der ikke læres Barnet Usandhed, Egennytte eller overdreven Nydelse. »Skjul aldrig,« siger hun i en af sine Artikler, »Naturens Sandheder for Barnet; lær det ikke at skatte de materielle Ting alt for højt og indprent det ikke, at de rige Klasser eller Aristokratiet er Stænder, der staar over den ubemidlede Klasse. Fortæl kun Barnet trygt om Menneskets Udspring, langt hellere end at bilde det Historier ind om Storken, og overbevis det om, at det hverken er en Dyd eller en Trang at afholde sig fra eller give efter for seksuelle Nydelser. Lær det Renhed, Kydskhed, Maadehold, Afholdenhed og Oprigtighed - men fremfor alt: vær sanddru mod det.«
Mødrene selv bør belære deres Børn om alt, hvad der kan styrke Børnene i Livets Fristelser. Moderen maa paa en Gang være sit Barns fortrolige og dets Veninde, og Børnene paa deres Side maa lære at forstaa, at er der noget, de ønsker at vide Besked om, da skal de gaa til deres Moder.
I hendes Bog, »Moder og Barn«, hvori hun behandler Spørgsmaalet om, hvorledes man kan tale med Barnet om vanskelige Emner, har hun paa dette Omraade givet udmærkede Raad. Jeg kunde have Lyst til at citere mangt og meget af hendes velskrevne Artikler, men Pladsen her tillader det ikke. Det maa derfor være nok at anføre, at der, i hvad hun skriver, altid er Tanker til Selverkendelse, og at hvad, der kommer fra hendes Pen, gaar til Hjertet. Man føler, der staar en Personlighed bag hendes Ord, en Kvinde, der med sit varme Hjerte har tænkt dybt over Kvindens Liv og Rettigheder, og som skriver ud fra en selvstændig Opfattelse. Ialt, hvad hun skriver, føler man Moderen, der kæmper for de smaa.
En Tanke har særlig besjælet og opfyldt, hende. Hun staar nu overfor dens Realisation, i det hun ved sit ihærdige Arbejde har tilvejebragt et Bibliotek for Drenge og Piger. Hidtil har Holland ikke haft særlig nævneværdige Børneforfattere. Denne Mangel har Nellie van Kol følt stærkt paa Børnenes Vegne, og gennem Oversættelser fra andre Sprog samt ved at samle det bedste af originale hollandske Børnebøger er det nu lykkedes hende at tilvejebringe sit Bibliotek.
Det hænder nu og da, at vi ude i Livet træffer paa Mennesker, som umiddelbart gør et stærkt og tillidsvækkende Indtryk. Saa skilles man igen, og Indtrykket udviskes maaske; men i et Øjebliks Sorg eller under en angstfuld Tvivlen dukker de atter op; man søger dem uvilkaarligt i Tanken og ønsker at mødes med dem igen. Nellie hører til den Slags Mennesker. Hun tager uopfordret andres Sorg paa sig; hos hende har mangen en grædt sin Sorg ud og faaet Raad og Anvisning til at begynde et nyt Liv, opmuntret af hende. Alene dette, paa sin Livsvej at møde et trofast Øje og et venligt Ansigt, der af sig selv kommer en i Møde, har gjort, at mangen Vandringsmand har søgt til hende og aabnet sit Hjerte for hende, idet han hentede nyt Mod, som han fik gennem Samtale med hende.
Ja, hvor mange hollandske Kvinder har ikke søgt hende! Hvor mangen Moder har ikke i Sorg og Træthed vendt sig til hende om Raad og Hjælp! Hvor mange Venner har hun ikke erhvervet sig baade i Holland og i Indien, blot gennem sine Breve!
(Forts.)
