« Tilbage til søgeresultaterne
Den som kysser Pigerne
(Fortsat.)
Men nu var hun virkelig nødt til at tilsidesætte al den Respekt, hun følte for Hr. Tiburtsius, og give ham et forsvarligt Puf for Brystet, saa han stønnede ved det og slap hende. Hvorpaa Kummerfeld samlede sin storblomstrede Kattunskjole om sig og sprang over Møllebækkens Siv, gennem tykt og tyndt, over Urtebede og Blomsterbede, tilbage til Selskabet med Hatten paa tre Haar og pustende som en Blæsebælg.
Og Hr. Tiburtsius tænkte: »Hun kommer skam ikke tiere herud!«
»Ih, men Kummerfeld,« raabte Apotekeren leende, »hvad er der paa Færde? Hvordan er det, Hatten sidder paa Dem, og hvad er det for Syvmilespring, De gør? Har De set et Spøgelse? Eller har De faaet et lille Glas for meget?«
»Jeg maa frabede mig - maa rigtig frabede mig-«, stønnede den arme Kummerfeld, som var altfor forpustet til at kunne møde den kaade gamle Herres Spøg med tilbørlig Værdighed. »Det var en Kat, der forskrækkede mig,« tilføjede hun, idet hun rettede paa Hatten og betragtede
Fru Tiburtsius saa medynksfuldt, som man ser paa en Kone i hendes Mands Dødsstund.
Imidlertid vandrede Hr. Tiburtsius igen op og ned med et kvindeligt Væsen, førte hende igen ned i Havens mørkeste Del og gik igen løs paa sit Offer. Men denne Gang havde han allerede fattet sig mere, var ikke længer saa vanvittig angst, men kyssede den lille Mamsel Muskulus - for hende var det - lige paa Munden eller snarere i Munden, thi hun spærrede den vidt op i sin Skræk. Men han rettede hurtigst mulig denne Fejltagelse og kyssede hende et Par Gange saa eftertrykkelig paa Kinderne, at hun ikke kunde være i Tvivl om Meningen.
»Ak, Hr. Tibur - Hr. Tiburtsius!« læspede den lille Mamsel undselig, og et Øjeblik hvilede hendes Hoved med den store Paryk ved hans Bryst. Han havde saa vist troet, at hun ligesom Kummerfeld vilde samle Skørterne om sig og styrte afsted i vild Flugt, og han blev helt forfærdet, da dette ikke skete. Hun vandrede op og ned med ham i Mørket, famlede efter hans Haand, greb den og hviskede, at man maatte være stærk, at hun fra gammel Tid af satte stor Pris paa ham, men ligesaa paa hans Frue, og at hun vidste, hvad hun skyldte denne fortræffelige Kone. Mamsel Muskulus var meget rørt og meget moralsk og faldt Hr. Tiburtsius saa besværlig, at han skyndte sig at føre hende hen, hvor der var Folk. Ved Lygternes Skin syntes han, at hendes Ansigt havde et helt forklaret Udtryk.
Men uden at tænke videre paa hende, styrtede han sig over et tredje Kvindemenneske. Det var den unge Frøken Adele, en fornem og aandrig Dame, som han saa smaat var bange for. Derfor turde han ikke gaa videre end at kysse hendes Haand nede ved Møllebækken samt klappe hende paa Kinden, hvorved han følte sig til Mode, som om han havde taget sig disse Friheder lige over for Pallas Athene selv. Den unge Dame rystede ham af sig, som om han havde været en Skrubtudse, og vandrede sin Vej fra Møllebækken og Hr. Tibursius, indhyllet i afmaalt Værdighed.
»Det var som Pokker,« tænkte han; men da han nu een Gang havde faaet Ideen, maatte han gennemføre den, og derfor styrtede han sig paany som en Tiger over et Fruentimmer, - og et andet - og et tredje - og et fjerde; han fik ordentlig Øvelse spidsede Munden med sand Virtuositet og med rasende Ømhed, thi hans Raseri havde efterhaanden faaet en Tilsætning af Ømhed.
Der rendte en beskeden ung Kone lige i Armene paa ham, den lille Fru Elgidi. Men hun udstødte saadanne Klagetoner, at Hr. Tiburtsius for Alvor blev hed om Ørene.
»Ak min Mand, aa hvad vil min Mand dog sige!« raabte hun saa højt og saa forskrækket, at Misdæderen, gruelig angst for, at hun skulde lave Opløb, styrtede afsted i fuldt Firspring og lod hende staa forbløffet tilbage.
Saa stødte han paa to af Pigebørnene. »De Gavtyve!« tænkte han, .»de har saamænd godt af en lille Forskrækkelse, som kan skaffe mig dem en Smule fra Halsen;« saa gjorde han kort Proces og tildelte dem hver især et ordentligt Smækkys, der dog slet ikke forskrækkede dem. Tvært imod, de hagede sig fast ved hver sin af hans Arme og hviskede bag hans Ryg: »Naar han synes saa godt om os, kan vi gerne løbe ned til Stikkelsbærrene. Jeg bildte mig ellers ind, at han ikke kunde lide os.«
Imidlertid var der foregaaet en underlig Forvandling med Selskabet, det var, som om de fortræffelige Pølser og det gode, hjemmebryggede Øl havde tabt sin Kraft, havde saa at sige kun været en Luftspejling, saa at Gæsterne lige som hverken havde faaet vaadt eller tørt i Livet. Saadan plejede Folk aldrig at opføre sig hos Fru Tiburtsius; hvad var der sket? Hun følte sig lige som solgt og forraadt af sine gode Venner.
Det var begyndt med Kummerfeld, som havde sat de forunderligste Øjne op, og saa var Muskulus kommen til og havde teet sig som en Grædepil. Frøken Adeles Forældre havde holdt et Slags hemmelighedsfuldt Familjeraad midt i Selskabet, og overhovedet hviskede og tiskede man rundt omkring.
En trykkende kølig Stemning hvilede over den efter et fuldbragt Maaltid ellers saa muntre Lavine, og paa Fru Tiburtsius blev der set med saadanne Blikke, som om hendes Mand var gaaet fallit, og alle Gæsterne vidste det, men hun selv ikke. Den lille Frue var helt beklemt. Og hvor blev dog hendes Mand af? Hun sendte flere end et »Men lille Gustav!« ud i Mørket efter ham, og endelig kom han til Stede. Men netop da havde den uforklarlige, trykkende Stemning naaet sit Højdepunkt Gæsterne tog en kølig Afsked - selv Apotekeren sagde ingen Vittighed - og væk var de. I den mørke Have stod Hr. Tiburtsius, hans nedtrykte Hustru og Katrine alene tilbage.
(Fortsættes).
