« Tilbage til søgeresultaterne
Kunsternes Tilstand
Der siver underlige Nyheder ud paa Charlottenborg nu for Tiden!
Som man ved, har vi et kgl. Akademi, som varetager Kunsten i Danmark - nøjagtigt: varetager Kunsten i Danmark i Flertal. Hvormange de varetagne Kunster er, ved jeg ikke bestemt. Der er Malerkunst, der er Billedhuggerkunst, der er Bygningskunst, der er Tale- eller Dekorationskunst ...altsaa i ethvert Tilfælde noget ud over baade En-og Trefoldighed.
Dette ansvarstyngede Akademi har blandt andre aarlig tilbagevendende Pligter den: at fordele 3000 Kr. til lovende kvindelige Malere, som maatte tiltrænge Opmuntring. Af disse 3000 har Akademiet i Aar kun set sig i Stand til at anvende de 2000. Resten har man maattet sende Statskassen tilbage paa Grund af de »Lovendes« Ikke-Havelse.
Lidt bedrøveligt tager dette sig jo ud. Navnlig naar man lægger Mærke til, hvor mange Kvinder der efterhaanden ikke bestaar til Afgang fra Akademiet, men dumper. Det kunde dog være, at der er Grund til at tage Sagen med Sindsro fremfor at tabe Humøret. Det er før hændt, at Højstkommanderende har sat Kikkerten for et blindt Øje og erklæret paa Ære, at der var ingen Ting at se. Det kunde jo være, at Akademiet var kommen for Skade med det ene af Argusøjnene, det som vender mod Spindesiden. Den lyder lidt for mistænkelig ensformig, den Bemærkning, naar Damer defilerer forbi Dommerne paa Charlottenborg: Der har vi igen en af dem, der ikke er til at se!«
Bedaaret af de kvindelige Malere skal det ærværdige Akademi i det mindste siges fri for at være. Derimod maa det kaldes at se vel mildt med det Øje, der vender mod Sværdsiden, naar Akademiet i Aar har villet glæde Mændene med den Sum, det ikke har kunnet forsvare for sin Samvittighed at tildele Kvinderne. De 12,000 Kr, som Mændenes Stipendier udgør, har Akademiet nemlig haft den smukke Tanke, ved Forskydning, at afrunde til 13,000 - et fra gammel Tid ilde anset Tal, som Ministeriet da ogsaa absolut har nægtet at anerkende. Enden paa Sagen er nu altsaa den - efter nogen Vandren frem og tilbage mellem Slotsholmen og Kongens Nytorv - at Pengene flyder tilbage til Statskassen, hvad der, naar man erindrer, at det var Kunsten, der skulde opmuntres med dem, jo vil sige det samme som, at Akademiet har kastet dem ud af Vinduet.
For de Kvinders Vedkommende, det netop gaar ud over, er det naturligvis ikke let at faa fat paa det humoristiske i denne Adfærd. Der er iblandt dem i al Fald een, om hvis Evner der vist ikke før har været Tvivl, og for hvem en Opmuntring, en Opstramning til Fremgang synes at maatte have været paa Tide.
Gode Raad er jo dyre. Det Godtraad, som, hedder Penge, er nu altsaa i dette Tilfælde ikke at faa. Saa er der et andet godt Raad, der rigtignok er dyrere endnu, for det koster Livsens Kræfter. Det er: at male paa Trods, male knusende godt, ogsaa uden de Midler, der, som vi ser, kan blæse ind og ud af Vinduer.
Aldeles udmærket Kunst - det har akademisk uddannede Kvinder til Dato ikke ydet herhjemme. Den skyldes endnu. Men naar det kgl. Akademi efter saa faa Aars Prøve allerede mener at kunne fastslaa kvindelige Maleres Undermaal som Kendsgerning, maa man forundres over, at en saa sindig Institution kan give sig af med at dømme og fordømme saa hastig. Rom blev ikke bygget paa een Dag, og hvad der bliver bygget paa een Dag, kan man være vis paa, bliver ikke til Rom. Skal kvindelig Kunst virkelig tilføre Kunst ny Værdi, behøver den vistnok lang Tid til at famle det vilde næppe være, helt gode Tegn, om den blot lærenemt gled ind som et femte Hjul i det forhaanden-værende.
Men morsomt vilde det være, om de af Akademiet nu aflivede Kvinder »kom sig« hos Naturen i Sommer og »vendte fyrgterlige tilbage.« Vendte tilbage med Billeder saadanne, at Kavallererne selv glemte det ganske P-Maal. Stod der i Charlottenborgdøren en Dag som Herskeren over Kinesiens Land - ham, hvis Rige P-Herrerne tog Bestemmelse om, just som Nattergalen satte sig for at holde Liv i ham - stod der som hin døde Kejser og hilste:
Godmorgen!
