« Tilbage til søgeresultaterne
Nellie van Kol
(Sluttet.)
Med Hensyn til Kvindebevægelsen siger Nellie van Kol i sine Breve til Minette: »Fordi der er Arbejdsfelter, der udelukkende egner sig for Mænd - en Anskuelse, som jeg iøvrigt ikke helt kan tiltræde, da Kvinden efter min Mening kan tage Del i hvilket som helst godt Arbejde, lige meget af hvilken Beskaffenhed det er - skal vi derfor sidde ledige og ikke tage Del i Arbejdet, naar det drejer sig om et Kærlighedsværk?
Nej, og atter nej. Men hvordan tager vi bedst Del deri?
Ved at vedblive at være Kvinder?
Men det er ikke let at være Kvinde, saa længe Pjank og Pjat bor i os og gør os til Modedukker og Skødehunde.
For at udrette noget i Samfundet, maa vi Kvinder gøre Goethes Ord: »Was gelten soll, muss wirken und muss dienen!« til vore. Ja, virke maa vi i Samfundet, tjene det af al vor Kraft.
Vi har allerede gjort meget; thi selv i de Tider, hvor Kvinden kun betragtedes som et Lastdyr, var hun dog den, der bar de blide og ædle Følelser frem i Menneskeslægten, og efter at Kristendommen har anvist hende Plads ved Siden af Manden, og hun har faaet Del i Børnenes - saavel sine egne som andre Børns - Opdragelse, har hun udøvet en kendelig og ikke uvæsentlig Indflydelse til bedste for Samfundet.
Men Tiderne er saa alvorlige, at dette meget ikke er nok. Kvindernes Antal er saa stort, og de af dem, som opfatter deres Kald og fører Kampen for det igennem, er saa forsvindende lille. Men netop disse faa maa vokse, vokse til en Skare, saa de ubetydelige Kvinders Antal indskrænkes.
Naa, dertil er der nu langt frem. Der er endnu Kvinder nok, som kun betragter Livet som en Fornøjelsesrejse, Kvinder, som sætter Børn i Verden uden at fatte Betydningen hverken af Barnet eller Moderen. Den Slags Kvinder dør og begraves uden at efterlade sig andet Spor end en hel Del forkvaklede og ulykkelige Mennesker. De Kvinder, som fatter, hvad et Menneskeliv betyder, og hvad Menneskeslægten er, deres Antal maa tage til, og de maa gøre sig klart, hvad de kan bidrage, ikke alene ved at gøre deres Pligt i deres Hus og Hjem og deres egen Kreds, men ogsaa ved at regne Menneskene i det hele og store med til deres Husstand, og opdrage i det store, selv om de foretrækker kun at gøre det i det smaa.
Men da skal der ogsaa fra Hjemmene og Skolerne udgaa Mænd - opdragne ved deres Mødres og Opdragerinders Hjerter - som skal blive til Velsignelse for Samfundet, Mænd med Hjerte og Følelse for de smaa og ringe, og fremfor alt Mænd med Retfærdighedsfølelse i deres Gøren og Laden, selv om det gaar ud over deres eget Velfærd og egen Bekvemmelighed.
Og er vi naaede dertil, saa har vi Kvinder til Dels opfyldt vor Pligt. Jeg siger med Forsæt til Dels opfyldt vor Pligt; thi selv om der var ti Gange saa mange rettænkende Mænd og Kvinder, som der nu er, og selv om de havde ti Gange saa mange Hjælpekilder, som de nu har til deres Raadighed, saa vilde vi ikke derfor forskaanes for Lidelsen, hverken den legemlige eller den sjælelige. Selv om alle Arbejdsgivere var retfærdige og betalte deres Arbejdere efter Fortjeneste, og selv om alle de rige gav Halvdelen af deres Gods til deres fattige Brødre, vilde Lidelsen ikke derfor høre op; thi Jorden er nu en Gang ikke Himmelen og Menneskene ikke Engle. Det naturlige Ophav til Lidelsen er en Kilde, som ikke kan tilstoppes, og selv om alt det onde, som udsprang fra vor Uvilje og
Egenkærlighed, for længst var hørt op at gøre Skade, saa vilde dog Eftervirkningen deraf vare maaske Tusinder af Aar efter vor Bortgang.
Ja, selv om vi virker som fredselskende Mennesker ved at opdrage vore Børn til at blive Menneskevenner, der gerne hjælper deres Næste - ja, saa vil der alligevel vedblive at være navnløs Lidelse, over for hvilken der ingen Hjælp, intet Raad er at finde, og hvor man kun formaar at trøste; og her kommer jeg til den anden Side af Sagen, nemlig det Punkt, hvor det som Kvinde er vor Pligt at trøste, der hvor al anden Hjælp hører op. Kan vi ikke tage Byrden fra vore Medmenneskers Skuldre, saa kan vi dog altid give dem et opmuntrende og trøstende Ord med paa deres tunge Livsvej; Ord, der for dem bliver den lægende Salve, der køler det brændende Saar. Hvor Kærligheden vil hjælpe, men ikke formaar at hjælpe, der er Kærligheden allerede i og for sig en Trøst og Hjælp.
Og hvem sidder inde med mere Kærlighed end netop Kvinden? Hvem finder bedre end netop hun det rette Ord for det saarede Hjerte?
Det er ikke Overvurdering af Kvinden, naar jeg siger: Vi Kvinder er skabte dertil.
Men selv med al vor Kærlighed vil vi dog ofte komme til at staa hjælpeløse over for »Lidelsen uden Navn«, som udgør et væsentligt Moment i vort Sjæleliv, og som hver især for sig maa bære alene. Thi selv de Mennesker, der paa det inderligste er knyttede sammen, forstaar aldrig hverandre fuldkomment. Der er altid noget i Hjertet, som man selv med den største Ærlighed, Oprigtighed og Meddelsomhed dog ikke taler om til andre, fordi man ikke har Ord derfor. Og selv om man havde Ord, hvad nyttede det saa? Ethvert Menneske er et eget Væsen med egne Tanker, der, selv om de i Hovedsagen stemmer overens med andres, dog alligevel har deres eget helt individuelle Præg. Selv om man udtrykker sig saa fuldkomment som muligt, og selv om den anden Part har den bedste Vilje til at forstaa, hvad man tilsigter - saa former den fremsatte Tanke sig let i den andens Hjerte og Hoved helt forskelligt. Undertiden har dette ikke saa stort at betyde, men ofte kan det være meget smerteligt! Tænk blot paa, hvor mange uopklarede Misforstaaelser, der kan, være mellem de bedste Venner; tænk paa de uoverstigelige Skillemure, som undertiden ganske umærkelig fjerner Mennesker, der en Gang var inderlig forbundne, fra hinanden!
O Liv, o store Gaade! Er det da ikke nok, at Sygdom, Ulykke og Død skal døbe Mennesket med Taarernes Bad?
Vi dømmer ud fra det, vi ikke kender, og vi vandrer ad ubekendte Veje, hvor enhver Fremtoning synes os en Gaade. Vi forstaar ikke hverandre, knap nok os selv. Bundne med uløselige Baand, den ene til den anden, lever vi med hverandre, op ad hverandre, og dog enhver for sig selv. Ethvert Trin, som vi gør for at udvikle os selvstændigt, fjerner os fra andre og gør os ensommere i vort eget Indre.
O forunderlige Liv, o store Gaade!
At dulme denne Smerte vil dog altid blive en Del af vort Kald; vi har altid et Middel til vor Raadighed, og dette er at plante Troens Fane i enhver Menneskesjæl, som er os betroet, den Tro nemlig, som fæster Rod i vort eget Væsen: Troen paa den ene, som forstaar alt.
Ellen Key siger i sine Tankebilleder: »Mod og Sandhed, det er, hvad Kvinderne fremfor alt savner.«
Jeg har her fremført en af de Kvindeskikkelser, hvem Modet aldrig svigter, som kæmper med aabent Visir for Sandheden, støttet og baaren af sit varme Hjerte - en Kvinde, hvis Navn ogsaa, forekommer det mig, bør kendes af danske Kvinder.
