« Tilbage til søgeresultaterne
Finlands Kvinder
(Sluttet).
Det var en smuk Tanke af den forhenværende Senator Mechelin netop i Aaret 1899 at foreslaa, at Finlands Kvinder skulde have fuld kommunal Ligeberettigelse med Mændene: Valgret saa vel som Valgbarhed - et Forslag som tiltraadtes af alle Stænder undtagen Præstestanden. Thi netop i dette Aar har de finske Kvinder mere end nogensinde før vist sig medborgerligsindede, værdige og uundværlige i de fælles Opgaver.
Hos den kvindelige som hos den mandlige Ungdom omkring Tyveaarsalderen findes der i Finland saa vel som hos os i Sverrige et fuldkommen nyt Træk, nemlig en stigende Ansvarsfølelse over for de sociale Opgaver.
En socialistisk Arbejdsfører sagde til mig, at ogsaa hos Ungfennomanerne og i deres Organ Palvalethi er samme Træk fremherskende. Og efter min Mening er dette - naar Talen er om de bedre stillede Klasser - ikke blot det afgørende Bevis paa en virkelig human Kultur, men ogsaa paa et virkelig politisk Blik. Ogsaa i Finland er den Tid forbi, da man - i Oplysningstidens Aand - har villet gøre alt muligt for Arbejderklassen, men set med Mistro paa alt, hvad denne har villet gøre for sig selv. Hverken der eller noget andet Sted er det nok at opildne Arbejderklassens Fædrelands-følelse for de Minder og de Rettigheder, den ejer, hvis man ikke lader en mere menneskeværdig Tilværelse for Arbejderne selv holde Skridt med den patriotiske Udvikling. Og i denne Henseende afhænger det af den dannede Ungdom - den mandlige saa vel som den kvindelige - om det sociale Spørgsmaal i Finland som alle andre Steder skal forme sig til en bitter Klassekamp eller til et fælles Udviklingsarbejde.
De finske Kvinder har i alle Maader Øjnene aabne for de Farer, som truer paa Grund af System-forandringen i Finland. De ved, af den værste Fare er den, som Fennomanen, Konsul Wolf, fremhævede i sin højsindede og verdensberømte Tale i Petersborg, den Gang den store Deputation blev hjemsendt - den Tale, der kostede ham hans Stilling som engelsk Konsul i Viborg. Han betonede deri de finske Forældres Sorg og Angst for at skulle se deres Børn som de gerne til Arv vilde efterlade et sædeligt Ideal, der var højere end deres eget, tværtimod synke ned til at blive en Flok Hyklere med Falskhed i Hjertet, saaledes at det finske Folks Ry for Troskab og Ærlighed snart kun skulde være en Saga! Dobbelt vægtig og dobbelt ansvarsfuld føler de finske Kvinder nu deres Opgave som Mødre og som Opdragersker ved Tanken om, at de styrendes Lovbrud og Voldsgerninger kan forlede de styrede til hemmelige Lovovertrædelser, at den, som tvinges ind paa Krogveje efterhaanden kan miste den Sindets Redelighed, som hos Finnen - i Følge G. Brandes’ træffende Ord - er det skønne, indre Sidestykke til hans ydre Renlighed.
Og dette er jo Undertrykkelsens og Retløshedens Forbandelse, saa vel i Familjen som i taten, at de undertrykte lidt efter lidt demoraliseres ved deres Forsøg paa at omgaa Vilkaarligheden. Hvor streng maa ikke den Retsfølelse være som altid skal kunne dømme de Midler, som virkelig helliges ved Maalet - naar dette er Nationens højeste Rettigheder og Idealer - og de Veje, ad hvilke den enkelte træder en nøjere Ret for nær!
Kvinderne, i alt Fald de yngre, mærker ogsaa, at en Fare nærmer sig; den nemlig, at naar Trykket bliver en Vane, naar Lidelsen maa Bæres som en Hverdagssag, naar der indtil videre ikke er noget at gøre, naar Sorgens Højtidsstemning ikke længere kan holdes oppe, da vil, som en ung, finsk Kvinde nylig skrev »Elendigheden gennemtrænge Menneskene som en Gift og give sig Udtryk i Bitterhed mod alt og alle. Thi naar man ikke faar Lov til at sige det, som man vil, saa siger man det, man kan - om sin Næste!«
Og hvad er Lidelsens Braad andet end netop Visheden om, at den kan fornedre lige saa fuldt som forædle. Men det er mod denne Hverdagslighedens smaalige indsnævrede Paavirkning, at de finske Kvinder vil kæmpe, idet de stræber at udvide deres egne og deres Børns Hjerter. En større Menneskelighed, ikke en indsnævrende Chauvinisme - dette er, hvad de vil grundlægge hos den opvoksende Slægt. Ikke Nationalhadets lave Drifter, men Kulturidealismens høje Idealer er, hvad de vil udvikle i de kommende Slægtled.
