« Tilbage til søgeresultaterne
Det sociale Sekretariat og Bibliotek
I en Tid som vor, da der stærkt rokkes ved det bestaaende, og da nedarvede Samfundsværdier er ved at omformes, er det nødvendigt for enhver, der ikke blindt vil gaa med eller imod Tidens Strøm, at danne sig en personlig Mening om de store Bevægelser. Enten man paa Forhaand er indtagen for eller imod det ny, der stormer ind, er det en uafviselig Pligt at lære det at kende - først for at kunne danne sig en upartisk Mening derom, siden for at kunne vælge den rette Plads i Striden.
I vort Land er det dog ikke let at skaffe sig en objektiv Viden i saa Henseende. Paa den ene Side staar det socialdemokratiske Parti med sin faste Disciplin, der ikke tillader eller taaler nogen Kritik inden for sine Grænser, og det store Venstre, der af politiske Grunde gaar med i tykt og tyndt; paa den anden Side de samfundsbevarende Elementer, der som Strudsen søger at besværge Faren ved at gøre sig selv blind og døv. Vore Biblioteker og Bogsamlinger indeholder meget lidt af Udlandets moderne, sociale Literatur - af Brochurer og Tidskrifter saa godt som intet.
Følgen er ogsaa den, at medens vi f. Eks. er godt hjemme i de Idesfærer, hvori de gamle Romere for et Par Aartusinder siden levede, ved vi saa godt som intet om de Ideer, der er paa Vej til at omforme vort eget Samfund.
Det er dog mærkeligt, ikke sandt? For at raade Bod paa en Uvidenhed, som kan blive skæbne-svanger, dannedes for et Par Aar siden Udvalget til social Oplysnings Fremme. Det virkede særlig ved at udgive Ugeskriftet Vor Tid. Allerede efter et Aar maatte dog Tidskriftet gaa ind
- af Mangel paa Tilslutning. Det er ikke saa lidt beskæmmende for os, at medens alle mulige Halløj-, ja endog Smudsblade, trives og blomstrer som Følge af rigelig Tilslutning, kan ikke et saa dygtig redigeret Ugeblad, der paa en upartisk Maade søgte at aabne vore Øjne for, hvad der bevæger sig af Alvor i Tiden, eksistere. Man kan næsten ikke tro, at vort Samfund virkelig er faldet saa dybt. Maaske der dog ligger noget i det gamle Mundheld: »Hvem Guderne vil straffe, dem slaar de med Blindhed.«
I Afskedshenvendelsen til Offentligheden erklærer Redaktionen af Vor Tid (Prof. Harald Westergaard og Pastor Ostenfeld), at der trænges til fortsat Arbejde for at udbrede social Oplysning i den kristne Menighed, at den ikke skal skyde Arbejde af den Art fra sig, men forstaa sit Ansvar over for de store Samfundsopgaver.
Dette Udvalgets Arbejde fortsættes nu af det sociale Sekretariat og Bibliotek, som oprindelig grundlagdes som en Afdeling af Udvalget.
Sekretariatet søger ved Møder, ved Smaaskrifters Udgivelse og ved sit ganske udmærket forsynede Bibliotek at fremme almen Oplysning om Forholdet mellem det aandelige Liv og de sociale Tilstande i Fortid og Nutid, endvidere om de forskellige Ideer og Bevægelser - socialistiske, politiske, faglige, kooperative, kristelig-sociale - i Ind- og Udland og endvidere om Fremskridt i Retning af Ideernes praktiske Udformning og Gennemførelse i Kommune og Stat.
Her har vi altsaa, hvad vi saa højlig trænger til. For et aarligt Bidrag af mindst 2 Kr. kan man blive Medlem af Foreningen. Man faar da frit tilsendt de af Sekretariatet udgivne Meddelelser og har Ret til naar som helst at laane Bøger og Tidskrifter i Biblioteket. Man har endvidere Ret til at stille Forespørgsler til Sekretæren angaaende de af ham bogførte sociale Begivenheder i alle Lande.
Sekretær er: Hr. FernandoLinderberg, og Sekretariatets Adresse er: Sagasvej 14, København V.
Institutionen staar følgende Kontroludvalg til Ansvar:
Jacob Appel,
Højskolelærer,
Askov.
Dr. J. Nørregaard,
Højskoleforstander,
Testrup.
Alfr. Poulsen,
Højskoleforstander,
Ryslinge.
Idet vi til sidst minder om den Gæld, hvori dette Blad staar til Sekretariatet, fordi vi derfra fik Kilderne til Biografien over den berømte Statsøkonom, Fru Beatrice Sidney Webb, opfordrer vi paa det varmeste vore Læsere til at støtte den unge Forening ved at slutte sig til den. Ogsaa i Provinsen har den Medlemmer; foreløbig tager den Sigte paa at faa mindst een Repræsentant i hvert Sogn.