« Tilbage til søgeresultaterne
Fru Josephine Eckardt
Fru Josephine Eckardt
tog den 1. Juni for bestandigt Afsked med den Scene og det Publikum, til hvilke hun har været knyttet i over et halvt Sekel. Naar her siges for bestandigt, er det, fordi man med en til Vished grænsende Formodning kan antage, at Kunstnerinden neppe senere vil vise sig enten som Gæst eller Oplæserinde. Under hele sin lange Kunstnervirksomhed har hun energisk åfholdt sig fra Optræden andet Steds. Sammenspillet med hendes Kollegaer ved Nationalscenen og da i Særdeleshed med Wilhelm Wiehe og Emil Poulsen har for hende været af saa indgribende Betydning, at man sikkert ogsaa i denne Faktor maa søge en af Grundene til Kunstnerindens tidlige Bortgang fra den Scene, hvor ganske unge Kræfter nu kun ufuldkomment erstatter de forrige. Paa Fru Hennings og Olaf Poulsen nær, der dog begge er betydeligt yngre, stod hun som den sidste fra den store Skuespilperiode.
Allerede tidligt maatte Fru Eckardt overtage Arven efter Fru Heiberg i flere af hendes Glansroller, og hun gjorde ikke alene her udmærket Fyldest, men skabte selv en Række udmærkede Typer i nye Roller, blandt hvilke særlig hendes »Fulvia« blev uforglemmelig. Hendes ypperlige Replikskifte, Plastik og Skønhed bragte hende hurtigt frem i første Række som Publikums Yndling. Som Fru Borkmann viste hun for kun faa Aar tilbage, at hun var fulgt saa godt med Tiden, af hun i det Ibsenske Drama formaaede at fremstille en fuldtud tragisk Nutidsskikkelse. Dertil var Fru Eckardt i Besiddelse af et rigt Lune, som hun desværre kun fik Lejlighed til at vise i nogle enkelte Roller.
Saa smuk og blændende, som hun tog sig ud denne sidste Aften i »Ninon«, var det med Savn og Vemod, at man sagde hende Farvel. Hvor ubetydeligt ældet var hun ikke i Forhold til det dramatiske Arbejde, hvis Tolk hun var! Her mærkede man hvilket Spand af Tid, halvtredsindstyve Aar har været for den dramatiske Literatur. Hvilke lange Deklamationsfraser mod Nutidens knappe og koncise Dialog!
Hver Gang Kunstnerinden viste sig, hyldedes hun med en saa betagende Ovation, at Lydbølgen steg med en Vælde, der truede med at kunne bringe »Ninon« ud af Rollen, men Fru Eckardts Scenevanthed reddede Situationen, og den plastiske Skønhed, Harmoni og Ro, der altid har været hendes Kendingsmærke, fulgte hendes Fremstilling til det sidste.
Næsten utænkelig var det Under af Blomsterpragt, som strømmede ind til den fejrede Kunstnerinde. Fra Dct. hon. Direktør Carl Jacobsen og Hustru en mægtig og skøn Laurbærkrans, signeret til Fulvia; fra Skuespillerforeningen ligeledes en Laurbærkrans og Masser af Vaser, Urner og Glas i Sølv og Krystal. Fra det kvindelige Forfatter- og Kunstnerselskab »Cirklen«, af hvis Komite Fru Eckardt har været Medlem siden dets Stiftelse, modtog Kunstnerinden en smukt udstyret Adresse i »Cirklen«s Farver, Hvidt og Guld, der overraktes hende af en Deputation Dagen efter Afskedsforestillingen.
