« Tilbage til søgeresultaterne
”Ord, Ord, Ord”!
»- Jeg begyndte med at elske Kirken, derefter elskede jeg Kristendommen, nu elsker jeg Sandheden over alt andet« . (Tolstojs Genmæle i Anledning af hans Udelukkelse af den russiske Kirke).
Ærlig Tale gør det godt at høre, og ærlig Tale lader til i vore Dage at være bleven særlig russisk Eksport. Vi danske holder af Ærlighed - bevares! - men naar det gælder Valget mellem et ærligt Ord og en Aandrighed, saa synes det en given Ting, at det første maa vige Pladsen. Anderledes hos Ruslands aandelige Storfolk.
Lidt langt borte fra os er det jo nok, at Tolstojs ærlige Hjerte slaar - fra os smaa Mennesker herhjemme, der har fulgt Hjertets Krav, men maa nøjes med Hjertets Gerninger i dansk fattig Per Eriksen *)-Udgave.
*) Udtales skønliterært: Jean de France.
Alligevel er der en egen Glæde ved at vide, at dette ærlige Hjerte slaar, medens vort eget slaar - at Tolstoj endnu hører til de levendes Tal og vandrer fremad, Stadie efter Stadie.. . .
En ærlig Mand, det er Tolstoj.
En stor Mand bruger man vist at kalde ham, men jeg vælger det Ord, som synes mig at sige mest, til Udtryk for min Beundring. »Ærlighed varer længst«, hedder et gyldent Ord - gyldent saaledes at forstaa, at Tiderne har vist sig ude af Stand til at forruste det. »Rester der et ærligt Skelet?« spørger Eftertiden, »hvis ikke, rester kun Laser«.
Der er ved Ærlighed det, at enhver, som blot vil, kan stræbe mod Ærlighed og stræbe med Udbytte for sin Menneskelighed. At stræbe mod Storhed er frugtesløst for de fleste, taknemmeligt kun for de faa. Ærligheden kan aldrig blive for stor i Verden, men Storheden kan nok blive for stor - nemlig, naar de smaa kommer med, som der jo udtrykkelig skal knejses over.
Det kan hænde, at man, under Ærlighed, vokser op til at blive stor - uden at vide det, eller i al Fald uden at lægge Vægten derpaa. Den Ting at vokse fremmes nu en Gang bedst, ikke ved at tænke paa Storvækst, men ved at øve naturlig Livsvirksomhed.
Det kan hænde, medens man stræber mod Storhed, at man sætter sin Ærlighed til - uden at tænke derover eller i al Fald uden at lægge Vægten derpaa. At bestemme sig rent abstrakt til at blive stor kan maaske give Udsigt til ti Fugle paa Taget, men ikke sikkert til en eneste Fugl i Haanden.
Til at være ærlig narrer man sig ikke frem, fordi Dom og Kritik er paa Færde med Pulsslaget, men man kan fortumle sig selv - og andre da med - til at se Storhed som Øjensbedrag.
Min Pen løb lidt løbsk. For det første gav den sig til at lovprise Tolstoj, hvad han slet ikke behøver. For det andet kom den til at slaa Klat paa Klat af det Abstraktionsblæk, som - det er min inderste Mening - burde have Paaskriften: uholdbart. For det tredje løb den bort fra det, den skulde gøre opmærksom paa: hvordan selv en Tolstoj kan leve af - eller bilde sig ind at leve af - at tage Abstraktioner i Munden.
Alt det forbrød den. Abstraktionsbacillens Smitteveje maa være usporlige!
Kirken elskede T. til at begynde med. Mener han det høje Hus Kirken? Nej, han taler alvorligt, og man kan ikke for Alvor tale om at elske et Hus. Lyrisk overdrevent eller konversabelt kan man sige, man elsker et Hus; men man mener saa kun: finder Smag i. At elske æstetisk er at elske med en Kærlighed, som aldeles ikke er Kærlighed.
Nej, Tolstoj mener Kirken abstrakt
- Samlingsbegrebet Kirke, Menneskene inden for Kirken, Skikkene, Overleveringerne, ogsaa de kirkelige Huse, altsammen i Bunke. Men man kan ikke elske en Bunke. Man kan bilde sig ind at elske en Bunke, ligesom Harlekin kan bilde sig ind at elske sin usynlige under Masken. Naar Masken saa falder, snart for en, snart for en anden af Yndighederne i Bunken, kan denne indbildte Kærlighed gaa over, men virkelig Kærligheds Kendetegn er Uforanderlighed.
Kristendommen elskede T. derefter. Hvor og hvad er Kristendommen? Er den her eller der, er den Menneske, Dyr, Plante? Nej, den er Luft i Luften. Ikke Luft stofligt set, men Ord, blot Ord, Mundsvejr. Ord med Ord til Underlag, med Ord til Underlag, med Ord til Underlag, og nederst et Navn til at staa paa. Det er, synes man, det gode ved forflygtigede Ord, ved Abstraktionerne, at de er oppe i Skyerne, det lette ved at elske dem, at man kan elske i Taage, - men man kan ikke elske i Taage. Derimod, bilde sig ind, at man elsker i Taage, og henrykke sig ved sin Indbildning, det kan man.
Det er jo ikke Kristus, ikke Personen, men udtrykkelig Kristendommen, T. siger, at han har elsket. Der er dem, som virkelig har elsket Kristus. Af hans samtidige gjorde nogle det, og af senere levende Mennesker har enkelte gjort det, f. Eks. Frants af Assisi. Sagde T., at han elskede Kristus, var det til at forstaa, men saa rigtignok ikke, at han kunde skride over til ny Kærlighed. At elske er at elske et Væsen, at elske et Væsen er at elske for Livet, uhjælpeligt. Man kan ikke elske paa anden Vis, kun lyve sig paa at elske - ved Abstraktionernes Gøgl.
Nu elsker T. Sandheden. Hvad er Sandhed - hvor finder man Sandhed? Hverken her eller der; ingen har grebet Sandheden. Kommer man Sandheden nær, viger den og vinker igen fra et Sted, som dog er ingen Steder. Tolstoj kan ikke have beskuet Sandheden. Havde han beskuet den, maatte han have fundet et bedre Navn for det beskuede, end abstrakte Navne kan være. Man kan attraa det vigende, det, der flygter for Grebet - elske det kan man ikke. Men bilde sig ind, at Attraa er det samme som Kærlighed, det kan man.
Det føles bedst, naar man staar ved Kritiken af denne vældige Abstraktion, dette af Tolstoj, af de bedste, nu højstelskede Ord, at Abstraktionernes Skov langtfra er vandret til Ende – Abstraktio-nernes Skov, der vel fører til, men ikke selv er, det Liv, der venter paa den, der kan vække det. Et mægtigt Træ i Skoven er Sandhed, endnu det fremmeste Maal, Menneskehed, som Tolstoj, kan øjne - og dog ikke Maal, men Stadie blot paa Vejen mod noget andet.
