« Tilbage til søgeresultaterne

Danmarks Afholdsforening

« Se emneord

Danmarks Afholdsforening

tæller nu, efter 20 Aars Virksomhed, 52,000 Medlemmer fordelte over hele Landet i 50 Kredse med de under disse sorterende lokale Foreninger. Dens sidste Aarsmøde i Randers var besøgt af 750 Delegerede. Foreningen er nu gennem 20 Aars Arbejde naaet saa vidt, at den har vundet Offent­lighedens Sympati; men dette er ganske vist ikke naaet gennem Lov­bestemmelser, hvor mange Gange man end har henvendt sig til Rigsdagen. Det er ogsaa heldigere at lægge Grunden ved at rejse en Opinion, thi Lovbestemmelser hjælper ikke stort, naar de ikke støttes af den offentlige Mening. For at forberede denne satte man alt ind paa Agita­tionen. Denne har i det forløbne Regnskabsaar medtaget ca. 50,000 Kr. Hertil har Staten ydet et Bidrag paa 10,000 Kr. Der vedtoges følgende

Opraab til de danske Kvinder.

Det er med Sorg, at vi, der kæm­per for Ædruelighedens Fremme i vort Folk, og som har, set denne Tanke under tyve Aars Kampe vokse sig stærk, baaren frem i Livet af Folkets jævne Lag; - det er med Sorg, at vi ikke længere kan lukke Øjnene for, at Nydelsen af Rusdrikke (Spiritus) vokser Aar for Aar blandt Kvinder i vort Folks, mere velstillede Samfundslag, saa hvad vi med voks­ende Anerkendelse og med stigende Støtte fra Rigsdag og Regering under ihærdigt Arbejde fra mange har rejst paa det jævne, trues med at skulle rives ned ved den Eksemplets Magt, som Livet ovenfra har og i et sundt Samfund bør have.

De danske Kvinder har vi hid­indtil betragtet som vore fødte Med­arbejdere, som dem, i hvis Hænder vi trygt turde betro vort Banner med dets dyre Mærke: For Hjem og Fædreland. Det er os tungt at tænke paa, om vi skal blive nødte til at vende os mod visse Kredse af danske Kvinder som mod vore farligste Mod­standere; farligste, fordi deres Magt just i Hjemmet er saa stor, enten den gaar i opbyggende eller ødelæg­gende Retning.            

I dybeste Alvor siger vi derfor:

Lad dette ikke ske, danske Kvinder!

For Eders egen Lykkes Skyld - for de Børns Skyld, der kalder eller skal kalde Eder Mødre - for det Hjems Skyld, som I tilhører, og hvis bedste Værn I skal være -

for vort Fædrelands, for det danske Folks Skyld!

beder vi Eder: Stands paa dette Skraaplan, som I har begyndt at føre ikke alene Eder  selv,  men   kommende Slægtrækker af Kvinder ind paa!

Stands i Følelsen af Ansvaret!

Nedbryd ikke i falsk Tryghed, i Let­sindighed eller Tankeløshed, hvad der bygges op. Men styrk os i den Kamp, som vi fører mod de stærke Drikkes Ødelæggelse!

Lad Skarerne fra neden, fra Fol­kets jævne, bredere Lag, møde Forstaaelse og Tilslutning hos dem fra oven!

Det er over 500 Repræsentanter for Danmarks Afholdsforening, sam­lede til Møde i Randers med over 50,000 Medlemmer staaende bag sig, der beder om dette.

Danske Kvinder! Ætlinge af dem, der efter Sagnet gav deres Smykker for at fri deres Konge - kan I lukke Eders Hjerter for denne Bøn!

Danmarks Afholdsforenings Aarsmøde i Randers, d. 28. Juli 1900.

Claus Johannsen, Mødets Ordstyrer.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Professioner

Perioder