« Tilbage til søgeresultaterne
Olive Schreiner og Kvindesagen
Alverden kender Olive Schreiner, den engelske Romanfatterinde fra Kapkolonien. Med eet Slag banede hun sig Vej til en Plads mellem de betydeligste af Nutidens Skribenter ved sin Bog »En afrikansk Farm«. Hun nærmer sig til Tolstoj ved sin paa een Gang indtrængende og medynksfulde Iagttagelse af den menneskelige Elendighed. Hun overgaar ham i at finde Midler derimod. Tolstoj, som halvt er Orientaler, prædiker fatalistisk Forsagelse overfor den jordiske Lidelse. Olive Schreiner er Genoprejsningens og Anstrengelsens talsmand. Hun forkynder, at Menneskelykken beror paa udholdende Arbejde, paa Erobring og Fremskridt.
Denne Evne til at undersøge Tingenes Tilstand med lige saa stor Skarpsindighed som Medfølelse og til samtidig at stræbe mod et højere Ideal, anvender Olive Schreiner over for Kvindesagen, som hun undersøger med beundringsværdigt Klarsyn og aldrig svigtende Finfølelse. Det er »The Cosmopolitan«, et af de mest udbredte amerikanske Tidsskrifter, der skaffer os Lejlighed til at læse Udtalelser om Kvindesagen i vor Tid af en Forfatter, der kan tale med saa megen Myndighed om dette Emne, som hun.
Efter at have aabnet en »Enquête« over dette brændende Spørgsmaal, har »The Cosmopolitan« for at slutte den lange Diskussion henvendt sig til Olive Schreiner selv. Og uden at lade sig standse af alle Kvindesagens Udenværker, saasom Diskussionen om Ligheden mellem Kønnene eller Fordringerne om fri Kærlighed eller Forsagelse, trænger hun straks ind i Spørgsmaalets Kærne, idet hun begynder sin Afhandling med disse simple Ord:
»I denne Mangfoldighed af Røster, der hæver sig for eller fra Nutidens Kvinder, opfanger den, som lytter opmærksomt, følgende Udraab: »Giv os Arbejde og den Uddannelse, som Arbejdet kræver!«
Dog maa man ikke tro, at Olive Schreiner fortolker dette Raab som det simple Udtryk for en økonomisk Trang. Den Arbejdsiver, der driver Kvinden bort fra Hjemmets Arne, er ikke, naar man ser til Bunds i Sagen, Sulten, der driver Ulven ud af Skoven. Kvinden ønsker Arbejde for Arbejdets egen Skyld, fordi det er Livets og Fremskridtets Lov, fordi hun i Hjemmet mere og mere trues af Lediggangen. Og Lediggang vil sige, at hun maa vanslægte, hun tilligemed den nye Generation, der udgaar fra hende.
Ved Hjælp af Undersøgelser, som viser den nuværende Kvindebevægelses Tilblivelse gennem Tiderne, forklarer Olive Schreiner, ved hvilken Række af Forandringer i Menneskeslægtens Udvikling det sker, at Kvinden i vore Dage lider Mangel paa Arbejde.
I fjerne Tider eller hos primitive og barbariske Stammer udfører Kvinden Arbejde, der staar ved Siden af eller over Mandens. Hun bærer ligesom han Livets haarde Tryk, og oven i Købet maa hun stadig sætte Børn i Verden. Men efterhaanden som Menneskenes Kaar forbedres, faar de mere Frihed, og Kvinden er den første, som dette kommer til gode. Hun ophører med det strenge Arbejde, som nu Mændene paatager sig. Hun bliver hjemme og passer sine Børn, medens hun sysler med lettere Gerning. Lidt efter lidt nærmer hun sig til fuldkommen Lediggang. Da er hun kun Mandens Parasit, lever udelukkende af hans Arbejde og anvender sin Virksomhed ene paa at behage ham. Og snart viser der sig Tilbagegang hos det Folk, hvor Kvinden ikke arbejder. Ikke just, at »Kvindens Parasitisme« er den eneste Grund til Civilisationens Undergang; men dovne og uvidende Kvinder, som giver deres Børn svage Hjerner og kraftløse Muskler, fremskynder et Folks Vanslægten.
Mod dette Onde, som truer ethvert Samfund, kæmper Kvindesagens Venner i vore Dage og forlanger for Kvinderne samme Ret til Arbejde, som Mændene har. Mod dette frygtelige Samfundsonde retter de deres Anstrengelser af Frygt for, at vor moderne Civilisation skal svækkes og uddø, ligesom Oldtidens gjorde.
Se paa Grækenland! siger Olive Schreiner. I Hellas’ kraftfulde og herlige Ungdomstid hører vi, at Kvinden, selv Dronningen og Kongedatteren, bar Vand, vaskede, holdt Huset rent, tilberedte Maden, spandt Ulden, syede Klæderne. Hun indtog ogsaa Præstindens og Profetindens Stillinger. Og hun ophørte ikke med at sætte Børn i Verden og skaffede saaledes Mænd til de stadige Krige. Af denne Kvinde fødtes Helte, Digtere, Tænkere, Kunstnere. Grækenland blev navnkundigt - og rigt.
Da kunde Kvinderne ophøre med det strenge Arbejde. Men de forstod ikke at finde en ny Form for deres Virksomhed. De lod sig forvise til »Kvindestuen«, og deres Liv hengik derefter i Lediggang. Det strenge legemlige Arbejde blev lagt paa Slaverne, og Mændene tog Aandsarbejdet. De blev de eneste fornuftige og tænkende Væsner. De fattede en høj Mening om sig selv og det med Rette, og deres Foragt for de enfoldige, usle Kvinder blev saa stor, at de helt fjernede sig fra dem. Hist og her kunde vel en Sapfo eller en Aspasia hæve sig op over den døde Masse og blive Mændenes Lige; men det var altid kun en lykkelig Undtagelse.
Der var i Slutningen af det 5te og Begyndelsen af det 4de Aarhundrede, da Kvindekønnet var i Nedgang, en glimrende, aandelig Blomstringstid for Mændene. Men denne Glans var kun som de straalende Farver i Vest, efter at Solen er gaaet ned.
Dersom Kvinderne havde faaet Del som de burde have, i Civilisationens Herlighed, vilde Grækenland ikke pludselig være sunket sammen som det gjorde, i det 4de Aarhundrede under Philips fordærvelige Indflydelse, ligesom en raadden Stamme styrter, naar man blot rører ved den med en Finger. Og Aleksander, den stolte og uovervindelige Olympias Søn, vilde ikke have kunnet besejre det. Det vilde heller ikke have været muligt for Goterne, som stod langt tilbage for Efterkommerne af Perikles og Leonidas, baade i Vaaben og Civilisation, at gøre sig til deres Herrer nogle Hundrede Aar senere.
Og nu Rom, siger Olive Schreiner endvidere:
Ligesom i Grækenland er Kvinden her fra først af optagen af sit dobbelte Hverv at være Moder og at arbejde i Hjemmet. Vi har til Bevis herpaa talrige Eksempler, lige fra Lukretia, der sad og spandt langt ud paa Natten, til Gracchernes Moder, en af de sidste af det gamle Kuld. De Mænd, der grundlagde den romerske Storhed, var fødte af saadanne Mødre.
Da et Par Aarhundreder var forløbne, blev, som Udviklingen plejer at føre det med sig, det materielle Arbejde overladt til Slaverne. Mændene, som ikke længer var optagne af Krig, styrede Landet; de bemægtigede sig ogsaa Børnenes Opdragelse. Men hvordan er nu Kvindens Stilling i dette ny Rom? Nedsunken i Lediggang hengiver hun sig til tomme Fornøjelser. Hun har i Virkeligheden kun een Funktion, nemlig sit Køns. Og hun unddrager sig endogsaa sit Hverv Moderskabet.
Olive Schreiner tegner os et mørkt Billede af den romerske Matrone fra Rigets Forfaldstid, saaledes som den Tids Skribenter fremstiller hende. Det er enten den ufrugtbare Hustru eller Skøgen, klædt i kostelige Stoffer, som andres Fingre har spundet og vævet, næret af udsøgt fine Retter, som Slaver har tilberedt; hun er med eet Ord afhængig af andres Arbejde og tilfreds i sin Lediggang. Behagesyge og Vellyst er hendes mest fremtrædende Egenskaber; hendes Livs Indhold er Pynt og Udskejelser. Hun faar sit Livsophold som Løn for det sanselige Begær, som hun vækker hos Manden. Hun giver intet Bidrag til Samfundets produktive Arbejde. Hun er »Kvinden som Snyltedyr«, en dødbringende Mikrobe for Samfundsorganismen.
Nogle Skribenter havde Øje for dette Onde og klagede derover. De savnede den gamle Tid, da den romerske Hustru spandt og syede; de forlangte, at Kviiden skulde vende tilbage til den hjemlige Arne og genoptage sin tidligere Gerning, at hun som i de svundne Dage skulde arbejde med sine Hænder og være modig. Men den gamle Tid kunde ikke kaldes tilbage; den var afløst af en ny, som i alle Maader var anderledes. Det, der skulde gøres, var ikke at tvinge Kvinden tilbage til det grove Arbejde, men at give hende Del i en højere Virksomhed ved Mandens Side.
Fordi man ikke forstod at finde dette Middel, gik Romerriget hurtigere og hurtigere sin Undergang i Møde.
Ligesaa hos Israels Folk. Fra Rachel til Ruth, fra Sara til Profetinden Miriam staar den jødiske Kvinde som en mægtig Kraft, sit Folks Støtte. Men da Israels Døtre nedsank i Lediggang, da vaklede Riget og nærmede sig sin Undergang. Salomon med sine tusinde lade Haremskvinder i Stedet for een handlekraftig Rachel eller Ruth, efterlod sig hverken en Josef eller en David men kun en uduelig og kraftløs Roboam.
I Orienten, i Kina, i Tyrkiet, overalt, hvor Kvinderne holdes indesluttede i Haremmet i stadig Lediggang og Barnagtighed, bemærker Olive Schreiner, tilføres der kun Folket en Smule ungt og kraftigt Blod ved, at der købes Kvinder fra Udlandet. Dette har hjulpet dem til at holde Livet vedlige; men disse Nationer fører kun en forkrøblet, ussel Tilværelse.
Sluttelig giver Olive $chreiner sig til at undersøge Kvindens Stilling efter Oldtiden.
Hos de barbariske Horder, som kom fra Norden og foruroligede og beklippede det romerske Rige, indtil de omsider helt opslugte det, viste Kvinderne sig lige saa frygtelige som Mændene. De kæmpede ofte ved Siden af dem, og som som Sejrherrer var de meget blodtørstige. Blev deres Folk slagne, understøttede de dem, ja fortsatte ofte Modstanden paa egen Haand. Derfor var det, at den germanske Kvinde, Teutonerkvinden, som Olive Schreiner kalder hende, ikke fik Smykker af sin Mand paa Bryllupsmorgenen, men Vaaben som Tegn paa, at hun skulde dele Fare og Arbejde med ham.
Svetonius fortæller, at naar Augustus forlangte Gisler, tog han hellere Kvinder end Mænd, fordi de betragtedes som mere værdifulde. Og Strabo siger: »De stod saa højt i Klogskab, at Mændene tog deres Ord som Indskydelser fra luderne og ikke begyndte Kampen uden at have hørt Kvindernes Mening og Raad. Hos Cimbrerne gik de i Strid klædte i hvidt som Profetinder. Florus siger i en Skildring af et Slag, at man havde mere Fortræd af Kvinderne end af Mændene. Naar de troede, at alt var tabt, kvalte de deres Børn og hængte sig selv i Træerne i deres Haar. Valerius Maximus forsikrer, at dersom Mændene havde kæmpet saaledes som Kvinderne, havde Marius aldrig faaet Bugt med Teutonerne. Bekendte er ogsaa Tacitus’s Ord: »De var dyrebare Vidner til Mændenes Daad og lønnede deres Tapperhed med Bifald; hos Germanerne er Kvinden og hendes Ægtemænd som eet Liv, een Sjæl og eet Legeme.«
I hine fjerne Tider paatog Teutonerinden sig alene alt Husets og Markens Arbejde. Hun passede Sæ-
den, og hun forarbejdede Klæderne. Endvidere opvartede hun Morgen og Aften sin Husbond, ofte med eet Barn paa Armen og et andet paa Ryggen. Og dog fandt hun aldrig sit Arbejde for svært. Hun udholdt sine Anstrengelser i Tavshed; hun var tilfreds.
(Fortsættes).
