« Tilbage til søgeresultaterne
”Klæde fjeldet"
Af det norske Blad »Husmoderen«.
I.
Har du seet stenbruddet og grustaget og nyrydningen og det kaos af sten og bjelker, som gaar forud for nybygningen, - og tænkt over, at alt dette er mandsverk?
Har du tænkt over de rydninger, brud og anlæg, som historien opviser, med mængder af liv og hjem ødet for enkelte store principers skyld, og at disse principers bærere er mænd?
Hver dag, til hver tid dette samme vidnesbyrd om mandens trang til at beherske naturen, omforme den, nyttiggjøre den, begyndende gjerne med en omstyrtning af det, som naturen har formet gjennem lange tidsrums stille virke.
Gaa efter en tids forløb til stenbruddet eller grustaget, som flængede den kjære, grønne skraaning, og du ser, at mangfoldige smaa, stilfærdige kræfter er paa færde. I stupets rand skyder græs og mos utallige udløbere ; lyngen sender fine skud udover og mildner den skarpe kant; birken ovenfor har drysset et utal af frø over den udrasede jord, som vrimler af bjerkeskud; rognen har samlet sin tungeste blaagrønne bladklynge just i den skarpeste rand og dæmper overgangen til dybets skygge, og nede fra bunden stræver græs og smaablomster ihærdig opover mod alt det, som kiger ned paa dem ovenfra.
Kanske mindes du da, hvordan kvindernes væsen, i dets naturlige, gode, livskraftige former, staar naturen nær; de er venner, mens mandstrangen er at gjøre den til sine formaals tjener.
Det tømrede hus maa vente med at blive hjem, til kvindehænder har lunet og stelt derinde, jevnet det haarde, dækket det mangelfulde.
Hvor ofte har en ikke seet et hjem rives op og spredes og begyndes fra nyt, naar manden maa skifte virkekreds. Naar faar ikke da den kvindelige evne travle dage; det gamle arbejde synes spildt; det møisomt samlede smaamateriale maa plukkes sammen igjen under ny opfindsomhed til at finde udveie, til hjemmet endelig bliver hjem igjen; - kanske for atter at rives op og flyttes, - altid med samme, stille viljes ihærdige virke paany, for den kvindelige natur maa følge dette dækkende, lunende instinkt, den maa ustanselig sende ud sine lubne grønne moseskud og jevne og dække og pynte op den store graasten, naar den en stund vil blive liggende i ro.
Men mens en halvt vemodig tænker paa dette, erindrer en ogsaa, at var ikke denne mandstrang der til at rydde og bygge, tilintetgjøre kanske hundrede Former af smaa liv for at fremme én enkelt større, saa havde vi heller ingen lyse gaarde paa ryddede skraaninger med sol i vinduerne og frisk luftning om væggene, med tæmmede dyr i stald og fjøs, med forraad paa staburet, gyldne agres frugt.
Havde mandstrangen til at rydde og tæmme naturen ikke været, da levede vi endda i barhytten i ulændet, med den tykke, stængende skog rundt om, omgivet af vilddyr, underkastet
enhver naturens omskiften og vilkaarlighed!
Og en forstaar, hvor godt det er, at denne dobbelte form for menneskelig trang og evne findes, denne banebrydende og denne bevarende, den mandlige og den kvindelige, hvor sundt og vakkert den ene træder til og supplerer den anden.
II.
Mand og kvinde supplerer hinanden; karakteristisk kommer dette frem i hjemmets udstyr.
Eller lad dem f. ex. sætte bo hver for sig. Har du seet en mandshybel og en damehybel?
I en mandshybel dominerer hans specielle arbeide alle andre hensyn, ogsaa som bekjendt - renholdets. Som benbygningen i organismen er det overalt tilstede, men uden muskulaturens og hudens myge, jevnende dække; et skelet af et hjem eller slet ikke et hjem, men et laboratorium.
En damehybel er just kontrasten. I al dens brogede mangfoldighed mangler intet saa meget som de
klare, faste linjer, just denne benbygning, som gav mandshybelen dens særegne karakter. Helheden vil gjerne gaa op i smaatræk, smaa dekorerede partier, smaatepper og draperier, ikke sjelden megen anvendelse af kulørt papir om lamper og blomsterpotter, vifter, nipssager etc.
Det hele er som beregnet paa at sees ved lys med skjerm over; det er som skabt af en indbildningskraft, som, noget i lighed med barnets, mindre ser det konkrete, den har for sine øine, end et ideal, den bærer i sig og søger at faa frem uden rigtig at kunne virkeliggjøre det. Mellem disse yderligheder ligger naturligvis en mængde overgange og undtagelser, men det helstøbte hjem, det være saa enkelt og tarveligt som helst, finder man dog sikrest, hvor mand og kvinde frit og helt faar supplere og balancere hinanden. Da fremmer mandens smag og vilje, - eller ofte kun bevidstheden om, at den færdes der -, de store træk; hendes smag og trang træder lunende, jevnende, udfyldende til og skaber hyggen.
Forrykkes balancen, - det merkes paa hjemmets anordning. Der er hjem, hvor en tænker, straks en faar seet sig om: her raader en hensynsløs mandsvilje eller en altfor ubetydelig kvindelig; den kvindelige smag ytrer sig kun som halvt udviskede forsøg i de mindst synlige kroge, og hyggen, lunheden mangler. I andre hjem ser en formeget det kvindelige overtag. Mandens arbeide, som bærer hjemmet paa sin ryg, er forvist til husets daarligste rum, hvor det har en hule for sig, hvor han kan være i fred med sit, mens inde i stuerne breder sig borde og stole paa kryds og tvers, smaatepper og skamler som snarer for ens fod til at snuble og falde i, nips og fotografirammer udover borde og etagerer, stuer, hvis fjerne ideal ikke sjelden er det golde, uinteressante begreb: salon, - berettiget i luksuøse forhold, anlagte paa stadig og omfattende selskabelighed, - en uting i en af vore almindelige familieleiligheder med enkel og intim omgang, dagligt arbeide og samliv mellem forældre og børn.
