« Tilbage til søgeresultaterne
En Oplysning
Fru Redaktør,
Der hersker sikkert en almindelig Uklarhed over, hvad der egentlig skete i sidste Rigsdagssamling angaaende Prostitutionen. Jeg har flere Gange set offentligt fremsat, og nu sidst i »Kvinden og Samfundet« for 8. Juni, den Tro, at der virkelig nu er sat Straf for de Mænd, der lever af de prostituerede. Dette er dog en Misforstaaelse. Det blev ganske vist nævnet i Forhandlingen, men Loven, som den blev vedtagen, og som jeg i dette Øjeblik har liggende foran mig, lyder ordret saaledes:
»§ 1. Det er forbudt at holde Bordel (offentligt Hus). Den, der handler imod dette Forbud, straffes med Fængsel paa Vand og Brød eller Forbedringshusarbejde indtil 2 Aar.
§ 2. Denne Lov træder i Kraft 6 Maaneder efter dens Indførelse i Lovtidenden. 11. April 1901.
De ser heraf, at Mændene endnu ikke har vovet at lovgive imod Mænd - paa dette Omraade. Nu, som før, er det alene Mænd, der giver de Love, som alene rammer Kvinder. Naar jeg bestandig har hævdet, at jeg aldrig lærer at forstaa, hvorfor i dette Stykke Sælgeren skal straffes, mens Køberen gaar fri, saa svarer Autoriteterne mig: fordi Sælgeren - Kvinden - gør det til en Næringsvej. Men end ikke denne i og for sig uholdbare Grundsætning sker Fyldest, saa længe vitterligt for alle en Skare Mænd gør det til en »Næringsvej« at være de prostituerede Kvinders »Kærester« og lader sig underholde af dem. Nej, vore »Alfonser« slap igennem alligevel, der er ingen, der kan stoppe dem i deres »Næringsvej«.
Selve den lille Lov, som jeg ovenfor har citeret, ogsaa om den hersker der megen Uklarhed. Mange tror, at nu skal virkelig Bordellerne ophæves, og at dermed en stor Sejr er vundet: Ak nej, det betyder desværre ikke stort. Det betyder hovedsagelig kun, at for Fremtiden kan disse »Værtinder« ikke saa direkte og aabenlyst som nu udnytte deres Ofre pekuniært. De kan ikke selv holde Forretningen og tvinge Pigerne - til at trælle under Aaget. De vil gaa over til blive en Slags »Opvartere« for de stakkels Kvinder, der ganske som nu vil bo i Bordellerne under Politiets Opsigt og Kontrol. Og ved Hjælp af Staklernes Fattigdom - de ejer som Regel ikke den Pynt, de gaar med, men betaler daglig Leje deraf - vil de nok finde andre Veje, ad hvilke de kan udnytte dem.
Men lidt er der ganske vist sket ved denne Lov. Den er nemlig et Udtryk for, at de Tanker, som »Forening imod Lovbeskyttelse for Usædelighed« nu i en Aarrække uforandret har kæmpet for, at Staten ikke bør sanktionere og ordne Lasten, fordi den derved gør sig til Forfører overfor sin egen Ungdom, og at Loven bør være ens for Mænd og Kvinder, disse Tanker begynder al vinde Indpas - selv helt op i Landstinget. I mange Aar har nemlig Landsting og Regering skudt Sagen fra sig ved en Henvisning til Lægerne som de eneste sagkyndige. Men nu begynder de sagkyndige at erkende, at det, som man en Gang troede var det eneste rigtige i denne Sag, at det er der alligevel »something rotten« ved. Vore ordførende Læger staar i dette Øjeblik paa Vippebrættet: De tør ikke længere holde paa det gamle, og de tør dog ikke slippe det. Vort Standpunkt er klart: Væk med Møddingen, som forpester Luften for vore Sønner og Døtre, lad vore Mænd selv tage Ansvaret for deres egne Handlinger, Statens Forsøg paa at værne dem mod Følgerne af deres egen Last har dog kun været en Faldgrube for dem.
De har ikke Ret, naar de siger, at danske Kvinder sidder »sløvt og Farisæisk med Hænderne i Skødet«. Det er dog særlig - som det ogsaa bør være - Kvinder, der har arbejdet i denne Sag, ligesom det jo ogsaa var en Kvinde, Fru Josefine Buttler, der første Gang sendte sit Nødraab ud over Verden, det Nødraab, der gav Genlyd i alle civiliserede Stater og skabte en Opinion, som langsomt, men sikkert, erobrer ethvert rettænkende Menneskes Sind, »som Kvinde gør jeg Oprør mod dette!«
