« Tilbage til søgeresultaterne

Rejsebrev fra Skotland

Af: Eline Hansen

« Se emneord

Hvad kan man gøre bedre en Regnvejrssøndag i Skotland end give sig til at skrive.

Regnen har skyllet ned fra Morgen­stunden og vasket de ikke synderlig rene Gader. Man faar ikke en Gang Lyst til at gaa ud at studere Kirke­livet, det eneste, en fremmed kan gøre.

Lysttur til Loch Lomand er udelukket, Togene gaar ikke. Besøg paa Udstillingen ligeledes, Udstillingen er lukket. Ingen Forlystelser, ingen Restauranter er aabne. Paa Grund af Udstillingen fandt jeg ikke Plads i de Hoteller, jeg søgte; men fra et af disse blev jeg vist hen til en Dame, hvor jeg fik et Værelse. Be­meldte Dame var i Aftes saa venlig at tilbyde mig Mad for Dagen, ellers havde jeg maattet sulte. Til min Forbavselse begyndte Sporvognene at køre Kl. 10 i Formiddags efter middelevropæisk Tid altsaa først Kl. 11; i Edinburgh kørte de ikke sidste Søndag.

Hvad der virkede oplivende i the Princess street i Edinburgh var the mail coach med sine brede Sæder belagte med skotske Tæpper i over­vejende røde Farver, forspændt med 4 Heste, Kusken klædt i kongelig dansk højrød Farve, samme Farve har ogsaa en Slags Konduktør, der med sin Messingtrompet søger at til­drage sig Folks Opmærksomhed. Disse Vogne førte Folk til Forth Broen og Roslin Kapellet, Seværdig­heder i Edinburghs nærmeste Om­egn.

Forth Broen ser man langt borte fra, naar man kommer sejlende til Edinburghs Havnestad Leith. Det er en af de mægtigste Brobygninger i Verden, en Kombination af Hænge-og Buebro. Det er ingen Svingbro som vor Limfjordsbro; den er saa høj, at Skibene kan sejle under den, Brolinien er 150 over Havfladen. En Rejse til Skotland er nok Møjen værd. Smørbaadene, der gaar fra. Havnegade, er gode Baade med rummelig og luftige Kahytter; i alle Tilfælde er Thorsa det, og desuden har Thorsa en meget elskværdig Kaptajn, Mr. Stark, der gør alt for at gøre Rejsen behagelig. Naar Vejr og Søgang tillod det, gik Sporten livlig paa Dækket under Anførsel af Kaptajnen.                           

I Forth Bugten ligger flere mærkelige Klippeøer saaledes Isle of Mag, Pfiddery Klippen, hvorigennem man tydeligt ser to store Huller, og Bassrock med Millioner af Vildgæs. Kaptajnen sejlede tæt ind under den sidste, et Skud blev løsnet, og Tu­sinder af Fugle løftede sig fra Klippen. Ved Forth Fjorden ligger ogsaa Ruinerne af Tantallon Castle.

Edinburgh er baade med Hensyn til Beliggenhed og Arkitektur en meget smuk By. Den nye By er skilt fra den gamle historiske ved en dyb Kløft; men Siderne af Kløften er omdannede til smukke Anlæg, og paa Bunden af Kløften gaar Jærnbanetogene. Her findes ogsaa Hal­lerne, hvis Tag er anvendte til nydelige Blomsteranlæg med Tæppebede. Prin­cess street er Hovedgaden; her findes de smukkeste Butikker med specielle skotske Varer, deriblandt en Mængde skotske Ædelstene. Paa den anden Side af Gaden er der dejlige Park­anlæg med en Mængde Statuer, og op over det hele rager det smukke Mindesmærke for Walter Scott. »Walter Scott« og »Queen Mary« møder man overalt. For Enden af Princess street ligger Caltan Hall med Nelson Monumentet og det ufuldendte Mindesmærke for Waterloo Slaget, en Kopi af Parthenon; man ser i det hele mange offentlige Byg­ninger i ren græsk Stil.

Paa den anden Side af Kløften hæver sig den gamle Borg »The castle«. Den er nu en Kaserne for et Højlænderregiment; men den rummer mange historiske Minder; mange Navne er knyttede dertil. Fra Murtinderne er der en dejlig Udsigt over Byen. Smukke Udsigter er i det hele karakteristiske for Edin­burgh. I »the Castle« ser man end­nu to Værelser fra Maria Stuarts Tid; i det lille Soveværelse blev Jacob I. født. I det andet Rum fremvises de længe forsvundne, men atter genfundne, Kronjuveler.

Inden for Murene findes St. Margarets lille Kapel; det er den ældste Bygning i Edinburgh og den mindste Kirke i Storbrittannien. Uden for Ka­pellet ligger den gamle Kanon Mons Meg, der blev brugt i Slag 1489 og 1497. Senere kaldes den i en af Cromwells Lister over erobrede Vaaben: »Den store Jærnmorder Meg.« Uden for en af Bastionerne findes en lille Kirkegaard for Regi­mentets Hunde; hver har sin lille Plade med sit Navn.

Fra det gamle Slot kommer man gennem High street og Canongate til Holyrood Paladset. Disse Gader er nu snavsede og Husene forfaldne, Boliger for Smaafolk; i gamle Dage var det Boliger for den skotske Adel, Naynene minder endnu derom. Om­trent midtvejs mellem the Castle og Holyrood ses John Knox’s Hus. Her har Kampene staaet mellem Katholicer og Protestanter. Meget minder om, at man er i Knox’s Land - saaledes de mange Gade­prædikanter; men Minderne om Queen Mary er dog Folket kære. -

I Holyrood findes baade hendes og, Darnleys Værelser, Blodpletten, hvor Rizzio blev myrdet ses tydelig. Kapellet, der hører til Slottet, er blevet ødelagt i Reformationskampene og ikke siden genopbygget; Pillerne staar der, men meget af Taget er der ikke tilbage. Mange skotske Konger ligger begravne der, Darnley findes der ogsaa. For ikke mange Aar siden er en adelig katolsk Dame blevet jordet der.

Ved Slottet ligger Queens Park, 5 engelske Mil i Omkreds; op over det hele rager Arthur seat, 822 Fod højt, og herfra har man Edinburghs videste Udsigt.

Nær ved Edinburgh er det allerede omtalte Roslin Kapel, dets Arkitektur er saa mangfoldig, at det er bleven kaldt en Bibel i Sten. Nær ved ligger Ruinerne af Roslin Castle, bygget i det tolvte Aarhundrede. Det ligger paa Skrænterne af en malerisk skovbevokset Kløft.

En anden dejlig Ruin, som man naar efter en Times Jærnbanekørsel, er Melrose Abbediet, et gammelt Kloster for Cistercienser Munke. Det blev grundlagt 1126 og efter en Ødelæggelse genopbygget af Kong Robert Bruce, hvis Hjerte ligger begravet her. Af Klostret er der ikke meget tilbage; men Kapellet er vel bevaret. Dog findes mange ned­faldne Søjler og Kapitæler; paa en af disse sad Walter Scott ofte; mange af hans Værker er blevne indspirerede her. Naar man kommer til Edinburgh, ønsker man i det hele taget, at man havde sin Walter Scott i levende Minde. Abbotsford, hvor han boede, er nær Melrose og ligeledes Dryburgh Abbedi, hvor han ligger begravet.

Nu er den lange Regn endelig hørt op; jeg har taget mig en Tur oven paa den elektriske Sporvogn ned forbi Udstillingen. Den ligger i en stor Park, Keloin Park, og ser imponerende ud. Paa Vejen saa jeg i en Gade et helt Musikkorps fra Frelsens Hær; Hornmusiken lød godt, i andre Gader prædikede andre Folk uden Uniform.

En Ting endnu: Skotterne er høflige og opmærksomme mod Damer. I Begyndelsen forbavses man; men man vænner sig til det. Kommer man ind i en Jærnbanevogn, hvor Pladserne er optagne, rejser en eller anden Herre sig straks op og gaar udenfor; paa Sporvogne er det ligesaa. Jeg kom i Aftes ind i en Kirke, øjeblikkelig blev der af en ung Herre rakt mig Bibel, Salme­bog og Bønnebog, alt opslaaet.

Glasgow, d. 23. Juni 1901.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner