« Tilbage til søgeresultaterne
Kunst
Herude paa Landet kommer mig i Dag - da det netop regner - Nr. 21 af »Kvinden og Samfundet« for 25. Maj 1901 i Hænde. Blandt dets Artikler tiltrækkes jeg af Overskriften »Kunsternes Tilstand«. Jeg undersøger, hvilke »Kunster« her gøres, og ser til min Forundring, at denne Artikel omhandler »de skønne Kunster« og oven i Købet et uskønt Træk mod det ikke »skønne« men »smukke Køn«. Jeg har ikke den Ære at kende Frk. Johansen, men kan da mærke, at Frøkenen ikke er af Faget, ikke er af dem, som ere krænkede paa egne eller Kaldsfællers Vegne, dertil skriver Frk. J. altfor valent og svævende om et saa graverende og - jeg havde nær sagt - foragteligt Misbrug af de bevilgede Midler.
Jeg tilstaar, at jeg ikke ret forstaar Artiklens Hensigt. Er den et Slags Forsvar for Akademiet, da er den meget vag, og er det som Forkæmper for Kvinderne, den er skrevet, forekommer den mig endnu vagere. Frk. J. siger, at der aarligt skal uddeles 3000 Kr. til »lovende kvindelige Malere, som maatte tiltrænge Opmuntring«. Jeg ved ikke, om det er Bevillingens Ordlyd, men i saa Fald maa Frk. J. og Akademiet ikke forlange »Aldeles udmærket Kunst«, forinden Pengene risikeres uddelte til de akademisk uddannede Kvinder. Forøvrigt er Pengene ikke forbeholdte Kvindeakademiets Afgængere, saa dersom virkelig alle de, der i disse Aar har haft den billige Adgang til Uddannelse under Læreres Vejledning, er uværdige, har vi et større Antal kvindelige Kunstnere, som forlængst har givet Beviser for, at der findes Begavelser, hvad bildende Kunst angaar, ogsaa her i Landet. Som Eksempler skulde jeg ikke behøve at anføre Fru A. Ancher, hvis 7 Billeder paa Raadhusudstillingen er mere end tilstrækkeligt til at vise ikke hendes Ligestilling, men hendes Overlegenhed over mange af hendes mandlige Standsfæller, og Frk. Bertha Wegmann, som man dog en Gang tilkendte Udstillingsmedaljen herhjemme, og som har taget de franske Medaljer paa Salonen, hvor hendes Portræter hænges i første Rang som Pendenter til Paul Dubois. Jeg skal yderligere anføre, at vi har 3 Kvinder, som har erholdt Ancherske Legat, 4, som har vundet Neuhausenske Concurser, 2, som sejrede i Konkurrencen om Dekoration af Portalen paa Raad-huset, l, som vandt 2den Præmie i Opgaven »et Springvand«, o. m., som jeg ikke husker udenad. Med det Minimum af Velvilje, som de fleste af Akademiets Kunstnere nærer for Kvindekunst, turde ovenanførte være Bevis for, at man ikke har kunnet gaa udenom Kvindernes Præstationer.
Jeg skal ikke her opregne Navnene paa Kvinder, som har præsteret lødig Kunst, og som med hele Sjælens Inderlighed og alle Legemets Kræfter arbejder i Kunstens Tjeneste, forsager, ofrer og slider; jeg kender ikke faa og jeg ved ogsaa, at de fortjener Statens Penge fuldtud og mere end de fleste af de mange mandlige Kunstnere, overfor hvem det høje Akademi aldrig synes at have Betænkeligheder. Man lægge alene Mærke til ved dette Aars Uddeling af Akademiets Midler, at hverken Galleriet eller de 2 Kunstforeninger, saavidt mig bekendt, købte Arbejder af de Herrer, som erholdt Penge eller Præmier. Hvor mange af deres Billeder huskede man 8 Dage efter Udstillingens Lukning. Hvor mange af de Herrer mener Frk. J. vil komme til at præstere »Aldeles udmærket Kunst«? Jeg tror, de fleste bliver den skyldig.
Der var blandt Stipendie-Herrerne Folk paa 40 Aar, som ikke skal have malet noget nævneværdigt, men som man siger skal have skrevet nogle Artikler i Bladene i Vinter, - kort sagt - naar man er Mand, er man altid værdig nok til Penge, men naar man er Kvinde - Ach du lieber Augustin!
Naar Frk. J. siger, at det ene 1000 Kr. blev givet tilbage, fordi der ikke var kvalificerede Ansøgere skal jeg blot oplyse, at det ikke var Tilfældet. Blandt de 6 Ansøgere, som ikke fik noget, ved jeg bestemt, var Frk. Johanne Krebs, som i Fjor i Paris fik Bronzemedalje. Frk. Emma Meyer har søgt om Penge i Aar, men blev ikke indstillet, og derefter gav man hende »den Sødringske« Præmie for et af hendes udstillede Billeder, en fuldstændig meningsløs Fremgangsmaade, thi fortjente hendes udstillede Landskab Præmien, som kan gives til en ung mandlig Landskabsmaler, saa fortjente hun meget snarere de Penge, hun søgte. Jeg har endelig ogsaa hørt, at den kvindelige Kunstner, som blev overøst med det ene 1000 af Kvindernes Penge efter Akademiets Indstilling, har faaet af et andet Fond. Hvis hun altsaa fortjente mere end de 1000, hvorfor i al Verden fik hun dem da ikke af Kvindernes Penge hellere end at give dem tilbage til Staten. Saa kunde jo en af de mange begavede Mænd have faaet den Portion af Fondet. Ja dette lyder saa meningsløst, at det dog næppe er Sandhed.
Frk. J.s »gode Raad« er vist meget velmente, og Modgang kan ofte udvikle og lutre, men Akademiets Bestemmelse er dog ikke at være Kunstnernes Modgang, men derimod at være deres gode Forsyn, og Pengene er bevilgede for at anvendes. Skulde Nægtelsen af Stipendier være den bedste Maade at fremme Kunsten paa, saa var det Uret ikke ogsaa at nægte Mændene Understøttelser og give Staten nogle 1000 tilbage.
Frk. J kender tydeligt nok ikke de Kvinder, der arbejder alvorligt og forsager og lider under Myndighedernes »Træden ned«, som i Længden maa virke hemmende, rent bortset fra den for mange saa uundværlige pekuniære Hjælp.
Vel er vi som Tidslerne, der, hvor tidt de stikkes og trædes ned, altid skyder op paa ny, men selv Tidsler kan blive forkrøblede og trætte, og det kan endog mandlige Kunstnere af stor Begavelse, de kan blive tavse før Tiden, naar Modstanden er for haard, indtil en Raadhusudstilling redder dem fra Glemsel. Tilbagegivelsen af Kvindernes Penge er en Haan overfor Kvinderne og burde straffes med, at Mændene næste Aar kun fik 11000, Kvinderne 4000, saa fik Akademiet nok Kikkerten sat rigtigt for begge Øjnene. Kvindeskolens Lærere bør være Kvindekunstnernes selvskrevne Forsvarere, ellers kan de ikke med god Samvittighed hæve deres Gager.
Slutning.
»Jeg antager, at en ond Aand har sat et Par Briller paa Akademiets Næse, hvis ene Glas forstørrer efter en uhyre Maalestok, hvis andet Glas formindsker efter samme Maalestok«. (Frit efter Søren Kierkegaard).
