« Tilbage til søgeresultaterne
Ud af Buret
(Cosmopolis).
(Fortsat.)
»Saamænd er det saa, det nytter jo ikke at nægte det. Jeg er ikke bange for at sige det - jeg ved ikke, om Jim er. Har han .ikke fortalt dig det, sidste Gang han var henne at se til dig i Fængslet«.
»Fortalt mig!«
»Han sagde, at det vilde han, Men Jim har altid været en Løgnhals, ikke sandt?«
Lucy svarede ikke. Hun tænkte over Sagen og prøvede at forstaa den. I Øjeblikket var hun som lammet, kunde ikke samle noget. Hun ventede næsten at vaagne i sin Celle af en ond Drøm.
Af Naturen havde Lucy et overordentlig heftigt Sind, og det havde hun bødet for i Fængslet; men der syntes hendes Lidenskabelighed at være falden til Ro. Hun havde betvunget al sin gamle Vildskab i det ivrige, alvorlige Forsæt at opføre sig mønsterværdigt for des snarere at kunne komme tilbage til Jim og Bessie, og det med et Skudsmaal saa godt, at selv han skulde undre sig. Og nu var det hele endt saa galt! Hvad hun burde kunne have tænkt sig til, om hun havde brugt sin Forstand.
Hun maalte med Øjnene den Kvinde, som havde taget hendes Plads, og følte en vis Lyst til at snappe Ildrageren der henne ved Kakkelovnen og gaa løs paa hende. Men Lucy var ikke saa stærk som ellers. Overraskelsen havde helt taget Magten fra hende - hun lignede slet ikke sig selv.
Lizzie Carruthers talte først: »Har de sluppet dig ud før Tiden, eller hvordan kommer du her hen?«
»Jeg er rendt bort«.
»Er’et sandt? Ih du godeste; udraabte Lizzie, og der fløj et straalende Smil over de haarde, smukke Træk. Hun var reddet, denne Kvinde kunde ikke skille hende og Jim ad; hun behøvede bare at kalde paa en Politibetjent og fortælle ham, hvad der var sket, saa vilde Lucy Dulvers blive taget og komme til at »sidde« i længere Tid. Ikke fordi hun havde Lyst til at sladre paa Jims Kone; men hun maatte dog virkelig forsvare sig, dersom Jims Kone skulde være krakilsk. Jim holdt mere af hende, end han nogensinde havde holdt af Lucy, og dermed var Sagen afgjort for denne Kvinde, som havde endnu mindre Forstand paa Ret og Uret end Lucy.
»Hvad vil du nu gøre?« spurgte hun. »Hvad kan det hjælpe at komme her, hvor de allersnarest vil komme og lede efter dig?«
»Lad dem bare. Jeg bryder mig ikke mere om noget. Hvad de saa gør, jeg bryder mig ikke om - Aa jo, jo«, afbrød hun hurtig sig selv. »Hvor er min Bessie?«
»Din - Bessie! Sagde du din - ?« Lizzie forstummede og stirrede stift paa den forurettede Hustru.
»Ja - min Bessie. Jeg vil tage hende bort med mig - lige straks - gaa min Vej og skjule os - hende og mig. Jeg vil ikke, hun skal være længere sammen med den Slags Folk, som jeg træffer i dette Hus.«
Lizzie Carruthers blev ved at stirre med sine store, sorte Øjne saa længe, at selv Lucy fandt det paafaldende.
»Hvad gloer du for?« spurgte hun vredt.
Har Jim ikke engang fortalt dig det?« Aa jo, det har han da vel!«
»Fortalt - mig - hvad?«
»Aa - at Bessie er død«.
»Død?« skreg Lucy.
»Hun kreperte i Fjor, stakkels lille Tøs. Det var bare en Forkølelse – saa var der noget galt med Halsen, og saa var hun væk lige med det samme. Vi var begge meget bedrøvede. Jim græd som om han var tosset ved Begravelsen. Sagtens har han ikke kunnet nænne at fortælle dig det. Han er saa godhjertet, ved du nok. Nu, naar jeg tænker over det, kan jeg for Resten ikke sige andet, end at det kanske var bedst-. Halløj, stop, hvor skal du hen?«
»Jeg vil op og se Jim. Og dersom du skøtter om at beholde Livet, saa prøver du ikke paa at standse mig!«
»Jo, det er det, jeg vil«, og Lizzie satte Hænderne i Siden og rettede sig kampberedt. »Jeg vil ikke have min Jim pint og plaget, saa forfærdelig syg som han er. Du har ingen Ret til at komme her som et Spøgelse og forskrække ham. Du skulde skamme dig, skulde du; han er saa svag, at det er en Ynk. Jeg vil ikke have det - ved du det?«
»Din Jim! Sig din Jim en Gang til, og jeg vil slaa din Pandeskal itu«, raabte Lucy, idet hun greb Ildrageren og svingede den over sit Hoved.
»Hov, hov, lad det være! Slip den forbandede Tingest straks, hører du?
»Gaa af Vejen da, lad mig komme op og tale med ham«.
Kvinden tøvede. »Ja - det faar du vel. Men slip Ildrageren, og lad mig gaa med. Der maa ingen Spektakel blive« - hun gøs »det vil tage Livet af ham. Husk, ingen Spektakel, før Jim bliver meget, meget bedre. Lover du det?«
Ildrageren faldt med en Klirren ned ved Kakkelovnen, og Lucy svarede:
(Fortsættes).
