Rejsebreve fra Mexico

Mexico, Mexico, lyder det i vort Øre hvert Øjeblik; de fleste af vore medrejsende skal som vi øjensynlig besøge dette interessante Land, om hvilket vi i den senere Tid har hørt saa mange vidunderlige Historier, at vi har besluttet os til selv at se dets ejendommelige Liv og smukke, stor­artede Natur. Vi befinder os i »International Great Northern«s hur­tige Tog i det sydlige Texas paa en tør, flad Slette, kun bevokset med Mesquit Træer (en Art tornet Akacie) og med sparsomt Græs og hist og her en Plet vantrevent Bomuld eller Majs. Da vi i de sidste otte Timer har haft akkurat det samme Slags Landskab at se paa, er vi glade ved, at Toget endelig løber ind gennem Byen Lanedo og vi befinder os ved Bredden af Rio Grande.

Paa Jærnbanestationen ombytter vi vore amerikanske Dollars for mexicanske, og køber vore Billetter. Paa den modsatte Side af Stationen holder det mexicanske Tog paa det smalle Spor; de smaa lave Vogne og det lille Lokomotiv ser pudsige ud, efter at vi er blevne vante til de amerikanske Kolosser. Vi finder vor Plads i det lille Tog; men ikke før vi i vort stille Sind har givet det Navnet »Hønen« til venlig Erindring om den populære Sporvogn i det kære, gamle København. Snart er ogsaa vor Bagage anbragt, og et Par Minuter efter befinder vi os i Mexico; Toget standser, og Toldvæsenet efterser vor Bagage med større Hensynsfuld­hed, end man er vant til; vi har Besvær med at aabne en af Kuf­ferterne ; men den godmodige Inspek­tør tager vort Ord for, at vi ej har andet end Klæder deri. De første Par Timers Kørsel frembyder det samme Slags Landskab som i det sydlige Texas; men snart tegner Bjergene sig i Horisonten, og vi slipper dem derefter aldrig helt af Syne paa hele vor Tur gennem Mexico. Ved Stationen Lampazos faar vi en god Aftensmad med en Flaske isafkølet Øl, der er fabrikeret i Mexico og er af udmærket Kvalitet; det samme kan siges om Cigarerne, hvormed vi ogsaa her forsyner os, og da vi igen sidder i den magelige Vogn med vor aromatiske Cigar, hvis Pris er saa lav, at vi ikke behøver at føle os trykkede af den, er vi allerede komne til den Slut­ning, at Mexico er et godt Land at leve i. I visse Egne af Mexico er Tobakken lige saa god som den paa Cuba og Klimaet er ogsaa netop det bedste til at »modne« Cigarer i; desuagtet ryger de fleste Mexicanere ikke Cigarer, men Cigaretter. Ciga­retter ryger de saa godt som stadig; hele Dagen igennem og alle Vegne; i Togene f. Eks. er der ingen Røg­kupé, og vil en Dame undgaa Tobaks­røg, maa hun benytte Pullmansvagon, hvor der er særskilt Røgsalon. Vi forbavses lidt ved at se en Dame trække en Pakke Cigaretter frem og give sig ganske roligt til at tænde en af dem; men da snart efter en anden Mexicanerinde følger hendes Eksempel, finder vi det ganske i sin Orden; de gør det saa fuldstændig naturligt. Begge Damer er mid­aldrende og tilhører øjensynligt den bedre Middelklasse. Imidlertid er det blevet mørkt og vi trækker os snart tilbage til Sovevognen.

Næste Morgen befinder vi os paa en flad Slette med Sierra Madra Bjergene i nogen Afstand. Man er nu over 6000 Fod over Havets Over­flade; Luften er tør og let, der er ikke en Sky at se noget Steds, man formeligt nyder hvert Aandedrag af den forfriskende, oplivende Luft, og igen kommer vi til den Slutning, at det maa være et herligt Land at leve i. Vi standser ved flere smaa Landsbyer med deres fladtagede Adobehytter *) og mørkhudede, sorthaarede Beboere; Morgenen er kølig, og Mændene spadserer omkring, eller sidder paa Solsiden af deres Hytter indsvøbte i deres røde, uldne Tæpper.

*) Adobe er soltørrede Mursten og Teglsten.

Kvinderne sidder paa Hug i Dørene og maler Majs mellem 2 Stene; den underste Sten er bred og flad og forsynet med korte Ben, den anden Sten er rund og lang og bevæges med begge Hænder over Fladen; mellem disse to udhugne Stene for­vandles de bløde Majskærner, der har staaet Natten over i Kalkvand for at opløse den haarde Skal, grade­vis til Dejg; denne Dejg klappes mellem Hænderne med lydelige Dask til smaa runde Pandekager, de saakaldte »tortillas« der i Forbindelse med »frejoles« (Bønner) danner næsten hele den fattige Mands Menu, og som dog altid findes paa selv den rigestes Bord. De to malende Stene (metates) findes i ethvert Køkken fra den rigeste Bankiers til den usleste Indianers. Ved hver Station er der en Mængde gamle, forkrøblede og barnlige Tiggere; en centavo (2 Øre) er alt det nogen af dem venter, og imødekommer man deres Ønske, bliver man fulgt af en uendelig lang Velsignelse; faar de ikke noget, bliver de hverken mugne eller nærgaaende langt mindre uforskammede som nogle af deres indvandrede ameri­kanske Brødre; men de bliver kun staaende og ser paa en, som en Hund paa sin Herre, naar han har et Kødben i sin Haand, og den ikke er vis paa, at det er tiltænkt den. Nogle af dem er saa snedige, at de tigger med Øjnene alene, endog uden Hjælp af den professionelle frem­strakte Haand. I Reglen er deres Tiggeri fuldstændigt berettiget, da de enten maa tigge eller sulte ihjel; men der er ogsaa mange, der be­tragter det som en let og god Nærings­vej. En bekendt af mig havde gjort sig det til Regel at give en vis Tigger en Dollar den første i hver Maaned. Han var imidlertid borte fra Byen 4 Maaneder, og da han kom tilbage mødte Tiggeren ham og fik en Dollar. »Nej, det er fire Dollars jeg skal have, De har jo været borte fire Maaneder«. Senere viste det sig, at den stakkels fattige Tigger havde et Par Bygninger og anden solid Ejendom i en nærliggende By.

Ved Stationen Lanegas staar vi af for at tage videre med en kort Jærnbane, der løber op i et rigt Sølvminedistrikt; der er endnu nogen Tid, til vort Tog skal gaa, og vi spadserer lidt omkring. Det er stadig den samme tørre Slette, paa hvilken der hist og her vokser Mesquit Træer; men hovedsagelig Yuca Palmer og en Mængde forskellige Arter Kaktus. De sidste er ikke saa unyttige, som man skulde antage; af en vis Art skæres de unge friske Blade af, og efter at Tornene er skaarne bort, koges de og smager omtrent som Kaal; Frugten har ikke megen Smag, men bliver nydt af Mexicanerne i store Mængder; desuden laves der en Ost og en Slags Brændevin af den; en Kaktusmark kan ofte ind­bringe flere hundrede Dollars om Aaret. Og endelig er der en Art, der producerer en Uld, der ivrig eftersøges af den fattige Befolkning for at væves til Tæpper. Da vi kom tilbage til Stationen saa vi en Mængde smaa Sække ligge uden for denne; ved nærmere Undersøgelse viste det sig, at de indeholdte Sølv­dollars, der var paa Vejen op til Sølv­minerne. Der maa være mange Tusind Dollars, og de er uden Be­vogtning, Vi ser senere det samme Syn andre Steder, Pengesække kastet mellem andet Fragtgods; men Forbrydere bliver ikke behandlede med Silkehandsker i Mexico, saa medens man trygt kan lade en Formue i Sølv ligge paa en Jærnbaneperron, vilde det være højst uforsigtigt at lade sit Lommetørklæde ligge paa samme Sted to Minutter uden at holde Øje med det. Kort fra Lanegas er der frugtbare, dyrkede Marker; en lille Aa, der kommer fra Kilder i Bjærgene ledes gennem snorrette Grøfter snart til den ene Mark og snart til den anden, og Manglen paa tilstrækkelig Nedbør afhjælpes saaledes ved kun­stig Overrisling; desværre er der stor Mangel paa saadanne Kilder; ellers vilde hele denne Egn blomstre.

(Forts.)