« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindens Opdragelse
Ifølge Nationaltidendes Kvindeblad af Torsdag 18. Juli 1901 har Rektor Wærn paa et Pigeskolemøde i Sverrig udtalt, at Kvinden først og fremmest bør opdrages til at opfylde sit Kald som Moder, hendes Livs vigtigste Opgave. Taleren mente, at der derfor, ved Pigers Skoleundervisning burde ydes Kvinden en for hendes Liv og Helbredstilstand saa vigtig Kundskab som speciel Kvindehygieine, med særligt Hensyn til Forplantningslæren.
Dette har foranlediget efterfølgende Bemærkninger, som Redaktionen af Kv. og S. anmodes om at optage.
For godt og vel en Snes Aar tilbage var det her i Landet, og vel ogsaa andetsteds, en af Skønlitera-turens Opgaver at indskrænke Kvindens Betydning i Samfundet til Elskerindens; Ved at indvirke inspirerende i nogen Tid paa en Mand, eller paa Mænd, maatte hun anse sit Livs Opgave for udfyldt. Hvad Indhold hendes Liv senere skulde have, var uden Interesse for det almene. Omsider trættedes dog Begejstringen for Elskerinde-Begrebet, og Literaturen opstillede saa »Moderen med det spæde Barn ved Brystet« som det eneste »ewig weibliche«.
Saavidt jeg mindes, var det herhjemme Forfatteren P. Nansen, der forherligende førte dette Kvindestadium frem. Selv Kunstnerinder og Forfatterinder, endog saa betydelige som Ellen Key, greb med Begærlighed denne Forherligelse af en Funktion, som de tidligere havde betragtet som hørende til Livets Prosaside, og som de havde hævet sig over, om end maaske med en hemmelig utilfredsstillet Længselsfølelse. Nu havde Forfatterne knæsat Begrebet »Moderen«, nu kunde man lade Hjertets Trang raade, og endda bevare sin Stilling som begavet, talentfuld og ualmindelig Kvinde.
Kvindesagens Forkæmpere beskyldes for at have overset denne vigtige Side af Kvindens Tilværelse. Det blev paastaaet, at det havde været deres Maal at gøre Mænd og Kvinder til ensartede Væsener. Det glemtes, at det netop havde været et af Kvindesagens Formaal at bevirke, at Ægteskab og hvad dertil hører maa blive betragtet som en alvorlig Forpligtelse, som en ingenlunde let Opgave, der uforberedt kan paatages. Tidligere blev det anset for selvfølgeligt, at Kvinden fra 17 Aars Alderen af uden videre kunde paatage sig Ansvaret for Husvæsen og Børneopdragelse.
For at undgaa Mistydning paatog nu Kvindesagens Forkæmpere sig, ved Siden af deres andre Opgaver, særligt at fremhæve Kvindens Forpligtelser som Moder. Saaledes staar nu altsaa Sagerne, da Rektor Wærn i dette Herrens Aar 1901 vil fastslaa, at Kvindeopdragelse hovedsageligt skal forberede Skolepiger til at blive Mødre, og til den Ende vil have dem oplært i Kvindehygieine og Forplantningens Fysik. Smaa Piger skal altsaa gaa omkring med Øjet stadigt heftet paa deres Fremtids »Maaske-Børn«. Vilde det ikke blive en temmelig snusfornuftig kvindelig Ungdom, der opdrættedes paa den Maade?
Det er et underligt Tidens Tegn, at den kommende Generations Ve og Vel altid omtrent udelukkende lægges paa Kvindens Skuldre. Overser man ikke det Faktum, at Børn ogsaa har Fædre at slægte paa? Idet mindste føres der ingen sentimental Tale om »Faderen og Barnet«, og heller ikke om, at Drenge skal opdrages til at være gode og sunde Fædre. Man gaar ganske naturligt ud fra, at en Opdragelse, der gaar ud paa at frembringe sunde og dygtige Mænd, ogsaa vil skaffe det næste Slægtled dygtige Fædre. Hvorfor ikke følge det samme Princip overfor Kvindens Opdragelse? I hygieinisk og moralsk Henseende lider det kommende Individ vist lige saa meget ved Faderens som ved Moderens Mangler og Skavanker. Begge Køns gode og slette, saavel legemlige som aandelige Egenskaber gaar i Arv til Efterkommerne; Slægten vil ikke forbedres og blive normalt menneskelig blot ved at opklække Kvinden som en Slags Producermaskine, der skal udfolde en fortsættende Vedligeholdelse af Menneskeheden, uden nogen særlig individuel Opgave eller Tilværelse.
Hvorvidt man vil være istand til at oplære Smaapiger i »Forplantningens Fysik« uden Fare for deres Fantasiliv, skal jeg ikke afgive nogen Mening om. Det er et saare vanskeligt Spørgsmaal; men i ethvert Tilfælde, synes jeg, maa det let kunne virke hemmende paa Kvindens Udvikling at opdrages med een hovedsagelig Opgave for Øje.
Det bør ikke glemmes, at Livsopgaven saavel for Kvinder som for Mænd er tredelt. Mennesket stilles med Forpligtelse overfor en Fortid, en Nutid og en Fremtid. Hvis det skal indprentes Kvinden, at hendes egentlige Livsopgave kun gælder det fremtidige, saa vil hun ikke kunne blive den helstøbte Personlighed, som i dette nye Aarhundrede skal tage Livsgerningen op sammen med, eller ved Siden af Manden, og netop derigennem blive den dygtige Moder, som den kommende Slægt trænger til. - For dennes Vedkommende vilde det være heldigt om Mændene opdroges til at forstaa, at deres Del af Forældrepligten ikke er af mindre Betydning end Kvindernes. Det burde indprentes de unge Mænd, at Usædelighed og overdreven Brug af Alkohol og Nikotin er lige saa uheldigt indvirkende paa Afkommet, som Kvindernes Brug eller rettere Misbrug af Korset og andre Hensynsløsheder mod det legemlige.
Mændene maa ogsaa ophøre med at beundre den smalle Midie, og heller ikke maa de opmuntre Kvinden til forceret Sportsliv eller Nydelsen af Tobak og Vin, hvormed de mener at fremme det kammeratlige og frigøre Kvinderne.
Den Kvindens Frigørelse, der tiltrænges er af langt alvorligere Natur og kan ikke fremmes ved at gøre dem til Deltagere i de Vaner, hvoraf Mændene tildels er Slaver. Men heller ikke kan den fremmes ved kun at stille dem een Slags Opgave for Øje.
En dygtig, selvstændig, pligtopfyldende Kvinde, sund paa Sjæl og Legeme er Opdragelsens Maal. En saadan vil til alle Tider legemligt og aandeligt blive den dygtige Moder, i hvilke Fag hun saa end har uddannet sig. Moderens Opgave falder i Almindelighed kun indenfor en vis Aarrække. Senere hen i Livet, eller før denne Aarrække, vil Kvinden være et langt nyttigere Samfundsmedlem, hvis hun har lært at forstaa, at Livet ogsaa har sin individuelle Nutidsopgave, langt nyttigere, end hvis hun har siddet med Hænderne i Skødet og ventet paa Modergerningen, og saa, efter dennes Afslutning, anser sig for at være færdig med Livet.
For de ikke faa Kvinder, hvem Modergerningen ikke paalægges, vil Livet stille sig lettere og mere tilfredsstillende, naar man har oplært dem til at forstaa, at deres Tilværelse kan være fuldt ud nyttig, selv om de maa give Afkald paa den ene vigtige Side af Livsopgaverne. Mænd og Kvinder bør stilles ens overfor Forældreopgavens store Betydning; men naar det ikke betvivles, at en Mands Liv kan være nyttigt og værdifuldt for Samfundet, om han end ikke er Fader, hvorfor skulde saa en barnløs Kvinde ikke ogsaa kunne udfylde en eller anden Plads godt og dygtigt. Livsgerningerne vil sikkert vedblive at være forskellige for Kønnene, men derfor behøver vel Kvinden ikke hovedsage-ligt at henvises til Fremtidsopgaven. Livet uden Ægteskab og Børn er selvfølgeligt mangelfuldt, vistnok ikke mindre for Manden end for Kvinden. Imidlertid er der næppe nogen, der tænker paa at docere Faderforpligtelserne for Drenge, som Livets hovedsagelige Opgave. I de mindre heldigt stillede Stænder lader Kvinden sig ingenlunde nøje med kun at være Moder. Heldigt vilde det være, om hun i nogle Aar af sit Liv kunde faa Lov til udelukkende at hellige sig Moderkaldet, og ikke mindre heldigt for Efterkommernes Sundhed vilde det virke, om Mændene samtidigt vilde aflægge en Del Laster og daarlige Vaner.
Var der mindre Alkoholforbrug, saa blev der maaske ogsaa bedre Raad til at skaane Børnemoderen i de kritiske Tider.
Ellen Plum.
Efterskrift.
Efter Afsendelsen af ovenstaaende Udtalelser er Hr. Alfr. Ipsens »Fri Horizont« tilfældigvis faldet mig i hænde, og jeg kan ikke modstaa til min Artikel at føje nogle Bemærkninger for, at imødegaa Hr. Ipsens mærkeligt ensidige Opfattelse af Menneskehedens Forpligtelser mod Fremtidens Slægt. I sin Artikel »Vore Kvinder« synes Hr. Ipsen at være ganske i Sympati med den ovenfor imødegaaede Opfattelse. Ogsaa han synes at mene, at Kvinder, de alene, hovedsageligt bør eksistere for Slægtens Vedligeholdelse og legemlige Velvære.
Han gaar saa vidt at udtale, at Kvindens Bidrag paa det aandeliges Omraade godt kunde besørges af dertil uddannede »Hetærer«, som naturligvis maatte være barnløse. Det er vel saa Meningen, at de øvrige Kvinder ingen aandelig Udvikling behøvede. Det vilde i Sandhed være en smuk Arvelod, deres Børn kunde vente efter dem. Man antager jo, at Kultur og Dannelse gør sig arveligt gældende. Mændene vilde det især gaa ud over, forsaavidt som det paastaas, at Mænd, som oftest, hvad de aandelige Evner angaar, slægter deres Mødre paa. Hr. Ipsen skriver imidlertid: Faar vi først sunde (Hr. Ipsen synes hermed tildels at mene ukultiverede) Kvinder, saa tør vi ogsaa gøre os Haab om at faa sunde Mænd, i al Fald i Løbet af en Generation eller to«.
Hvorledes skulde dog disse sunde Mænd blive til, naar Fædrene ikke var sunde samtidigt med Kvinderne. Det maa antages, at Hr. Ipsen ikke anser Nutidens Mænd for at være mere sunde end Kvinderne, siden han taler om »at faa sunde Mænd« efter nogle Slægtled. Hr. Ipsen beklager, at Kvinden ikke har draget Lære fra Dyreverdenen. Hvis hun havde gjort det, maatte hun særligt have lagt Vægt paa Mændenes Sundhedstilstand. Hr. Ipsen er sikkert ikke uvidende om, at det er af aller største Vigtighed for Landbruget at opdrætte udmærkede Exemplarer af Hingste og Tyre.
Der er Tale om de »gode Racer«. Til Frembringelsen af en god Race maa Faderen mindst være lige saa god og ufordærvet som Moderen. Et Sted siger Hr. Ipsen: »Hvis vi virkeligt kunde opnaa at faa en Slægt af sunde og blomstrende Kvinder - - - saa vil Fru Alving kunne give sin Søn Solen«. Hvorledes skulde de blomstrende Kvinder kunne gavne de stakkels Osvalder, som er ødelagte af Fædres og egne Laster? Et andet Sted i Artiklen hedder det: »Man tør vistnok paaregne almindelig Tilslutning og ingen Modsigelser, naar man sætter Kvindernes Sundhed paa Programmet«. En saadan Tilslutning kan Hr. Ipsen sikkert i ethvert Tilfælde gøre Regning paa, men overfor Efterkommerne vil det kun være halvgjort Arbejde, naar Mændenes Sundhedstilstand ikke samtidigt sættes paa Programmet, og naar Kvinderne ikke sættes istand til ogsaa aandeligt at give Efterslægten noget at tage i Arv.
Hvorledes kan en Kvinde følge Hr. Ipsens Opfordring til »at skabe et lyst og lykkeligt Hjem for de smaa«, naar Mændene saa ofte kommer svirende til dette Hjem fra Varietéer og Elskerinder, og forpester Luften med Nikotindunster. Det er let at blive enige om, at vi bør have et aabent Øje for vor Forpligtelse mod vor Sundhedstilstand, men naar det gælder det kommende Slægtled, lad os saa ikke overse, at et godt Resultat kun kan opnaas, naar Forpligtelsen samtidigt optages af begge Køn.
