« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindens Opdragelse

Af: Ellen Plum

« Se emneord

Ifølge Nationaltidendes Kvinde­blad af Torsdag 18. Juli 1901 har Rektor Wærn paa et Pigeskolemøde i Sverrig udtalt, at Kvinden først og fremmest bør opdrages til at opfylde sit Kald som Moder, hendes Livs vigtigste Opgave. Taleren mente, at der derfor, ved Pigers Skoleunder­visning burde ydes Kvinden en for hendes Liv og Helbredstilstand saa vigtig Kundskab som speciel Kvindehygieine, med særligt Hensyn til Forplantningslæren.

Dette har foranlediget efterfølgende Bemærkninger, som Redaktionen af Kv. og S. anmodes om at optage.

For godt og vel en Snes Aar tilbage var det her i Landet, og vel ogsaa andetsteds, en af Skønlitera-turens Opgaver at indskrænke Kvindens Betydning i Samfundet til Elsker­indens; Ved at indvirke inspirerende i nogen Tid paa en Mand, eller paa Mænd, maatte hun anse sit Livs Op­gave for udfyldt. Hvad Indhold hen­des Liv senere skulde have, var uden Interesse for det almene. Omsider trættedes dog Begejstringen for Elsker­inde-Begrebet, og Literaturen opstil­lede saa »Moderen med det spæde Barn ved Brystet« som det eneste »ewig weibliche«.

Saavidt jeg mindes, var det her­hjemme Forfatteren P. Nansen, der forherligende førte dette Kvindesta­dium frem. Selv Kunstnerinder og Forfatterinder, endog saa betydelige som Ellen Key, greb med Begær­lighed denne Forherligelse af en Funktion, som de tidligere havde betragtet som hørende til Livets Prosaside, og som de havde hævet sig over, om end maaske med en hemmelig utilfredsstillet Længselsfølelse. Nu havde Forfatterne knæ­sat Begrebet »Moderen«, nu kunde man lade Hjertets Trang raade, og endda bevare sin Stilling som be­gavet, talentfuld og ualmindelig Kvinde.

Kvindesagens Forkæmpere be­skyldes for at have overset denne vigtige Side af Kvindens Tilværelse. Det blev paastaaet, at det havde været deres Maal at gøre Mænd og Kvinder til ensartede Væsener. Det glemtes, at det netop havde været et af Kvindesagens Formaal at be­virke, at Ægteskab og hvad dertil hører maa blive betragtet som en alvorlig Forpligtelse, som en ingen­lunde let Opgave, der uforberedt kan paatages. Tidligere blev det anset for selvfølgeligt, at Kvinden fra 17 Aars Alderen af uden videre kunde paatage sig Ansvaret for Husvæsen og Børneopdragelse.

For at undgaa Mistydning paatog nu Kvindesagens Forkæmpere sig, ved Siden af deres andre Opgaver, særligt at fremhæve Kvindens For­pligtelser som Moder. Saaledes staar nu altsaa Sagerne, da Rektor Wærn i dette Herrens Aar 1901 vil fastslaa, at Kvindeopdragelse hovedsage­ligt skal forberede Skolepiger til at blive Mødre, og til den Ende vil have dem oplært i Kvindehygieine og Forplantningens Fysik. Smaa Piger skal altsaa gaa omkring med Øjet stadigt heftet paa deres Frem­tids »Maaske-Børn«. Vilde det ikke blive en temmelig snusfornuftig kvin­delig Ungdom, der opdrættedes paa den Maade?

Det er et underligt Tidens Tegn, at den kommende Generations Ve og Vel altid omtrent udelukkende læg­ges paa Kvindens Skuldre. Overser man ikke det Faktum, at Børn og­saa har Fædre at slægte paa? Idet mindste føres der ingen sentimental Tale om »Faderen og Barnet«, og heller ikke om, at Drenge skal op­drages til at være gode og sunde Fædre. Man gaar ganske naturligt ud fra, at en Opdragelse, der gaar ud paa at frembringe sunde og dyg­tige Mænd, ogsaa vil skaffe det næste Slægtled dygtige Fædre. Hvor­for ikke følge det samme Princip overfor Kvindens Opdragelse? I hygieinisk og moralsk Henseende lider det kommende Individ vist lige saa meget ved Faderens som ved Moderens Mangler og Skavanker. Begge Køns gode og slette, saavel legemlige som aandelige Egenskaber gaar i Arv til Efterkommerne; Slæg­ten vil ikke forbedres og blive nor­malt menneskelig blot ved at opklække Kvinden som en Slags Pro­ducermaskine, der skal udfolde en fortsættende Vedligeholdelse af Men­neskeheden, uden nogen særlig indi­viduel Opgave eller Tilværelse.

Hvorvidt man vil være istand til at oplære Smaapiger i »Forplantnin­gens Fysik« uden Fare for deres Fantasiliv, skal jeg ikke afgive nogen Mening om. Det er et saare vanske­ligt Spørgsmaal; men i ethvert Til­fælde, synes jeg, maa det let kunne virke hemmende paa Kvindens Ud­vikling at opdrages med een hoved­sagelig Opgave for Øje.

Det bør ikke glemmes, at Livs­opgaven saavel for Kvinder som for Mænd er tredelt. Mennesket stilles med Forpligtelse overfor en Fortid, en Nutid og en Fremtid. Hvis det skal indprentes Kvinden, at hendes egentlige Livsopgave kun gælder det fremtidige, saa vil hun ikke kunne blive den helstøbte Personlighed, som i dette nye Aarhundrede skal tage Livsgerningen op sammen med, eller ved Siden af Manden, og netop der­igennem blive den dygtige Moder, som den kommende Slægt trænger til. - For dennes Vedkommende vilde det være heldigt om Mændene opdroges til at forstaa, at deres Del af Forældrepligten ikke er af min­dre Betydning end Kvindernes. Det burde indprentes de unge Mænd, at Usædelighed og overdreven Brug af Al­kohol og Nikotin er lige saa uhel­digt indvirkende paa Afkommet, som Kvindernes Brug eller rettere Mis­brug af Korset og andre Hensynsløs­heder mod det legemlige.

Mændene maa ogsaa ophøre med at beundre den smalle Midie, og heller ikke maa de opmuntre Kvinden til forceret Sportsliv eller Ny­delsen af Tobak og Vin, hvormed de mener at fremme det kammeratlige og frigøre Kvinderne.

Den Kvindens Frigørelse, der til­trænges er af langt alvorligere Natur og kan ikke fremmes ved at gøre dem til Deltagere i de Vaner, hvoraf  Mændene tildels er Slaver. Men heller ikke kan den fremmes ved kun at stille dem een Slags Op­gave for Øje.

En dygtig, selvstændig, pligt­opfyldende Kvinde, sund paa Sjæl og Legeme er Opdragelsens Maal. En saadan vil til alle Tider legem­ligt og aandeligt blive den dygtige Moder, i hvilke Fag hun saa end har uddannet sig. Moderens Op­gave falder i Almindelighed kun indenfor en vis Aarrække. Senere hen i Livet, eller før denne Aarrække, vil Kvinden være et langt nyttigere Samfundsmedlem, hvis hun har lært at forstaa, at Livet ogsaa har sin individuelle Nutidsopgave, langt nyt­tigere, end hvis hun har siddet med Hænderne i Skødet og ventet paa Modergerningen, og saa, efter den­nes Afslutning, anser sig for at være færdig med Livet.

For de ikke faa Kvinder, hvem Modergerningen ikke paalægges, vil Livet stille sig lettere og mere til­fredsstillende, naar man har oplært dem til at forstaa, at deres Tilvæ­relse kan være fuldt ud nyttig, selv om de maa give Afkald paa den ene vigtige Side af Livsopgaverne. Mænd og Kvinder bør stilles ens overfor Forældreopgavens store Be­tydning; men naar det ikke betvivles, at en Mands Liv kan være nyt­tigt og værdifuldt for Samfundet, om han end ikke er Fader, hvorfor skulde saa en barnløs Kvinde ikke ogsaa kunne udfylde en eller anden Plads godt og dygtigt. Livsgerningerne vil sikkert vedblive at være forskellige for Kønnene, men derfor behøver vel Kvinden ikke hovedsage-ligt at henvises til Fremtidsopgaven. Livet uden Ægteskab og Børn er selvfølgeligt mangelfuldt, vistnok ikke mindre for Manden end for Kvinden. Imidlertid er der næppe nogen, der tænker paa at docere Faderforpligtelserne for Drenge, som Livets hovedsagelige Opgave. I de mindre heldigt stillede Stænder lader Kvinden sig ingenlunde nøje med kun at være Moder. Heldigt vilde det være, om hun i nogle Aar af sit Liv kunde faa Lov til udelukkende at hellige sig Moderkaldet, og ikke mindre heldigt for Efterkommernes Sundhed vilde det virke, om Mæn­dene samtidigt vilde aflægge en Del Laster og daarlige Vaner.

Var der mindre Alkoholforbrug, saa blev der maaske ogsaa bedre Raad til at skaane Børnemoderen i de kritiske Tider.

Ellen Plum.

 

Efterskrift.

Efter Afsendelsen af ovenstaaende Udtalelser er Hr. Alfr. Ipsens »Fri Horizont« tilfældigvis faldet mig i hænde, og jeg kan ikke modstaa til min Artikel at føje nogle Bemærk­ninger for, at imødegaa Hr. Ipsens mærkeligt ensidige Opfattelse af Menneskehedens Forpligtelser mod Fremtidens Slægt. I sin Artikel »Vore Kvinder« synes Hr. Ipsen at være ganske i Sympati med den ovenfor imødegaaede Opfattelse. Og­saa han synes at mene, at Kvinder, de alene, hovedsageligt bør eksistere for Slægtens Vedligeholdelse og le­gemlige Velvære.

Han gaar saa vidt at udtale, at Kvindens Bidrag paa det aandeliges Omraade godt kunde besørges af dertil uddannede »Hetærer«, som naturligvis maatte være barnløse. Det er vel saa Meningen, at de øv­rige Kvinder ingen aandelig Udvik­ling behøvede. Det vilde i Sandhed være en smuk Arvelod, deres Børn kunde vente efter dem. Man an­tager jo, at Kultur og Dannelse gør sig arveligt gældende. Mændene vilde det især gaa ud over, forsaavidt som det paastaas, at Mænd, som oftest, hvad de aandelige Evner angaar, slægter deres Mødre paa. Hr. Ipsen skriver imidlertid: Faar vi først sunde (Hr. Ipsen synes her­med tildels at mene ukultiverede) Kvinder, saa tør vi ogsaa gøre os Haab om at faa sunde Mænd, i al Fald i Løbet af en Generation eller to«.

Hvorledes skulde dog disse sunde Mænd blive til, naar Fædrene ikke var sunde samtidigt med Kvinderne. Det maa antages, at Hr. Ipsen ikke anser Nutidens Mænd for at være mere sunde end Kvinderne, siden han taler om »at faa sunde Mænd« efter nogle Slægtled. Hr. Ipsen be­klager, at Kvinden ikke har draget Lære fra Dyreverdenen. Hvis hun havde gjort det, maatte hun særligt have lagt Vægt paa Mændenes Sund­hedstilstand. Hr. Ipsen er sikkert ikke uvidende om, at det er af aller største Vigtighed for Landbruget at opdrætte udmærkede Exemplarer af Hingste og Tyre.

Der er Tale om de »gode Racer«. Til Frembringelsen af en god Race maa Faderen mindst være lige saa god og ufordærvet som Moderen. Et Sted siger Hr. Ipsen: »Hvis vi virkeligt kunde opnaa at faa en Slægt af sunde og blomstrende Kvinder - - - saa vil Fru Alving kunne give sin Søn Solen«. Hvor­ledes skulde de blomstrende Kvinder kunne gavne de stakkels Os­valder, som er ødelagte af Fædres og egne Laster? Et andet Sted i Artiklen hedder det: »Man tør vist­nok paaregne almindelig Tilslutning og ingen Modsigelser, naar man sæt­ter Kvindernes Sundhed paa Pro­grammet«. En saadan Tilslutning kan Hr. Ipsen sikkert i ethvert Til­fælde gøre Regning paa, men over­for Efterkommerne vil det kun være halvgjort Arbejde, naar Mæn­denes Sundhedstilstand ikke sam­tidigt sættes paa Programmet, og naar Kvinderne ikke sættes istand til ogsaa aandeligt at give Efter­slægten noget at tage i Arv.

Hvorledes kan en Kvinde følge Hr. Ipsens Opfordring til »at skabe et lyst og lykkeligt Hjem for de smaa«, naar Mændene saa ofte kom­mer svirende til dette Hjem fra Varietéer og Elskerinder, og forpester Luften med Nikotindunster. Det er let at blive enige om, at vi bør have et aabent Øje for vor Forpligtelse mod vor Sundhedstilstand, men naar det gælder det kommende Slægtled, lad os saa ikke overse, at et godt Resultat kun kan opnaas, naar For­pligtelsen samtidigt optages af begge Køn.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner