« Tilbage til søgeresultaterne
Børnene
Indbyrdes Undervisning.
Hansine er det vanskeligste Barn, jeg endnu har haft med at gøre. Jeg forsøgte med det onde og med det gode, ja forsmaaede end ikke Spanskrørets Hjælp; men intet bed paa det Griseri og den Uorden, der tydelig nok var hjemmevant lige saa vel som Pryglene, og som gjorde det stakkels Barn til en Skræk for sine Sidemænd i Klassen. Da kom en af Kammeraterne mig til Hjælp. »Maa jeg prøve, Frøken«, sagde Lise, den kønneste og sirligste Pige blandt dem alle; »maa jeg sidde ved Siden af Hansine, saa kan jeg dog maaske faa hende lært at strikke ordentlig.« Hun kæmpede tappert med den andens indgroede daarlige Vaner, og jeg havde Lejlighed til at erfare, at det ingenlunde altid er Overlegenheden, enten i Alder eller Udvikling, som virker mest opdragende. Der er intet Spørgsmaal om, at Børnene jo lærer lettere og mere af hinanden end af os voksne. Der viste sig ogsaa her en kendelig Bedring, og jeg følte mig som befriet fra en tyngende Byrde. Da der var gaaet et Par Maaneder, kom Lise imidlertid til mig igen. »Jeg kan ikke længere holde det ud, Frøken«, sagde hun. Jeg gav hende fri med den Overbevisning, at hvor lidt eller hvor meget end min stakkels Sjuske-Dorthe var gaaet frem, saa havde Læretiden i hvert Fald ikke været spildt for hendes lille Lærerinde.
