« Tilbage til søgeresultaterne
Tjenestepigespørgsmaalet
I Bladet »Sociale Praxis« har Elisabeth Gnauck-Kühne udtalt sig om Vanskeligheden ved at faa Tjenestepiger og Aarsagerne dertil, og da det tildels er nye Synspunkter, hun bringer frem, kan en kort Gengivelse af hendes Artikel mulig paaregne Interesse.
Efter først at have fastslaaet den Kendsgerning, at der er Mangel paa Tjenestepiger, da Klagerne derover lyder fra det hele Tyskland, søger hun at komme til Bunds i Sagen. Hun godtgør ved Tal, hentede fra de statistiske Beretninger, at uagtet Befolkningen i Aarene fra 1882 til 1895 er vokset med 6 ½ Million Mennesker, saa er Tjenestepigernes Tal kun voxet med 31,543; forholdsvis burde deres Antal være steget med 185,232*).
*) Disse Tal maa selv staa ved deres Værd; de synes i Virkeligheden noget overdrevne.
O. A.
I Virkeligheden savnedes der 153,689 Tjenestepiger i de tyske Hjem. Aarsagen ligger ikke i Be-
folkningens Vækst - thi den største Tilvækst har netop fundet Sted i de Klasser, hvorfra Tyendet rekruteres. Aarsagen er heller ikke Fordringerne om højere Løn; thi de bliver gennemgaaende opfyldte. Og endelig bevises det gennem en Række Tal, at skøndt Overskudet af Kvinder i de samme Aar er dalet - 1035 Kvinder paa hver 1000 Mænd imod 1042 i 1882 - saa fordeler dette Overskud sig saaledes, at det ikke i nogen væsentlig Grad forrykker Forholdene i de arbejdssø-gendes Rækker. Det er kort sagt ikke, fordi Kvinderne ikke vil arbejde; thi arbejde vil de; samtidig har der fundet en stærk Tilstrømning af kvindelig Arbejdskraft Sted til alle mulige Industrigrene; det er kun Husarbejdet, der skræmmer, uagtet Fabriksarbejdet i Virkeligheden er baade mere anstrængende og kræver større Nerveanspændelse end den, der nogen Sinde kræves af en Tjenestepige. Dog ikke en Gang efter de »lettere« Pladser er der Efterspørgsel.
Og spørges der hvorfor, lyder Svaret der som her, fordi Kvinderne foretrækker Fabrikken med dens bestemte Fritid, som er deres egen til selv at vælge og nyde deres tarvelige Aftensmad, til at hvile deres trætte Lemmer efter eget Tykke eller til at adsprede sig ved de for dem tilgængelige Nydelser. Det kan ikke nytte, at man foreholder dem, at den Frihed er dyrekøbt; at de paa Grund af deres uheldige Køn faar deres Arbejde slettere betalt end Mændene og daarligere end Tjenestepigerne, at det strenge Arbejde og daarlige Kost vil sætte Spor i den kommende Slægt, og at Fabrikken ikke uddanner dygtige Husmødre - alt er forgæves; alt bliver ved det gamle, og de ser med Ringeagt ned paa »Husslaverne«, som gennem Tyendeloven danner en Undtagelsesklasse. Men selv om der til denne Ringeagt føjes endnu den Grund, at for mange Hjem spiller de rede Penge, som Fabriksarbejdersken hver Uge bringer hjem, en stor Rolle, saa maa selve Aarsagen dog søges dybere. Efter Forfatterindens Mening er det ideelle Grunde, der skaber Vanskeligheden; det er en Kultursygdom, et Symptom paa at Samfundet hævner sig for daarlig Behandling. Og dette Symptom kan kun forstaas i Sammenhæng med andre Tilsyneladelser - f. Eks. Kvindesagen, og kan ikke helbredes ved ydre Midler.
.Det kan siges uden Omsvøb: Husarbejde er for Tiden kun ringe anset. Men Ringeagten er ikke udgaaet fra Tyendeklassen, men er bleven denne bibragt. Ringeagten for Husmoderens og endnu mere for Tjenestepigens Arbejde er sivet igennem fra oven og nedefter. Sporet fører først til de besiddende Kvinders Dør; dog bør man ikke blive staaende her; gennem deres Dør maa vi videre til Mændenes Dør og spørge dem om Aarsagen.
Kvinderne har ikke spillet nogen indflydelsesrig Rolle i det forløbne Aarhundrede. Det 18de Aarhundredes Tanker er kommet allersidst til dem, saa de kan ikke gøres ansvarlige for de af disse Tanker fremkaldte sociale Forstyrrelser. Men naar saa Ideerne endelig er kommet til dem og Kvindens intellektuelle Tørst og hendes Retsbevidsthed er vaagnet og har tvunget hende til Kamp for nye Pligter og nye Rettigheder, saa tilraabes der hende:. »Du kan ikke forlange Mands Rettigheder, for Du yder ikke Mands Arbejde!« og dette Raab istemme alle Mænd, til hvilken politisk Retning eller hvilken religiøs Tro de saa end bekender sig. Det mandlige Arbejde sættes som den absolute Maalestok og det særlig kvindelige Arbejde, hvis Hovedbetydning netop ligger i dets Afvigelse fra Mandsarbejdet, som det fuldstændiggør, bliver fordømt. Det faar Stemplet: værdiløst, ufuldkomment og underordnet sat paa sig, og ender derfor med at blive betragtet som »uærligt« Arbejde. Logisk set kommer det til at se saaledes ud: Mandsarbejde=Herrearbejde, Kvindearbejde = Slavearbejde. Og at Slavearbejde - i det mindste i fremmede Hjem - skulde være eftertragtet, er ikke til at vente.
Men paa den anden Side - netop ved at se det paa denne Maade tør man haabe paa bedre Tider. Der maa komme den Tid, da Kvindens Arbejde i Hjemmet regnes for at være jævnbyrdigt med Mandens udenfor det. Ophæves dernæst Tyendeloven eller i al Fald renses for de mest forældede Bestemmelser, saa tør man haabe paa, at paa ny flere Kvinder vil søge tilbage til det bedre betalte huslige Arbejde. Det vil blive til Gavn for hele Folkets Sundhed og for alle Klassers Samfundslykke. Thi ogsaa den Klasse, hvorfra Tjenestepigerne fortrinsvis hentes, forhøjer sine egne Muligheder for større huslig Lykke ved den bedre Foruddannelse til at styre eget Hus og Hjem; ved at tjene »Herskabet« tjener de sig selv.
Men Omslaget maa komme fra Mændene. I Stedet for ved deres urigtige Vurdering af Kvinders Arbejde at tvinge disse til at søge Mandsarbejde, maa de hjælpe med til at faa en helt anden Opfattelse til at trænge igennem, denne nemlig: de Rettigheder, som Mændene har i Kraft af deres særlige Mandsarbejde, den maa Kvinderne have i Kraft af deres særlige Kvindearbejde. Den mandligste Mand og den kvindeligste Kvinde ere hinandens Lige.
I Øjeblikket virker Tjenestepigemanglen hæmmende paa Kvindernes Frigørelse. Men maaske er det godt, siger Forfatterinden. Masser af Kvinder har endnu ikke forstaaet, hvad der kræves af dem og mange er endnu ikke forberedte paa i videre Udstrækning end tidligere at tage de større Børns Opdragelse i deres Haand; og mange forstaa endnu ikke at kun pligtopfyldende Arbejde giver Livet sit Værd.
»Beskæftiget Lediggang« - den Lod, som venter saa mange Døtre af de højere Stænder - er en lige-saa tarvelig Forberedelse til at styre eget Hjem, som den en Fabriksarbejderske faar. »Men«, føjer hun til med et Suk, »disse Døtres og Hustruers Blomstertilværelse bliver vel næppe anderledes, før Kvindebevægelsen yderligere har skærpet Sindene og gennempløjet Jordbunden«.
