« Tilbage til søgeresultaterne
Rekonvalescenthjem for Kvinder
Foreningen til Oprettelse af Rekonvalescenthjem for Kvinder af den arbejdende og tjenende Klasse har udsendt sin Aarsberetning. Den sidste blev udsendt for 2 Aar siden, og Foreningens Stilling er væsentlig uforandret. Den har 18 faste Pladser paa Diakonissestiftelsens Marthabo. Rekonvalescenter faar fuldt Ophold, og Foreningen betaler desuden Medicin og Klæder, indløser pantsat Tøj o. s. v. Er en Pige ikke i Stand til atter at paatage sig en tjenende Stilling, oplæres hun stil en eller anden Gerning, hvorved hun helt eller delvis kan erhverve Livsopholdet. Opholdet paa Marthabo kan strækkes over flere Maaneder.
Der er dog foregaaet en væsentlig Forandring, idet nu ikke længere Flertallet af Rekonvalescenter kommer her fra Byen og dens Omegn; men Størsteparten, de 2/3 kommer fra Provinserne. Af 198 Rekonvalescenter, der har faaet Understøttelse, er saaledes de 118 fra Provinserne, og der ligger heri en stærk Opfordring til disse om at støtte Foreningen. 114 af Rekonvalescenterne er henviste til Foreningen fra Hospitaler, Sygehuse og Stiftelser, 84 fra Tjenester og Hjem.
Desuden har Foreningen et lille Fortsættelseshjem paa Lampevej Nr. 45, hvor de Kvinder, der ikke kan have Haab om at komme saadan til Kræfter, at de kan paatage sig en Kondition, kan blive optagne. Hjemmet begyndte med 5 Pladser i 1897, men maatte allerede Aaret efter udvides til det dobbelte Antal. Det er baade for ældre Kvinder, som kan yde et lille Vederlag for deres Ophold ved Hjælp andet Steds fra, og for unge Kvinder, som kuede og forpinte af Sygdom ikke kan arbejde og kun har Udsigt til at maatte søge til Fattiggaarden, at Hjemmet gerne vilde kunne aabne sine Døre i langt højere Grad en nu. Men for at kunne dette, behøves der Midler, og Foreningen anmoder alle, som maatte føle Medlidenhed med disse stakkels Kvinder, om at yde den Støtte. Af de Eksempler, som Beretningen fremdrager, fremgaar det ogsaa, i hvor høj Grad et saadant Rekonvalescenthjem tiltrænges; uden det vilde disse svage, halvsyge Kvinder staa aldeles hjælpeløse uden Midler til at komme til Kræfter igen og uden Mulighed for atter at blive arbejdsdygtige Mennesker. Bidrag kan sendes til følgende Adresser, og vi opfordrer indtrængende vore Læsere til at yde deres Skærv.
Emilie Bøggild,
f. Krohn,
Adr. Overretsassessor E. Bøggild, Johannevej 10. V.
Clara Rørdam,
f. Clausen,
Enke efter Pastor Th. Rørdam, Ørstedsvej 16.
Søster Margrethe Jensen Myssen, Faxe.
Mathilde Hindenburg,
Sekretær. Lykkesholms Allé 3 A.
Elise Dahlhoff,
Kasserer. Adelgade 77.
Axel-Olufsen,
Læge, Allégade 37.