« Tilbage til søgeresultaterne
Ud af Buret
(Cosmopolis).
(Fortsat.)
»Ja vist, ja, ingen Spektakel. Jeg vil jo bare se ham - en eneste Gang, før jeg gaar væk«.
»Væk - hvorhen?«
»Aa, Pokker i Vold«.
»Naa, ja, den Vej skal vi allesammen«, sagde Lizzie med en kort Latter, idet hun satte Barnet fra sig paa Gulvet og gav ham Ildrageren at lege med.
Lucy gik langsomt hen imod den snavsede Trappe, steg to, tre Trin op og stod saa stille og lyttede. En Mand stønnede deroppe - en Mand, der var dødssyg.
»Lizzie«, klagede han, »er det dig? Hvorfor lader du en anden Stakkel ligge her alene saa længe? Er der nogen hos dig? Hvad er der?«
Lucy blev meget bleg og gik ned igen. Hendes Hæshed var vendt tilbage og det tunge Aandedræt og den svidende Smerte i Brystet.
Hun slæbte sig træt ind i Stuen, hvor Barnet endnu legede med Ildtangen, og Lizzie Carruthers sad ved Bordet og stoppede paa en af Jims store Sokker for at faa Tiden til at gaa, medens Lucy snakkede med sin »gamle Mand«. Hun saa op, da Lucy kom tilbage, og stirrede paa hende som paa et Genfærd. Hvor hun var forandret paa de sidste Par Minutter, saa bleg - og ligefrem gammel!
»Jeg kan ikke gaa op endnu; det ligesom tager Vejret fra mig«, og Lucy sank tungt ned paa en Stol, strøg sig med rystende Haand over Panden og strøg et Par Haartjavser ind under Hatten. Det er, ligesom om det skulde tage Livet af en. - Aa, giv mig et Glas Vand«.
Der stod en Flaske med Vand paa Bordet. Lizzie skænkede et Glas fuldt og rakte det til Konen, som ivrig drak det ud til Bunden.
»Saa, nu er det bedre. Jeg vil prøve at gaa derop om lidt, naar mine tossede Ben ikke ryster længere. Jeg ved ikke, hvad - hvad der gaar af mig«, tilføjede hun hel hjælpeløst.
»Dersom du gerne vil se ham, skulde du se at faa det overstaaet i en Fart«.
»Hvorfor det?«
»Du har nok ikke lang Tid at løbe paa«.
»Naa, saa det har jeg ikke? Hvad kommer det dig ved?« svarede Lucy, medens hun tænkte paa, hvor det vilde være en Lettelse at smide det tømte Glas lige i Ansigtet paa hende, det frække unge Ansigt, og se det skæres i Laser af Glasskaarene.
»Ja, her er da det første Sted, de vil komme og se efter dig, skulde jeg mene«.
»Hvem vil komme?«
»Folk fra Fængslet og Politiet og alt saadan noget«, sagde Lizzie i en rolig, forklarende Tone.
»Det bryder jeg mig ikke om - ikke saa meget som saa! - nej jeg gør ikke«, udbrød Lucy trodsig, »jo før de kommer, des bedre, for hvad er mit Liv værd nu?«
»Aa ja, dersom du ser saadan paa Sagen, saa har du kanske Ret. Men jeg tror dog nok, jeg vilde stritte imod, hvis det var mig«, bemærkede Lizzie koldblodig overvejende.
»Ja det vilde sagtens du«.
Der opstod nu en trykkende Tavshed, som omsider blev afbrudt af Lucy, der rejste sig med Besvær. »Han banker paa dig; men jeg vil gaa op i Stedet. Det vil blive en Overraskelse«, mumlede hun trodsig. »Nej«, hun sank ned igen paa Stolen, »nej, jeg kan ikke - ikke lige nu - ved Gud, jeg kan ikke«.
»Tak for det, Md. Dulvers«, sagde Lizzie med et Udtryk af Taknemlighed. »Doktoren sagde i Morges: Hold ham fri for al Sindsbevægelse; - lad ham ligge fuldkommen rolig, ellers er han i Stand til at gaa ud som et Lys«.
»Sig ham, at jeg er her, vil du det? Og hvordan det staar til, og hvad der er sket. Spørg ham, om han har Lyst til at se mig, bare et Øjeblik. Det kunde jo være, han havde«, tilføjede Lucy tankefuldt.
»Javel. Jeg har ikke noget imod at gøre det for dig«.
(Fortsættes).
