« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebreve fra Mexico
af John.
(Fortsat).
Falder der endelig et lille Smil af, vover han sig med bankende Hjærte over paa Fortovet, der løber langs med Huset; dette Fortov tør han herefter betræde, og han er et Skridt nærmere sit Maal. Snart hilser de to paa hinanden, naar han om Aftenen indfinder sig, og det varer ikke længe, før han vover at sige et Par Ord til hende; for hver Aften der gaar, udspinder der sig længere og længere Samtaler, indtil han endelig tilbringer hele Aftenen foran Vinduet. Om ham siges der at han spiller Bjørn (haciendo el oso) ved hendes Vindue og om hende at Don Fulano er hendes Bjørn. Undertiden holder en ung Dame mere end én Bjørn, og saa hændes det, at Bjørnene kommer op at slaas, ja endog at den ene Bjørn stikker en Dolk i Hjærtet paa den anden. Jeg har set en forelsket Svend staa i en Port (hvor længe, havde jeg ikke Taalmodighed til at afvente) og stirre op paa en Dame i første Etage paa den anden Side af Gaden, akkurat som en Hund paa en Kat, der er krøbet op i et Pæretræ, og hun - ja hun kiggede naturligvis ogsaa paa ham. At Situationen var komisk, faldt hverken ham, hende eller de Forbipasserende ind.
Har en Pige en god trofast Bjørn, undersøger hendes Forældre i god Ro og Mag først og fremmest hans Formuesomstændigheder og Indtægter, dernæst hans Familje og Vaner, og kommer de til den Slutning, at han er et antageligt Parti for deres Datter, inviteres han indenfor en skønne Aften, og saa kan Bryllupet staa, naar det skal være. Alle pæne honnette Folk bliver viede to Gange, en Gang af Gejstligheden og en anden Gang af Øvrigheden. En Vielse foretaget af en Præst har nemlig ingen lovlig Gyldighed, og Gejstligheden paa sin Side erklærer et borgerligt Ægteskab for ugyldigt. Den store Masse af Befolkningen synes at give begge Parter Ret og gifter sig uden Hjælp af Præst eller Øvrighed; det er de færreste, der har Raad til et, baade af Øvrighed og Gejstlighed autoriseret, Ægteskab. For nogle Aar siden forelskede en Amerikaner sig i en mexikansk Dame og overtalte hende til at gaa ind paa, at borgerligt Ægteskab var alt, hvad der behøvedes. Men snart efter Bryllupet viste det sig, at ingen af Damens tidligere Veninder vilde kendes ved hende eller besøge hende, hvilket naturligvis gjorde hende ulykkelig, saa Manden gik til Præsten for ogsaa at faa den kirkelige Vielse fuldbyrdet. »Nej«, siger Præsten, »jeg kan ikke velsigne Eders urene Samliv«. Og der hjælper ingen kære Mor, for sent er for sent. Amerikaneren var gode Venner med Borgmesteren og klagede sin Nød til ham. Borgmesteren gaar til Biskoppen og beder ham om i dette Tilfælde at
foretage Vielsen; nej, det er umuligt at foretage den Vielse. »Godt«, siger Borgmesteren, »jeg kan ikke befale Dem at foretage Vielsen, men er dette Par ikke kirkelig viet før næste Torsdag, maa enhver Klokkeringning ophøre i denne By; I har længe nok forstyrret den offentlige Fred ved Eders evindelige Kimen«. Før den næste Torsdag havde den kirkelige Vielse fundet Sted og Vennerne bragt deres Lykønskning.
(Fortsættes).
