To Hjem

De to Huse, jeg i det følgende vil skildre, er min Moders og mit eget Barndomshjem. For min Erin­dring staar de to gode Steder med al Glansen over sig fra en lykkelig Barndoms Paradis. Men det er dog især min Moders efterladte Opteg­nelser, Dagbogsblade og Breve, som har givet mig Lyst til at forsøge, om jeg kunde fastholde nogle Træk fra en Periode, der ligger den nu­værende saa fjærn, ikke blot i Tid, men ogsaa i Sæd og Skik. Ogsaa to af min Moders Sødskende, Provstinde Louise Klein og Stiftsprovst Mørk Hansen har nedskrevet Erin­dringer, som jeg har Tilladelse til at benytte; og jeg skal i det føl­gende holde mig saa nær som mu­ligt til hvad disse Manuskripter med­deler.

Som nybagt teologisk Kandidat for­lovede min Morfar, Erhard Hansen, sig i Aaret 1800 med Præsten Mørks 20aarige Datter, Anne Marie. Han var selv dengang kun 23 Aar gam­mel. Frieriet indlededes paa føl­gende Maade. Ved hendes Søsters Bryllupsgilde, hvor den unge Pige vartede op, drak Huslæreren Dus med Husets ældste Søn. Præsten raabte over Bordet til dem, at han fandt det vel fortroligt. »Hvorfor maa jeg ikke drikke Dus med Deres Søn?« spurgte Kandidaten. »Aa, var det min Søn«, svarede den gamle, »jeg troede saagu det var min Dat­ter.« Erhard Hansen, tog Anvis­ningen til Følge og forlovede sig, men kunde i lange Tider ikke tænke paa Giftermaal. Vel havde han første Karakter og de aller bedste Anbefalinger; men hvad det dengang gjaldt om var væsentlig at faa Vel­yndere blandt Kirkeejerne, naar man da ikke kunde skaffe sig Kald ved at være vittig, saaledes som en af hans samtidige, der efter i 12 Aar at have været Præst paa Thunø øn­skede at faa Thrige, og da skrev følgende Ansøgning til Frederik d. 6.

Jeg allerunderdanigst søger Thrige.

Thi Præsten der er i de dødes Rige.

Halvtredsindstyve Aar og eet tillige

jeg leved her paa Jorderige;

maa tidt for mine Kreditorer vige,

og mine Sønner efter Skolen hige.

Gid Deres Majestæt nu vilde sige:

den  tolvaars  Præst  paa   Thunø   skal  have

Thrige.

Kongen skrev paa Ansøgningen: Den tolvaars Præst paa Thunø skal have Thrige.

Justitsraad Secher til Skaarupgaard skaffede vel Erhard Hansen Ansættelse som »Prækestudent« hos en gammel Provst Gregersen i Todbjærg ved Aarhus; men ordinere den forlovede Mand som Kapellan, det vilde Provsten paa ingen Maade, da han selv havde uforsørgede Døtre. Paa Frisenborg, hvor Hansen hørte hjemme, vilde der ikke blive noget Præstekald ledigt. At man ellers følte nogen Forpligtelse over­for ham, det ses deraf, at da han langt om længe fik et lille Kald, skrev Ejerinden af Grevskabet til ham: »Nu kan jeg da dø rolig for hans Befordring.« Det var Kammer­herre Rosenkrantz til Klausholm, der gav ham Kald; og Betingelsen var, at han skulde tage Kammer­herrens 2 Sønnesønner i Huset. Og­saa Skolelærerembederne blev besat i Følge Bevæggrunde, der var Embedsgerningen ret uvedkommende. En Skolelærer, bekendt for sin Hjælp­somhed, havde engang overtalt min Bedstemoder til at tage en lille Pige i Huset, hvis Fader var død_bort fra Kone og 8 uforsørgede Børn. »Jeg har saa faaet dem alle anbragt undtagen den ældste Søn; der bliver nok ikke andet for, end at jeg maa overlade ham mit eget Embede; saa kan han tage sin Moder i Huset«. »Ja, men han er jo ikke Seminarist«. »Nej, han er Snedkersvend, men godt oplært, og Provsten er ikke saa slem«. Ombytningen blev virkelig foretagen til alles Tilfredshed.

De unge Folk havde benyttet den tiaarige Ventetid til at forberede sig til Ægteskabet og Forældrepligterne. Anne Marie var i Huset hos en Ku­sine i Aalborg, der gerne vilde have hende med paa »Assembléer« i Byen; men hun sad hellere hjemme og spandt til sit Udstyr eller læste i de Bøger, hendes Kæreste sendte hende, Bøger som Rousseaus Emile, Fénelons Télemaque, Campes Raad til unge Døtre o. lign. Begge var de ægte Lærlinge af Oplysningstiden. Han et lyst Hoved og et lyst Sind, ivrig Pestalozzianer i Skolen, Ratio­nalist i Kirken og Frihedsmand i Politiken. Hun klog, alvorsfuld og pligtelskende til det yderste. Da hun senere boede i mine Forældres Hus, gik der aldrig en Fødselsdag, hvor vi ikke fik en lille Formanings­tale paa Vers eller Prosa. Som Eksempel paa Arten kan jeg anføre en saadan, skreven af min Bedste­fader til min Moder, der var hans ældste Barn:

Til Lykke! min kære Datter, paa din 8de Geburtsdag! Du har hidtil gjort dine For­ældre megen Glæde og kuns voldet os liden Bekymring, kuns enkelte Øjeblikkes Mis­fornøjelse, saa at vi have Aarsag til at takke Gud, som gav os dig.

Du er nu 8te Aar og maa nu ikke læn­gere regnes blandt de smaa Børn. Mindre Leg vil herefter tilstædes, mere Arbejde kræ­ves. Hvad dine Forældre især ønske hos dig, og som du maa bestræbe dig for, er mere Stadighed i alle dine Forretninger (!). ligesom du og maa vaage over dig selv, at du ikke bliver saa ømfindtlig eller pirrelig, at du ikke tager dig Smaating saa nær. Du maa lære at taale Smerte, at finde dig endog i smaa Fornærmelser af dine Sødskende og Andre. Opfylder du disse Fordringer, da er det nu, kjære Datter, du lægger Grunden til din egen Tilfredshed i Fremtiden, skjenker dine Forældre Glæde, og din himmelske Fader selv vil have Velbehag til dig.

Navnlig de ældste Børn maatte holde for til adskillige Eksperimenter i Campes Stil. Døtrene maatte saaledes øve sig i Mod ved at vaage over Blegen om Natten, Sønnerne ved at gaa op i Kirken i den sene Aften og hente Bibelen paa Alteret. De yngre Børns Opdragelse, siger Mørk Hansen, blev derimod mere jævn og naturlig.

Begge Bedsteforældre havde Ord for at være gode Opdragere, og mang­foldige var de Plejebørn, der blev optagne i deres Hus og underviste sammen med deres egne 6 Børn. Ligesaa ofte uden som mod Be­taling; Præsten ræsonnerede overfor sin mere husholderiske Hustru som saa, at var deres Kaar end smaa, saa var de andres, Enkernes og de faderløses ringere, og de havde der­for Krav paa Hjælp fra dem, der dog ejede et godt Hjem. Da Præ­sten Hald i Aarhus saaledes døde fra 7 Børn, mindedes Hansen, at han, mens de begge var Studenter og han selv uden Eksistensmidler, var bleven optaget i Halds velhavende Hjem i København, og han tog nu de to ældste Sønner i Huset. Den ene, Erhard Hald, blev senere Chef for et anset Handelshus i Manchester, men døde paa Nordsøen, fordi han ved Skibets Forlis, da de andre Passa­gerer reddedes, ikke vilde forlade sin syge Hustru. Han var saa længe han levede en nær Ven af Hansens Børn.

Særlig ivrigt tog Hansen sig dog af Seminaristers Uddannelse. Hans Hus blev et af de private Semina­rier, som Landet dengang havde ad­skillige af. »Naar Seminaristerne kom om Aftenen i Mørkningen«, skriver min Moder, »underviste han dem mundtlig i Grammatik, og jeg tror, at jeg dengang ved at høre derpaa fik en grundig Grammatikundervisning, som altid kom mig til Gode«. Da Skoleloven endelig ud­kom 1814 blev den pædagogiske Præst saa fornøjet, at han uden at lægge Mærke til, at Degnens Søn sad i Stuen, udbrød: »Naar Vor­herre nu blot vilde tage gamle Bøggild!« Han skaffede sig undertiden Fjender ved sin Iver for at rydde op i Skolerne, hvor han kom, men , selvfølgelig ogsaa mange Venner blandt de unge, som han tog sig af. »Min Fader,« siger Mørk Hansen, »var en virkelig Menneskeven, og han følte altid den dybeste Med­lidenhed med de smaa og svage, de undertrykte og forurettede. Han var aldrig bange for at sige sin Mening rent ud og traadte altid i Skranken imod egenkærlige og hovmodige Mennesker . . . Hans Undervisning var livlig og frugtbringende«. Han var ikke meget systematisk anlagt, holdt saaledes ikke meget af regel­mæssige Undervisningstimer; men de ældste Børn var saa læseivrige, at alt for deres Vedkommende gik fortræffeligt. De to yngste derimod var mindre anlagt for Studeringerne. »Min værste Bekymring i min Barn­dom«, siger min Tante, »har været at lære Lektier - Salmerne und­tagen - og den gammeldags Streng­hed, som mine Forældre ansaa for nødvendig, har ofte formørket min Barndom, især da min kærlige gode Fader var hidsig; og naar min Moder, inden hun straffede, sagde: Jeg er nødt til det, kunde jeg ikke forstaa det«. Heldigvis kom Søsteren Anna hende til Hjælp. »Da hun var 9 Aar og jeg 7, fik hun mig til at staa op ved Lys og sidde i Borge­stuen, naar Folkene gik ud fra Davre, og læse Tysk«. Denne Søster, der døde tidlig som Præstekone i Holeby, var efter alles Vidnesbyrd den mest begavede af dem. »Havde hun været en Mand«, hedder det bestandig, »vilde hun have drevet det vidt«. Den yngste Søn gjorde Oprør mod den megen Lærdom. Hans Moder overraskede ham engang i Færd med at vade ud i en Dam. »Hvad vil du der?« - »Jeg vil hellere dø end lære Latin!« Han blev senere Landmand. Min Moder, der var det ældste Barn, havde hellere end gerne taget imod den Latinunder­visning, Faderen ønskede at give hende, men fra Kvindesiden blev der nedlagt bestemt Forbud herimod. Noget maa dog vel være hængt ved; thi da hun senere kom ud som Lærerinde, viste det sig, at hun meget godt kunde undervise i Be­gyndelses-grundene til Sproget. Hvad hun fik af Undervisning hjemme, var i det hele sikkert ret tilfældigt; men maaske blev netop derfor Lære­lysten saa stor. Da hun gjorde sin første Udenlandsrejse som en Kone paa 60 Aar, lærte hun sig selv saa meget Italiensk, at hun kunde over­sætte nogle af Monrads Prækener for en evangelisk Præst i Syrakus, og under et Besøg hos sine Børn i Amerika, tog hun - dengang 73 Aar gl. - Timer i Engelsk. »Desværre«, skriver hun, »var det for sent til at skaffe mig, hvad jeg altid har ønsket, Færdighed i at tale fremmede Sprog. Det blev kun til, at jeg kunde hjælpe mig, men intet til Gavns«.           (Fortsættes).