« Tilbage til søgeresultaterne
Ud af Buret
(Cosmopolis).
(Sluttet).
Det kom i en overlegen - velvillig Tone, og der lyste et ildevarslende Glimt i Lucys Øjne; men Lizzie Carruthers lagde ikke Mærke dertil. Hun havde allerede vendt sig mod Døren, som hun aabnede for at gaa op ad Trappen.
»Lizzie, hvor Fanden bliver du af?« lød en skarp, forpint Stemme deroppe fra.
»Nu kommer jeg«, svarede Lizzie, »lad være at brøle saadan paa mig«.
Lucy sad og lyttede. Hun hørte sin Medbejlerskes Trin op ad Trappen, hørte Døren deroppe blive aabnet og lukket med en vred Smelden, og derpaa hørte hun de knirkende Sko henover Gulvet i Kammeret - Jims Kammer.
Hun lyttede spændt en Stund, medens hun stirrede paa Barnet, der sad paa Gulvet og havde travlt med sit nye, store Legetøj. Hvor det varede længe deroppe! Sagtens var Jim forskrækket og skamfuld, vilde ikke give sin egen Kone Lov til at se sig. Han havde altid været en Kryster, det havde han. Sagtens overtalte dette Fruentimmer ham til ikke at se hende. Det gjorde hun bestemt, for hun holdt jo ogsaa af Jim. Aa ja, hun vidste nok Besked, hun, den! - og Lucy saa saa igen paa Barnet. Ha! det var en Hævn at faa! Hvor let at slaa den Dreng ihjel - deres Dreng. Naar saa hun kom ned igen og fik at se, hvordan hun var bleven »betalt«! Barnet dødt - hans Blod paa Tæppet, paa Ildrageren, mellem de lyse Krøller. Ja, hvorfor ikke? Bessie var død, og Jim var maaske lige ved det. Hvorfor ikke? Hun greb Ildrageren og løftede den med rystende Hænder. Barnet saa op, fandt hendes Stilling komisk og smilede til hende; hun stod som forstenet. I samme Øjeblik blev Døren aabnet deroppe, og Lizzie raabte:
»Md, Dulvers!«
»Ja«, svarede hun.
»Det er værre med Jim. Han vil se dig; aa, kom herop, hurtig. Og«, tilføjede hun sagtere, »tal en Smule venligt til ham. Aa gør det!«
Lucy lod Ildrageren falde og gik mod Døren. Men der var en sælsom Ubestemthed over hende paa denne Dag. I den snævre, mørke Gang stod hun stille og grundede med Fingerspidserne trykket mod de hvide, sitrende Læber.
»Nej, nu kan jeg ikke gaa til ham«, mumlede hun. »Og hvad kan det saa nytte? Hvad i al Verdens Rige skal det kunne nytte?
Hun satte den ene Fod paa Trappetrinet, standsede igen og rystede paa Hovedet. I næste Øjeblik vendte hun sig bort og gik langsomt imod Gadedøren.
»Nej, jeg kan ikke se ham. Jeg vil ikke tale med ham nu. Jeg vil bare hjem igen. Det er det eneste, jeg bryder mig om«.
Hun sendte et sky Blik opefter. Der var ingen Lizzie Carruthers længer, som hviskede Formaninger ud over Rækværket; hun var gaaet tilbage til det lille Kammer, hvor Jim laa og hostede sig ihjel. Lydløst aabnede hun Gadedøren, traadte ud paa den lille skumle Gade og lukkede Døren omhyggelig efter sig. Hun prøvede den bagefter, om den holdt, prøvede den, for at ikke Barnet skulde slippe ud og komme til Fortræd. Da hun var vis paa dette, kastede hun et forskrækket Blik omkring sig, stirrede et Minut paa det snavsede Vindue oven over Dagligstuen og gik derpaa stille bort. Folk saa paa hende fra Døraabninger og Vinduer; enkelte studsede ved Synet af hende og syntes, at de skulde kende det Ansigt; men hun gik videre uden at se til højre eller til venste.
Da hun var kommen om Gadehjørnet, satte hun i Løb som en, der har Hastværk. Hun følte en umaa-delig stærk Trang til at komme bort, langt bort fra det altsammen. Hun ilede til Towerstreet Politistation saa hurtig, som hendes Ben kunde bære hende, ilede som et Menneske, der er forfulgt og i Fare. En halv Snes Politibetjente stod leende og passiarende ved Indgangen; de saa alle paa hende, da hun styrede hen imod dem. Der var nok noget paafærde - noget for dem, noget nede fra de mørke Smaagader, som hun kom fra - maaske hendes Mand havde banket hende i Fuldskab, eller maaske det var et Mord.
Lucy fo’er midt ind i Flokken.
Hør, Folk, hvor er Inspektøren? Jeg maa tale med Inspektøren straks«.
»Han er indenfor,« svarede en af dem, »Hvad staar der paa?«
Lucy banede sig Vej ind paa Stationen, fulgt af et Par nysgerrige Politibetjente. Fra det forreste Lokale gik hun ind i det næste og stod endelig for Inspektøren.
»Naa min gode Kone, hvad er der i Vejen,« spurgte han.
»Jeg er Lucy Dulvers. som for lidt siden løb bort fra Fængslet. De har hørt om det tænker jeg, og der bliver søgt efter mig«.
»Ja, vi har hørt derom«.
»Jeg ønsker at komme tilbage dertil; jeg har opført mig godt derinde, det har jeg! Jeg er ked af at være ude; det passer ikke for mig. Bring mig hjem, en eller anden af jer, vil I ikke nok? jeg længes saadan efter at komme hjem«.
»Hjem siger Du? smaalo Inspektøren, naa, det er et rart Hjem«.
»Ja«, var Svaret, »det bedste Hjem, jeg nogen Sinde har kendt«.
