Damernes Kunstflidsforening og dens Betydning

Foredrag ved D. Kvindesamfunds Fællesmøde

af Fru Emma Gad.

Jeg brugte Ordet Erhverv, og skal i denne Sammenhæng bemærke, at denne Uddannelse til Hushaandværkere, som maaske har en Frem­tid for sig, ikke er det eneste Punkt, hvor Kunstflidsforeningens Bestyrelse tænker sig at kunne skabe en Kilde til virkelig selvstændigt Er­hverv. I Foreningens Program staar der angivet som dens Formaal: af være til Gavn for det kvindelige Hjemmeerhverv, derved maa forstaas Bierhvervet, Hjælpen til det daglige Forbrug i Hjemmene med de smaa Indtægter, hvor alle Husfællerne maa yde hver deres Skærv, hvis det skal slaa til. Jeg har fundet det rigtigst i den Henseende straks at tone Flag, dels fordi jeg synes, at ogsaa den Slags Hjælpe-Fortjeneste i mange Forhold har sin Berettigelse, og dels fordi jeg ikke tror paa, at hverken Kunstvævning, Brodering, Hedebosyning eller Trædekoration kan føde sin Udøverinde helt og holdent, i hvert Fald ikke ordentlig. Folk vil ikke hertillands betale disse Ting med saa høje Priser. Men netop ved at skabe smukke Opgaver for Bierhvervet i Hjemmet, mener jeg, at en videre Udvikling af Kunst og Husflidssagen socialt set har sin store Betydning, idet den indirekte virker til Gavn for det virkelige Er­hverv. I det Tilfælde, at den kan drage noget af den Arbejdskraft bort fra Industrien og især fra Kontor­arbejdet, som nu søger til disse uhyre overbefolkede Erhvervsgrene for at tilfredsstille Behovet: Klæder og Lommepenge, og faa noget af Strøm­men ledet over paa Udøvelsen af kunstnerisk værdifuld Haandgærning, saa vil det være en Vinding for alle Parter. Den virkelig erhvervende Kvinde vil derved blive befriet for sin mest ødelæggende Konkurrent: Middelstandskvinden, der kun værd­sætter Arbejdet efter sit Lommepengebehov. Saa længe en ung Pige fra et velstillet Hjem vil indlade sig paa at staa som Ekspeditrice i en Forretning for de 15 à 20 Kr. mdl. som hun behøver til personligt Brug, uden at bekymre sig om, hvor me­get hun derved skader de Kolleger, der skal leve af deres Arbejde, saa længe er det ikke muligt at skabe et virkelig fagligt Sammenhold inden­for de kvindelige Erhvervsgrene. Foreningen kan tillige paa denne Maade efterhaanden retlede og ud­nytte en stor Arbejdskraft, som nu rundt i Hjemmene bortødsles paa unyttige og uskønne Ting ved at være Salgsbureau for arbejdende Damer og forsyne dem med virke­lig kunstneriske Tegninger og Mo­deller. Og den kan samle de spredte Kræfter fra hele Landet for derigen­nem at forædle Husfliden til Kunstflid og skabe et mere lønnende Mar­ked for Landets egne Produkter. At tilvejebringe en saadan Samvirken og gøre den til en stor En­hed, der har Betydning for Folkets Kvinder i de utallige Hjem, maa staa for de Ledende som Værkets Hovedtanke.

Vi har derfor fra første Færd vovet et stort Spring for at arbejde denne Tanke ind i Almenhedens Bevidsthed. Foreningen er ung og nystiftet, har ingen Penge, ingen Er­faring, ingen forretnings-mæssige For­bindelser, den har begyndt sin Skole­virksomhed for et Par Maaneder siden, og dog har den i Sommer straks paabegyndt en stor og sam­fundsnyttig Gerning ved Friundervisning. For det første afholder den et fire Maaneders Frikursus for omkring 50 unge Piger fra Køben­havn med to Timers daglig Under­visning i Hedebosyning og Kunstbrodering for at modvirke den her­skende uskønne Smag i Haandgærningen, særlig den grimme og unyt­tige Hækling, og hvad mere er, den har fra Landets forskellige Egne indbudt unge Piger, i Aar 11 i Tal, tre fra Island, fire fra Slesvig, tre fra Lolland og en fra Jylland til et fire Maaneders Kursus i Kunstvæv­ning med fri Rejse, frit Ophold og fri Undervisning, foruden at der er nedsat et Udvalg, der ledes af Gros­serer, Frk. Caroline Hansen, bistaaet af Fru Jutta Bojsen Møller og Frk. Agnes Frohne, som paa den mest fyldestgørende og omsigtsfulde Maade drager Omsorg for, at de unge Gæster faar alt at se, hvad Hovedstaden har af lærerige Seværdigheder baade i Henseende til Kultur og Natur­omgivelser. At Tanken er bleven hilst med Sympati og Tilfredshed ses bedst af, at de Styrende i vore forskellige Etablissementer, saasom Dansk Folkemusæum, Zoologisk Have, Tivoli, Panoptikon og Cirkus o. fl. med den største Beredvillighed har givet de unge Piger Adgang til deres Herligheder, ligesom Magi­straten har givet dem daglig gratis Adgang til Brusbade, hvad der efter min Mening i civilisatorisk Hen­seende er ret opdragende.     

Dette Sommerkursus er det Me­ningen at fortsætte hvert Aar med skiftende Gæster fra de forskellige Egne af Landet, saa mange, der er Plads og Raad til. Saavidt mig be­kendt, er dette et første Skridt, en lykkelig Blanding af Arbejde og For­nøjelse, der er bleven grebet med den mest levende Interesse og Be­gærlighed af selve de Unge, der er lutter Iver for at se og lære det mest mulige og næsten alle af egen Drift arbejder langt ud over Dagens fastslaaede Timer. Naar De betænker, mine Tilhørere, hvilken Betydning i national Henseende det vil have, hvilken Hjertevarme og hvilken Be­rigelse det vil give, at saa og saa mange unge Kvinder Aar efter Aar vender fra Hovedstaden tilbage til de landlige Hjem efter en lykkelig og lærerig Sommer, med Sindene fyldt af smukke Indtryk, af national Kultur, af gæstfri Venlighed, af nye Venskaber, af forhøjet Sans for Skøn­hed i Arbejdet, saa vil De allerbedst føle og forslaa, hvad vi, der har undfanget Tanken, mener med Samvirken og med vor Sags kullurelle Betydning. Sandsynligvis vil De nu tænke: Ja, alt dette er smukt og godt, men Pengene til det, hvor vil de faa dem fra, til Frielever hele Sommeren med Rejse, Ophold og Udflugter, til Væveskole og Tegne­stue og Snedkerværksted og Materiale og Lønninger og Kontorhold og Gud ved hvad mere. Selvfølgelig er det ogsaa paa det Punkt, at Tam­pen brænder - let er det ikke. Ganske vist er vi Kvinder vante til al undvære Penge, naar vi starter noget, af den gode Grund, at vi in­gen har; men det siger sig selv, at ved Grundlæggelsen af dette Foretagende, hvor der skulde anlægges en Skole med høj Husleje, kostbare Væve og fuldt Skoleinventar, forbunden med en andetsteds beliggende Snedkerskole med Høvlebænke og Værktøj, samt en et tredie Sted beliggende Tegnestue med fuldt Inventar, an­lægges et Lotteri med en øjeblikke­lig Forarbejdelse af 400 Gevinster, engageres de nødvendige Funktionærer, betales Avertering, Clichéer og Tryksager, altsammen uden nogen Indtægt i mindst et Aar, saa maatte en Anlægskapital paa 8 à 10,000 Kr. være en Nødvendighed, og selvfølge­lig havde vi dem ikke. Dog, havde vi ventet med at begynde paa Foretagendet til en saadan Kapital var bleven samlet, saa var vi simpelthen aldrig komne til at begynde. Folk giver ikke til noget, der endnu ikke eksisterer. Man maa efter min Erfaring have Mod til at vove Springet ud i det Uvisse og gennemgaa de dermed forbundne pekuniære Vanskeligheder og Kvaler i de første Aar, hvis man vil paabegynde en Samfundssag og har den fornødne Tro til den.

For dog imidlertid at have noget at begynde med, sendte vi en skrift­lig Henvendelse til omtrent tusinde Damer fra By og Land, som man kunde tænke sig vilde interessere sig for Sagen. Fra Landet kom saa godt som ingen Ting, men fra Kø­benhavn fik vi omkring 4000 Kr. og disse Penge er blevne saa fornuftigt anvendte, at vi virkelig for denne lille Sum har faaet hele Skolen indrettet og endda holdt den gaaende med Lønninger og øvrige løbende Udgifter de første Par Maaneder. Saa var Pengene naturligvis opbrugte, men i den første snevre Ven­ding har vi saa haft det Held, at en samfundsinteresseret og saare dygtig Dame ædelmodigt har ydet Forenin­gen et Laan paa gunstige Betingelser, foruden anden værdifuld Støtte uden hvilken vi vanskelig havde klaret os.

Da   vi  jo  saa   heldigvis   har   en Lotterikoncession, dernæst godt Haab om noget Statstilskud og aarlige Be­villinger   fra   forskellige   velgørende Institutioner -   maaske  ogsaa  private Bidrag, samt Udsigt til lidt Over­skud   ad   Aare   fra   Medlemskontingenterne,   der   endnu   kun   forslaar til Opretholdelse af Foreningslokalet, saa haaber vi ved   energisk og dygligt   Arbejde   at   kunne   kæmpe   os igennem   Begyndelsesaarenes   meget store   Vanskeligheder   og   inden   alt for  længe   at faa opfyldt den første Betingelse for at faa Vind i Sejlene, den,   at   faa   et godt beliggende Udsalgssted,   som altsaa  senere tænkes flyttet   sammen   med Foreningsloka­lerne og Skolen i Kv. Bygning.   Men da en beskeden Butik paa det bedste Strøg i København koster mange tu­sinde Kr. aarlig,  og der skal skaffes Butiksinventar og Salgslager, er dette jo ikke let at stille paa Benene. Dog vi haaber det bedste, især fordi Be­styrelsen  kan  sætte sin Lid til sine Hjælpekræfter.   Baade Lærerinder og Funkionærer udfører et beundrings­værdig   stort   Arbejde   og   føler   sig fuldstændig solidariske med det unge Foretagende. Dettes største Vanske­lighed   har jeg  imidlertid ikke nævnet,   og   det   er Tilvejebringelsen af en  værdifuld Bestand   af Tegninger, samt   den   kunstneriske   Assistance, den Del,   der   er Livsnerven i Fore­tagendet, da dets Værdi og Held ene og alene beror paa, om det er kunstnerisk   smukke Ting,   der fremkom­mer.    Vor første Omsorg var derfor at skaffe fyldestgørende kunstneriske Raadgivere,  og i saa Henseende har vi haft det Held at sikre os velvillig Bistand af saa anerkendte Autoriteter som   Professorerne   Vilh.  Bissen   og Arnold    Krog    samt    Arkitekt    Carl Brummer,   men   ikke   desto mindre stod vi jo ved Foretagendets Begyn­delse ganske uden Tegninger og uden Penge til at erhverve dem.    Vi hen­vendte   os   da   til  en Række Kunstnere   med Bøn om en Tegning som Gave,   og   med   den Kunstnere egne Elskværdighed   har   mange   af  dem efterkommet    Opfordringen.      Disse Tegninger er  under Arbejde nu,   og vil   udførte   i   Vævning,   Broderi  og Træarbejde blive at se paa Forenin­gens    første    Udstilling    af   Lollerigevinster  og Salgsvarer  i Midten af November Maaned; og hvad vi yder­ligere har haft Brug for af Tegninger og    daglig    kunstnerisk    Assistance bliver   for   Tiden   uden   øjeblikkelig Vederlag  ydet   af en ung Kunstner, der interesserer sig stærkt for Sagen. Uden    denne   Hjælp   i   kunstnerisk Henseende   vilde  det have været al­deles   umuligt   at  komme paa Gled, og   saa meget   kræves der for at til­vejebringe   den   nødvendige Bestand af Tegninger,   at  der   alt   nu   haves over  hundrede   store  og   smaa,   og dog  er  daglig   Trang  til  flere.  De vil af denne lille Oversigt have faaet et   Indtryk  af,   at  Arbejdet  ved   at starte dette Foretagende   er overvældende stort, Risikoen ret betydelig og Vanskelighederne mange. Blot ved at røre ved den, har den været som en Lavine; trods den ret stort anlagte Begyndelse har nemlig den ene Opgave med rivende Fart ført den anden med sig: Oprettelsen af Filialer i vore større Byer, hvoraf forhaabentlig Aarhus vil blive den første i Rækken, Tilbud om Eksport til Amerika af Hedebosyning, Planer om et meget tiltrængt Garnfarveri med holdbare Plantefarver, Korre­spondance angaaende Salg af islandsk Industri, Forespørgsler om snarlig Forøgelse af Undervisningsfagene med Læderarbejde, Bogbinderi, Metalciselering o. l. og mange andre Ting, som jeg ikke her skal trætte Dem med at nævne. Jeg skal kun fastslaa som Hovedsummen af, hvad jeg i Dag har fremsat, at den danske Kunstflids Fremme er en Sag, der bærer mange Spirer i sig og inde­holder store Muligheder alt i For­hold til i hvilken Grad det vil lyk­kes at faa selve Befolkningen i Tale, at interessere den for at forskønne det daglige Livs Brugsgenstande og derved gøre dem mere værdifulde og salgbare.

Det hele er jo endnu kun i sin Vorden, et lille svagt og besværligt Barn, der kan vantrives og dø, og i hvert Fald maa have forstandig Røgt og Pleje for at vokse sig kraftigt og stærkt. Men det er et kært Barn for dem, der har taget sig det an. Det er en interessant og smuk Sag at virke for, som alle Sager, der gaar ud paa at skabe og forøge Værdier.

Hvorom alting er, vil De have forstaaet, at Kunstflidsforeningen, hvis den vinder frem og griber om sig, vil blive den af Kvindernes Byg­nings Institutioner, som repræsen­terer det praktiske Forretningsliv, det Sted, hvor der bliver noget at se, og som derfor trækker det store Publikum til sig, det Sted, hvor der skabes og omsættes materielle Vær­dier, hvor der sælges og købes, hvor der er Liv og Røre, og som derfor kræver den absolut centrale Belig­genhed. Det skulde glæde mig om mine Ord har vakt lidt Interesse for Sagen i denne Forsamling. Hvis den har det, vil jeg bede Dem komme og se Virksomheden og lægge et godt Ord ind for den, saa den spreder sig til alle Landets Egne. Ja, netop spreder sig! Jeg kan i den Forbin­delse slutte med de samme Ord, hvormed jeg for fem Aar siden af­sluttede den Tale, der indledede Ind­samlingen til Kvindernes Bygning: Kvindernes Udstilling, den første i Europa, blev trods alle Vanskelig­heder ført igennem og fulgtes af Held. Lad os da haabe, at ogsaa Kv. Byg­ning vil blive rejst og bære en Løvetandsblomst over Porten. Det var Udstillingens Mærke. Da Løvetanden valgtes dertil, var næppe nogen anden Tanke forbunden dermed, end at Blomsten var af god dekorativ Virk­ning. Men man har absolut villet lægge en symbolsk Betydning deri. Nuvel, lad saa være! Lad da det danske kvindelige Samarbejde til Symbol vælge den saa længe ringeagtede Løveland, med Roden, der har en Nytteværdi, med Blomsten, der danner en Enhed af de mange, med Frøet, der i selve Luften spre­des over det ganske Land, og ad Aare kommer igen som et utalligt og lysende Foraarsflor.