To Hjem

(Fortsat).

Hansen var efter i 1 ½  Aars Op­hold i sit første Kald blevet kaldet til Todbjerg af Justitsraad Secher paa Skaarupgaard. Paa Herregaarden gik det flot til. Da den ældste Datter havde Bryllup, blev der købt Udstyr til to, skønt den yngste ikke var forlovet og aldrig blev det. I Præstegaarden derimod maatte man spare, især efter at Pengekrisen i 1813 havde gjort Embedsmændenes Lønninger næsten illusoriske. Min Bedstemoder arvede dengang 1400 Rigsdaler, men fik herfor kun en Ko og en lille Bilæggerkakkelovn. Man hjalp sig da saa godt man kunde uden Penge. »Min Fader vakcinerede os«, skriver Fru Klein, »min Moder kurerede os efter en Lægebog, og min ældste Søster under­viste os«. Præsten var imidlertid vel set baade hos Herremænd og Præster, og hvor knapt han end havde det, var der ogsaa i hans eget Hus altid Raad til Gæstfrihed. En af hans Omgangsvenner var Præsten Budz i Thorsager, der havde 21 Børn. Præsten Brøchner i Elbæk - Fader til den senere be­kendte Konsul Br. i Hull - var en af hans kæreste Studiekammerater, og et Besøg hos ham beskrives paa følgende Maade af M. H.: »Vi kørte et helt Læs gennem Aarhus, bedede i Solbjerg Kro og kom i Mørknin­gen til Elbæk, uden at Fader havde skrevet i Forvejen. . . . Min Broder Niels og jeg blev sendt i Forvejen med en latinsk Billet, hvori der stod, at Præsten nu vilde faa en Ven at se, som han ikke havde set i 25 Aar saml et Par, som han aldrig havde set. Da vi kom ind i Præste­gaarden og spurgte, om Præsten var hjemme, kom Brøchner hen til os og spurgte, hvad vi vilde. Min Bro­der svarede: Vil De ikke læse denne Seddel! Han sagde: Hvis Drenge er I? Niels: Det skal De nok faa at vide siden, men læs blot først Seddelen. Præsten gik da hen til Skorstensilden i Køkkenet, og da han saa, at det var Latin, udbrød han: Aa, I er Hansens Drenge fra Tod­bjerg, det er jo Latin!

Nu blev Glæden stor. Vi blev der i 3-4 Dage, blev naturligvis in­time Venner med de jævnaldrende vakre Sønner, gjorde Udflugter til Horsens Fjord og til en dejlig Ø, Varsø, der hører til Annekset, og de gamle fik rigtig udtalt med hin­anden . . . det var mageløst!«

Med endnu større Nøjagtighed skildrer den 72aarige Memoireskriver et Selskab, der blev holdt i Præste­gaarden ved den yngste Søns Daab, da han selv var netop 6 Aar gam­mel. Man havde indbudt alle Sog­nets Gaardmænd, der syntes særlig at være stive i at sige Villigheder. Til sidst hedder det: »Mens Foræl­drene dansede i Salen, fik Fader alle Børnene anbragte om et stort Bord i Dagligstuen, hvor han lærte dem den morsomme Leg: »Jeg har Griller«; og da han havde faaet dem alle til at slaa med Hænderne i Bordet, nikke med Hovederne og trampe med Fødderne, kaldte han paa Forældrene, som først forbavsedes, men siden lo, som om de skulde briste«.

1827 søgte og fik Hansen Ønslev Præstekald i Nærheden af Nykøbing paa Falster. Han tog straks sine to halvvoksne Sønner med til Fal­ster; Rejsen gik over Kallundborg, som man først naaede efter en 3 Dages Sejlads fra Aarhus. Noget senere drog den øvrige Familie af Sted med Indboet paa en Pæreskude, der gik lige til Nykøbing. Angaa­ende denne Sejlads afviger Familiekrønnikerne en Smule, idet den ene fortæller, at en Ret Torsk, der fan­gedes i Store Belt, spistes med Vel­behag, mens den anden meddeler, at man blev forhindret i Nydelsen af Torsken af Storm og Søsyge. Det er en lille Erindringsforskydning, som man maa holde Krønnikeskriverne til Gode i Betragtning af det lange mellemliggende Tidsrum.

Ønslev var et stort Kald, men den økonomiske Forfatning blev ikke bedre, maaske tildels fordi Gæstfriheden udvidedes, eftersom Børnene voksede til, men dog nok saa meget, fordi Præsten ikke havde Hjærte til at inddrive sine Indtægter med Magt. En nærboende Godsejer, en stor Bonde-plager, brugte den Trafik at laane Egnens Embedsmænd Penge for at faa dem i sin Magt. Ogsaa E. H. faldt for denne Fristelse, men lod sig dog ikke derved sætte i Knæ. Engang da Manden krævede ham for Penge, som var betalte, tog han rigtig Bladet fra Munden og sagde Herremanden Besked. Fra den Tid havde denne stor Respekt for Præsten fra Ønslev og sendte altid Bud efter ham, naar det kneb. Saaledes en­gang, da der blev skudt paa ham og han blev angst for sit Liv.

Engang var der ingen Penge i Præstegaarden, da der skulde be­tales Skat. Man trak da en Ko ud af Stalden, og Børnene græd over Skilsmissen fra det kære Dyr. Men det vendte hurtig tilbage, da en af Sognets Mænd havde betalt Skat­terne. En Søndag traf Præsten, da han gik til Kirke en af Storbøn­derne lige udenfor i fuldt Høst­arbejde. Han foreslog Manden dog at holde op med dette, saa længe Gudstjenesten stod paa. Manden gik ikke blot ind herpaa, men fulgte Præsten i Kirke med hele sin Be­sætning. En Mand i Sognet, der var »Skinder«, d. v. s. Tilbereder af Skindfrakker, forsynede længe Præste­gaarden med Tjenestefolk; og det hed da i Folkemunde: »Saa længe Præsten har Sul og Brød, skal Skinderbørnene inte lide Nød«, ligesom det om en af disse Børn, »den smukke Maren« blev sunget: »Saa snart som Præstens laver til en Vask, se saa er Maren slet inte rask; de gode Jomfruer, de gode Jomfruer, de gaar og varter hende op« - altsammen Beviser paa den hjærtelige Tone, der herskede mellem Sognefolkene og Præsten.

Denne forberedte nu sine to ældste Sønner tilligemed enkelte frem­mede Elever til øverste Klasse i Ny­købing Latinskole; og de store Drenge, som fandt Undervisningen i Hjemmet noget for uregelmæssig, længtes meget efter Skolen. Men saa maadelig var dennes Forfatning, at da Tiden nærmede sig til Mørk Hansens Artium - som dengang skulde tages i København - næ­rede han og hans Kammerater al­vorlig Ængstelse for Udfaldet, og han fik derfor sin Fader til at sende den gamle Rektor et Brev, indehol­dende et Vers af Horats, som paa Dansk vilde hedde: »Vær fornuftig og spænd i Tide den aldrende Hest fra Vognen, at den ikke tilsidst trangbrystig skal snuble og blive til Lat­ter!« Da dette ikke hjalp, forsøgte han at bevæge Kammeraterne til at forlange Skolens Forhold undersøgt, hvilket dog heller ikke skete. Ved Overhøringen, hvor han stod over­for Mænd som Madvig, Brøndsted og Øhlenschlæger, maatte han da erkende, at det væsentlig var de Kundskaber, han havde erhvervet i Hjemmet, han havde at stole paa.

I København maatte Sønnerne for en stor Del ernære sig ved at undervise og manuducere, hvilket dog ikke forhindrede dem i at tage levende Del i Tidens Rørelser og at føre et muntert Kammeratliv. En Selvfølge var det da, at man til­bragte alle Ferier hjemme og bragte Kammeraterne med sig. Saaledes gæstedes Præstegaarden af Frederik og Immanuel Barfod, Nikolai og August Blædel, af Mørch’er, La Cour’er og Bregendahl’er, der hørte til Slægten, Nyrup’er og Bjerring’er, der havde hjemme i Nabopræstegaardene foruden af mange andre. Man gjorde lange Fodture og holdt Skovballer om Sommeren, trodsede om Vinteren Sne og Storm, var saa, naar det skulde være: gerne fire i een Seng, forelsket op over begge Ører i Præstedøtrene eller deres Lærerinder, uden dog at begære andet end højst et Kys i Pantelegene -det var ganske Sten Blichers »Juleferien«. At ogsaa de ældre satte noget ind paa Sel­skabelighed, viser følgende lille Erindring. Et Par Præstefolk, en be­kendt Musikers Forældre, maatte engang paa Grund af Snefald over­natte paa Herregaarden efter et Bal. Præstekonen kunde ikke forsone sig med den Tanke at skulle møde om Morgenen i det adelige Selskab i sin afjaskede Balkjole. Mens de andre sov, vadede hun derfor hjem og overraskede alle ved at træde ind til Thebordet i en sirlig Morgen­kjole!

Sommerferien 1841 benyttedes af Mørk Hansen til en Tur til Jylland sammen med Faderen. Man hørte her Sten Blicher tale paa Himmelbjærget fra en Arbejdsvogn, besøgte et Utal af gamle Venner, deriblandt Pauline Worms Fader - Digter­inden var da en opvakt Pige paa 15 Aar, som i høj Grad interesserede den gamle Præst. Hjemturen blev for M. H. yderst betydningsfuld. »Vi gik om Aftenen om Bord paa Paketten, . . . der var flere unge Damer, saa at der ikke var Plads til Herrerne i Kahytten. Men min Fader, som altid var ligefrem og meget snaksom, gik dog derned, fandt en Køje og bad Damerne tillade, at han lagde sig. Næste Morgen tidlig kom alle paa Dækket, og et Par unge Damer, som han havde tiltalt i Mørket, indbød ham til at spise med dem af deres Madkurve (vi havde ingen). Han takkede, men paa den Betingelse, at hans Søn maatte faa noget med. Jeg blev nu forestillet for dem. . . . Den ældste var straks bleven gode Venner med min Fader, uagtet hun rigtignok fandt, at han var altfor ligefrem. . . Jeg holdt mig sky tilbage og talte hele Dagen kun et Par Ord med den yngste af Frøkenerne, som kun var 16 ½ Aar gammel og meget barnlig (men ubeskrivelig yndig) af Udseende. ... Vi tre Teologer (for­uden M. H. to Fætre til Damerne) disputerede en hel Del, og Damerne, navnlig den ældste, tog ogsaa Del deri. . . . Baade Fader og jeg var blevne meget indtagne i disse to unge Piger, og Dagen efter vor An­komst til København sagde Fader til mig, at vi burde gøre Visit hos de elskværdigste af vort Rejseselskab«. - Den yngste af Søstrene var Char­lotte Levinsen, som blev Mørk Han­sens højt elskede Hustru.

Den gamle Præst havde snart den Glæde at faa begge sine flinke Sønner til Nykøbing, Mørk Hansen som Kateket og den ældre, Niels, som Lærer ved Latinskolen. Den sidste stod uden Tvivl Faderen mest nær i Anskuelser. Han kom for sin politiske Virksomhed paa det sorte Bræt hos Regeringen og fik intet Præstekald saa længe Christian d. 8. levede. Mørk Hansen optraadte som Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling meget liberalt; men Faderen var dog misfornøjet med, at han ikke holdt sig længere til venstre.

Lige til Præstens Død 1853 var Hjemmet Samlingssted for muntre Skarer af unge og gamle, *) nu især bestaaende af de gifte Børn og Børne­børnene.

*) Monrad sørgede som Biskop i Nykøbing kærlig for, at der i den gamle Mands senere Leveaar kom Balance i hans Pengeforhold derved, at hans Indtægter blev noget mere regelmæssigt indkasse­rede.

Blandt disse var ogsaa jeg. For min 8aarige Erindring staar Huset i al sin store Tarvelighed som et rent Eden. Der var noget saa mageløs personligt over hver en Krog fra Kælder til Loft. Alt ude og inde, Dyrene i Stalden og Træerne i Lunden, Bedstemoders Silkeorme og Bedstefaders Bøger havde sin Historie, som man aldrig blev træt af at gentage eller høre berettet. Det var saa naturligt, at Borgestuen laa mellem Dagligstue og Køkken; thi Tjenestefolkene dannede en uadskil­lelig Del af Familien. Kærest var dog den gamle Præst i Sofakrogen, som - godt op mod Firserne, som han var - i en Haandevending kunde disputere sig varm, naar han drøftede Skolens eller Fattigvæsenets Tilstand med sin Datter eller Kristi Guddommelighed med sine ortodokse Sønner, og som med indtagende Skælmeri kunde spøge med Bisp­inden ved Bispeselskaberne. Selv et Barn kunde forstaa, at dette Hjem med dets mange aabne Arme og dets hele gammeldags Hygge og Gæst­frihed var noget, som man ikke finder paa Alfarvej.