Eli

Sidste Foraar var Bjørnstjerne Bjørnson, som Passager paa en af vore Bæltdampfærger, paa Vej til København.

Paa Dækket løb en lille fireaars Pige. Hun tiltrak sig den norske Stormands Opmærksomhed ved sit lyse danske Ydre og sin indtagende barnlige Frejdighed.

Bjørnson gav sig i Snak med hende og spurgte om den lilles Navn. Nej se, hun hed Eli - efter Pigebarnet i »Arne.« -

Ja - en af hans Venner i Norge havde ogsaa kaldet sin Datter Eli - fortalte Bjørnson - men Forældrene maatte høre saa meget om den gamle Dommer i Israel, ham der forkælede sine Drenge saa gyseligt, at de (Forældrene) tilsidst gav sig til at kalde Barnet Eline i Stedet for Eli. -------

Den lille danske Eli fik kort Tid efter en Pakke sendende til sit Hjem. (Jeg siger ikke hvor det er, for jeg har stjaalet denne private Historie til »Kvinden og Samfundet«). I Pakken var to Bind af Bjørnsons Fortællinger med hans Portræt. I det Bind, som begynder med »Arne«, havde Digteren skrevet følgende Linier:

Å du søde lille Eli, -

når du bliver så klog,

at dit hjærte får del i

alle ord i min bog,

og kan optrevle tråden,

som jeg spant om dit navn,

så du ser ind i gåden

fra favn og til favn, - -

ikke hør hvad de snakker!

For det største for dig, det er ej å være vakker

men trofast og grej.

Bjørnstjerne Bjørnson.