« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Skagen
»Jylland mellem tvende Have som en Runesten er lagt. Runerne er Kæmpegrave. «
Det er næsten umuligt ikke at citere ovenstaaende Verslinie, naar man en skønne Feriedag opdager sig selv staaende paa Spidsen af Runestaven, der hvor de vældige, langagtige Bølger, der karakterisere Vesterhavet (Fiskerne kalde dem »Hanner«), mødes med de blidere, runde »Hunner« fra Kattegat. I et kraftigt Stormløb styrte de i hinandens Favn og efterlader en lang, hvid Skumstribe, der som en vældig Finger peger fremad og opad, op mod det ukendte, mod det magnetiske Punkt, som Nansen og André og mange andre har søgt forgæves.
Ogsaa Heltegravene, Runerne paa Jyllands Ryg, træffer man overalt, særlig her i Vendsyssel, naar man pr. Cykle eller til Fods strejfer lidt omkring. Og de Grave vækker mange Tanker: Hvis de Mænd og Kvinder, som slumre der, nu kunde se os, deres Efterkommere, færdes her i vor fredelige Gerning, se os i vor Politik og i vore Forhandlinger om alle de »Sager«, som optager os, de vilde sikkert undres og kalde os en vanartet Slægt. Mon virkelig det næste Aarhundrede vil bringe lige saa store Kulturforandringer, som det sidst forsvundne? - Og ved Siden deraf: Er Forandringen egentlig saa stor? Er vi virkelig vokset fra de raa, barbariske Tilstande, hvor »Retten sad i Spydstagen«, eller har vore Dages Digter Ret, naar han siger: »Med glemte Løfter, med svegne Ord, med Traktaters forrevne Ark, med Brud fra i Aar paa jer Ed fra i Fjor har I gødet Historiens Mark. Og saa vented I endda, trygge i Sind, en Høst af den ædleste Slags. Se, nu spirer jer Sæd! hvilket flammende Skin! I undres, I ved hverken ud eller ind, thi der vokser Stiletter for Aks!« - Med Tanken paa Kina og Sydafrika kommer vi vist til at indrømme, at vi er naaet grumme lidt frem endnu, at Barbariet og den raa Magt endnu ikke har sagt sit sidste Ord. Men i denne »Kulturkamp« er det vist lettere at høre til en lille Nation end til en stor. Det følte jeg stærkest, da jeg engang i en Ferie talte en Del med en tysk Dame, som var særlig begejstret for: »unser Bismarck«. En Dag sagde hun saaledes til mig: »I Danske vilde dog ønske, at I ejede en Mand som Bismarck!« hvortil jeg svarede: »Hvad skulde vi dog med ham? Vi er jo ikke Erobringsfolk og har saa lidt som muligt med Storpolitiken at gøre, en Bismarck havde vi Danske aldeles ingen Brug for! Nej, vore store Mænd ere af en ganske anden Støbning«. Og saa fortalte jeg hende om to af vore store Mænd; jeg greb dem i Flæng, jeg fortalte hende om Finsen og om Dalgas.
Ja, Dalgas! Er der noget Navn i Danmark, om hvilket vi ikke strides, saa er det sikkert hans. Da jeg forleden kom til Aarhus for at tage Del i »Dansk Kvindesamfund«s Aarsmøde, om hvilket Bladets Læsere jo har faaet udførlig Meddelelse, var mit første Ord til min elskværdige Vært og Værtinde: »Jeg vil med til Dalgasfesten!« - Og efter de to temmelig anstrængende Dage, hvis indholdsrige Forhandlinger godt kunde have behøvet 3 Dage i Stedet for 2, gik jeg næste Formiddag en liden Rundtur i Byen. Overalt mødte man Klynger af Landboere, som var komne for at overvære Dalgasstøttens Afsløring. Mænd og Kvinder, flest Mænd, alle festklædte, med Smil om Munden og alvorlig Forstaaelse i Øjet. Og da jeg ved gode Venners Hjælp havde faaet en udmærket Plads, et Vindue i selve Statens Jernbanestation, og derfra saa ud over den Menneskevrimmel, som efterhaanden fyldte Pladsen foran, og ud over alle Fanerne, som smeldede i den friske Vind, og saa Ludvig Schrøder paa Talerstolen, da genkaldtes i min Erindring de Grundlovsfester, som for 40 Aar siden samlede os i enig Glæde over Friheden og Kong Frederik. Her var endelig en Gang virkelig Feststemning, thi her forstod man, at den Skare, som i Dag hyldede Dalgas, den var et Udtryk for hele det danske Folks Hyldest til den Mand, som ved sit utrættede, uegennyttige Arbejde har beriget vort Land og vort Folk mere end nogen anden.
For en halv Snes Aar siden kom jeg en Feriedag kørende med en Bondemand sydøstfra ind mod min kære Fødeby, Varde. Jeg mindedes min Barndom og sad og tænkte paa, hvorledes min Veninde og jeg Lørdag Eftermiddag, da vi var fri fra Skolen, vandrede ud paa Heden og plukkede Bær, »Rævlinger«, hvormed vi efterhaanden fyldte baade Maven og den medbragte Madkurv, alt mens vi studerede Hedens mange andre Fremtoninger.
Nu, en god Snes Aar efter, kom jeg altsaa kørende ad den samme Kant. Men Vejen gik gennem en prægtig Naaleskov, saa høj, at den gav Skygge. Jeg sad og undredes over denne Skovvej, som var mig ganske fremmed, da vi pludselig ved en Omdrejning kom forbi »Hedegaarden«; den kendte jeg; den byggedes i min Barndom ude paa den sorte Hede, hvor der hverken var Eng eller Mark eller noget som helst andet end Heden. Nu laa den der midt i Skoven med dyrkede Marker bag ved sig. Da forstod jeg for Alvor, hvilken Betydning Dalgas har haft for vort Land, og siden den Dag har Manden i de store Transtøvler og med Bulehatten i Haanden, som han stod der i Aarhus, da Sløret faldt for den smukke Statue, været min Helt, og derfor kunde jeg fortælle den tyske Dame saa meget om Dalgas, at hun ikke oftere nævnede »unser Bismarck«.
Efter et Par Dages hyggeligt Samvær med mine Værtsfolk i Aarhus, hvorved jeg fik rigelig Lejlighed til at studere de smukke Naturforhold i Byens umiddelbare Nærhed, de dejlige Skove baade mod Syd og Nord, og de meget smukke Skrænter ud mod Bugten, rejste jeg nordpaa. I Nørresundby besøgte jeg gamle trofaste Kvindesagsvenner, og derfra gik Rejsen videre, dels pr. Jernbane og dels pr. Cykle. Et Bedested undervejs maa jeg nævne, nemlig Worsaa. Fra den gamle Woergaard bugter Aaen sig i et dybt Leje gennem Skove og dejlige Kløfter ud i Kattegat. Der menes, at det er den Aa, Thomas Lange har beskrevet i »Aaen og Havet«. Vejen dertil var drøj. Cyklen holder ikke af det bløde Sand og de kantede Skærver, og da Solen i Middagstimen brændte saa stærkt, som den i vort nordlige Klima sjældent naar, saa var det i en temmelig opløst Tilstand, jeg naaede Worsaa Kro. Men her var virkelig ogsaa Oasen at finde: En stor, skyggefuld Have, umiddelbart ved den klare, friske Aa, og en hyggelig Værtinde, der serverede en udmærket Middag, som jeg nød i Forening med Husets Badegæster under et stort skyggefuldt Kastanjetræ i Haven. Efter en Middagshvile i det grønne, ved Bredden af Aaen, indbød 3 af Gæsterne mig til en Rotur op ad Aaen, og denne Tur staar for mig som noget af det mest idylliske, jeg har oplevet. Aaen selv med dens dejlige Bredder, hvor Træerne fra begge Sider bøje sig mod hinanden og tilhvisker hinanden de særeste Eventyr, forekom mig som et Stykke af en helt anden Natur, skaaret af og kilet ind midt i de fattige, sandede Marker.
Henimod Aften sagde jeg Farvel til den smukke Plet og de venlige Mennesker og cyklede over Heden til Sæby, der jo ogsaa, som bekendt, danner en ejendommelig idyllisk Plet for sig selv. Næste Morgen gik det videre langs med Bangsbo Strand til Frederikshavn, hvor jeg overværede det 2 Dages Fredsmøde. Om selve Mødets Forhandlinger antager jeg, at Bladets Læsere ad andre Veje har hørt. Her skal derfor blot nævnes, at det forundrede mig at se saa faa Kvinder ved et saadant Møde. Har Kvinderne monstro ingen Forstaaelse af selve Fredssagen? Hvis det er Tilfældet, da kommer vi vist til at skynde os lidt og finde vor Plads imellem de mange Spørgsmaal, der hører ind under det offentlige Liv. Vi er jo enige om, at det kun er et Tidsspørgsmaal, hvornaar vi faar Valgret og dermed den absolutte Forpligtelse til at interessere os for, hvad der angaar Stat og Kommune, Folk og Fædreland. Lad derfor ikke Valgretten komme og finde os altfor uforberedte; det kunde let faa alvorlige Følger.
Og nu selve Fredssagen; derunder særlig Arbejdet for at faa Staterne til at indføre Voldgift i Stedet for Kruppske Kanoner, hver Gang der opkommer Stridigheder imellem dem; denne Sag skulde synes at kunne samle alle Kvinder om sig. Kvinderne bære jo vel lige saa stor en Del af de Ulykker, Krigen medfører, som Mændene; thi er det end dem, der gaar mod Kanonerne, saa er det jo dog sandt, hvad jeg engang svarede en »Højærværdighed«, da han sagde til mig, at naar Kvinderne vilde have de samme Rettigheder som Mændene, at saa skulde de ogsaa bære de samme Byrder, altsaa ogsaa være Soldater. Jeg svarede da: »Ja, naar Fædrelandet trænger til os, saa skal vi ogsaa være rede, paa hvilken Maade der bedst er Brug for os. Men for Resten: For hver en Soldat, vi sender i Ilden, er der jo en Kvinde, der har sat sit Liv i Vove, da hun fødte ham«.
Jeg tror, vi skylder Fredssagen at melde os ind i Rækkerne, den er Kvindernes Sag lige saa vel som Mændenes. I Forhandlingerne her deltog ogsaa et Par Kvinder; ja selv da Talen direkte kom ind. paa et brændende politisk Spørgsmaal, da var det en Kvinde, Fru Louise Nørlund, for hvis politiske Indsigt og klare Udtalelser den anden Part maatte bøje sig.
(Forts.)
