« Tilbage til søgeresultaterne
To Hjem
(Sluttet).
Jeg husker, at jeg har set min Moder sidde i Gaarden og spinde Krølhaar af Kohaar, staa ved de store Kar, hvori man vaskede Kartofler ud til fint, hvidt Mel og ved Lysebordet, hvor der blev støbt Hundreder af Tællelys til Aarets Forbrug (»gemt 1688 Stk. Lys og Praase«, staar der et Sted i Dagbogen). Hun kunde ogsaa, efter at Dagværket var endt, gaa i Spidsen for hele Gaardens Besætning af Karle og Piger, naar Jordbærrene paa en varm Sommerdag trængte til at vandes. Hun var Læge, Lærer og tildels Præst ikke blot for Gaardens Folk men ogsaa for Husmandsfamilierne, som hørte til Gaarden. Jeg husker at have set hende indterpe A. B. C.’en med en af vore Husmandssønner, der var opgiven af Skolelæreren, paa samme Tid som hun stod i Køkkenet og »delte Sul« til Folkene; og mange og fæle var de Skrammer og Saar, der blev syede sammen med den sorte Silke fra hendes Syæske. Hvorledes Dagen forløb, fremgaar af et Eksempel, taget paa Slump fra hendes Dagbog:
10. Juni 1845: En travl Dag. Ulden.fra Efteraaret var ude at soles, Sækkene maatte repareres, 6 Fjerdinger Smør afsendtes med Skipper til København. Da der kom pludselig Bud, at der skulde skibes Rug, maatte jeg klippe 3 Stk. Sækkelærred itu og have alt, hvad der kunde sy, til at sy Sejl at tørre den paa. Jomfruerne fra Kjettinge (en nærliggende Præstegaard) var her. Stine har sagt op.
Endnu en Prøve:
29. Jan. 1849: Vi have slagtet 7 gode Svin. Flæsk 90 Lp., Fedt 99 Pd. Efter adskillige Anfægtelser har Bodil lovet mig at blive som Overkokkepige; jeg har fæstet Stine fra Holeby til Bryggerspige, en Maren fra Kjærstrup til Stuepige, beholder Kristiane til Barnepige, Jomfru Hansen til Mejerske, Stine til Undermejerske, lille Marie til Malkepige, mangler altsaa endnu nogle Malkepiger.
Den lille Lærerinde følte sig dog ikke trykket af saa megen Virksomhed. Hun skriver efter 6 Aars Ægteskab følgende:
... Er Foraaret skønnere i Aar end nogensinde før? jeg ved det ikke, men det gør stærkere Indtryk paa mig end nogensinde; maaske ligger det mere i, at jeg føler mig saa let, saa sund, saa glad, at det undertiden synes mig, som min lette Stemning kunde hæve mig fra Jorden. Hav Tak, o Gud for din Naade og lær mig at nyde med Varsomhed og Alvor Livets gode Dage, saaledes at ogsaa de andre maa finde mig beredt og hengiven.
Men - er det min Dagbog over Industri etc. ? Den har visselig taget en anden Retning, men skal dog ej forlade Husholdning eller Industri . . .
I 1847 flyttede mine Forældre til Nøbbøllegaard, der fremdeles blev vort kære Hjem og tillige et godt Hjem for mange andre i kortere eller længere Tid. Ogsaa dette Hjem havde sine Plejebørn. Min Fader var efter hans ældste Broders tidlige Død Familiens Hoved, og det faldt som af sig selv, at ingen af hans egen eller hans Hustrus Slægt skulde savne en hjælpende Haand, saa længe han var i Stand til at række den. *)
*) Han skriver til en Slægtning, der bad ham om et ikke ubetydeligt Pengelaan : Du skal faa, hvad du ønsker. Rigtignok har jeg selv maattet laane Penge til høje Renter, men jeg holder nok af at have en Spore, der tvinger lidt til Sparsomhed.
Undervist blev der dog ikke i et saadant Omfang som i den gamle Præstegaard. Det var ikke grammatiske Regler der hørtes i Mørkningen i Dagligstuen, men Sange og Fortællinger, som min Moder var uudtømmelig i, Fortællinger, der er blevne genfortalte for hendes Børnebørn i Ny Zeelands Urskove og Amerikas travle Byer. Hun havde en ikke ringe poetisk Aare; og de Smaavers, der ledsagede vore Julegaver - oftest nedskrevne mens Træet blev pyntet - kunde vel indeholde en eller anden Snert til vore Smaasynder, men havde dog en højere Flugt end Bedsteforældrenes moralske Formaningstaler. Maaske havde vi dog staaet os ved at gennemgaa Grammatik i de kære Mørkningsstunder; thi det efterlod en sørgelig Tomhed i Hjemmet, da Brødrene i l0aars Alderen blev sendte bort for at gaa i Latinskole; og deres taarevædede Breve og sorgfulde Afsked efter hver eneste Ferie, tydede heller ikke paa, at Udlændigheden for dem var let at komme over. Jeg har ihvert Fald fra den Tid af en stærk Uvilje mod alt, hvad der hedder Internater. Men Opdragelse var noget, som min Fader ikke sparede paa. Han vilde, at hans Børn i den Retning skulde have alle de Hjælpemidler, han selv havde savnet. Hans Formaning til dem var stadig: Fremad. Han havde dog ogsaa her et overlegent Syn paa Forholdene, skriver saaledes i 1860 til en af sine Sønner, der læste ved Landbohøjskolen: »Det er mig som dig om at gøre, at du lærer, hvad du ikke ved, og hvad der kan blive dig nyttigt i Fremtiden, uden at du skal tage Hensyn til Eksamens Udfald«.
Han kendte hvert enkelt af sine Børn og var altid betænkt paa at fremhjælpe, hvad de havde af Evner saa vel som at modarbejde deres Svagheder.
Foruden paa Børn og Plejebørn havde min Moder Lejlighed til at øve sit pædagogiske Talent, - som hendes Mand var meget stolt af -, paa en Mængde unge af begge Køn, som i Aarenes Løb i Egenskab af Lærlinge eller Funktionærer opholdt sig paa Gaarden for et begrænset Tidsrum. Der er adskillige af dem, som endnu omtaler disse Læreaar paa Nøbbølle som et Lyspunkt i deres Liv. Livet var frit og naturligt og fyldt ikke blot med Arbejde, men ogsaa med alvorlige Interesser.
Min Moder fulgte med i Litteraturen baade Indlandets og Udlandets og havde altid noget at meddele af til Ungdommen. Min Fader var lige saa stærkt interesseret i det levende Liv. Jeg husker hans Harme, da en adelig Landvæsenselev - vistnok den eneste, der ikke arbejdede paa Gaarden - en Dag havde læst Avisen uden at lægge Mærke til Sejrsbudskabet ved Solferino. Mine Forældre var efter min Mening ualmindelig fremskredne i Kultur, saa vist som det er Kultur at være gennemtrængt af Bevidstheden om Menneskenes indbyrdes Samhørighed, at arbejde ikke blot for sin egen lille Verden eller for sin øvrige Samtid, men for Arbejdets egen Skyld, det vil sige for de ukendte Slægter, som skal nyde dets Frugter. Naar Goethe paa sine Spadsereture medførte Violfrø, som han udsaaede til alle Sider, var det en poetisk Udførelse af denne Tanke, der i al Stilfærdighed syntes mig at gaa som en rød Traad gennem mine Forældres Virksomhed. Dersom min Moder ikke med rund Haand havde udsaaet af sit Kundskabsforraad og sine Evners Fylde, vilde hun ikke have været sin Faders Datter. Men ogsaa hos min Fader var den samme humane Tankegang levende. Et lille Eksempel kan maaske vise dette. Han havde indført et nyt Agerbrugsredskab paa Lolland. Da han engang som gammel Mand kørte paa Landevejen, saa han paa Marken ved Siden af sig dette Redskab blive brugt paa fejl Maade. Han sprang straks af Vognen og løb over paa Marken for at lære den fremmede Karl den rette Brug af Redskabet. Han opgav flere af sine Forpagtninger paa et Tidspunkt, da han vel vidste, at der var Fortjeneste at vente af dem. Men han følte, at Opgaven kunde løses bedre af yngre Kræfter og glædede sig ved at kunne give den i Hænderne paa Mænd, som han selv havde oplært, Mænd, der ogsaa siden altid bevarede ham i den taknemligste Erindring.
Desværre blev der snart sat Grænse for hans Virksomhed. Han døde allerede inden han havde fyldt 70. »Da falmede vor Lykke«, skriver Moder 36 Aar efter.
Hun overlevede ham i 40 Aar, og da hun var af de Kvinder, der ligesom Bien bygger Bo om og om igen, forstod hun ogsaa senere at danne et godt Hjem for sine egne og flere til. Endog i Udlandet blev hendes midlertidige Opholdssteder ofte en kær Tilflugt for mange. Saaledes da hun i Vinteren 1871-72 boede i Syrakus med en syg Søn, samlede der sig straks i den dengang ganske uciviliserede By om hende en lille Kreds bestaaende baade af Italienere og Danske. Da Hotellet i Neapel, hvor hun en Tid boede, var overfyldt, fik i den Anledning en af vore fremragende Kunstnerinder Plads i hendes Værelser. Hun skrev senere til Moder, at dette Ophold havde været for hende som et Besøg i en Præstegaard paa Landet i Danmark. Det var jo aabenbart Aanden fra det gamle Ønslev, der endnu ikke var død.
