« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra Skagen
(Forts.)
Søndag Formiddag var vi paa en dejlig Køretur oppe paa Flade-Bakkerne over den bekendte Bangsbo-Strand. Her oppe har man en herlig Udsigt til alle Sider. Selve Bakkerne med Lyng og Skov minder stærkt om Himmelbjergegnen, men overalt har man her tillige Havet i Tilgift. Fra Flade-Bakkerne kørte vi direkte til Frydenstrands Kuranstalt, beliggende lige Nord for Frederikshavn, med aaben Park lige ned til Stranden. Alle Fredsmødets Deltagere var nemlig af Dr. Ottosen og hans Frue indbudte til en saakaldt »Fredsfrokost«, hvor kun »Jordens Frugter« serveredes os i 7 Retter Mad foruden adskillige Biretter. Jeg tænker mig, at Spisesedlen maaske kunde interessere nogle af Bladets Læsere, og derefter aftrykkes den her:
Kompotter: Solbær, Pærer, Stikkelsbær.
Aprikosvin, Sommerdrik.
I.
Linsebøf.
Havesalat, Agurkesalat, Makaronisalat.
II.
Ragout, brunede Kartofler.
Blomkaalsbudding med rørt Smør.
III.
Fløderist med Asparges.
IIII.
Brød og Smør. Kiks.
Paalæg:
Protose med Æg. Radiser. Nøddesteg. y
V.
Melon, Annanas. Kirsebær.
VI.
Caramel Kaffe.
Svampekage, Jordbærkage.
Alle var vi enige om at prise Dr. Ottosens Gæstfrihed og Anstaltens udmærkede Mad, og selv om vi ikke dermed var vundne for en vegetariansk Levemaade, saa forstod vi, at der kan og bør spises meget mere Grøntsager og Frugt end vi som Regel gør, og at der deri er store Næringsværdier, som vi ofte ikke ænser.
Det var i det hele et fornøjeligt Samvær, som disse 2-3 Dage bragte. Naar man møder Meningsfæller, møder man jo samtidig Venner. Og blandt disse maa alle Mødets Deltagere med Tak mindes Hr. Bygmester Andersen og hans elskværdige Familie. Denne Mand beviste i Gerning, at man dog undertiden, naar man er begejstret for noget, virkelig kan »være baade her og der og Straalemester tillige«. Og det Hurra, han fik paa Skagens Jernbanestation, det kom sandelig fra oprigtige Struber.
Ja, Skagen! Der var blandt Mødets Deltagere Folk fra Danmarks Sydspids, Gedser; selvfølgelig maatte de fleste af dem op paa Nordspidsen. Et Ekstratog bragte os herop, og efter at jeg med min Cykle langs Stranden havde tegnet Omridsene af Jyllandshatten, Spidsen af Runestaven, og paa den lille Jernbanestation sagt Farvel til alle Fredsvennerne, rullede jeg min Vej alene her ned blandt Gl. Skagens Klitter, hvor mine elskede Vesterhavsbølger ruller mod Strande, og hvor jeg selv fri og frank kan tumle mig i dem, eller rettere: lade dem tumle med mig.
Næppe var jeg dog faldet i Ro her, før den store Begivenhed, et rent Venstreministerium, satte alle Sindene i Bevægelse - ogsaa her. Sikkert har vor retsindige Konge hermed i sit Livs Aften gjort den korrekteste Handling, som kunde gøres. Men hvad nu? Mange nye Spørgsmaal trænger sig nu frem - og særlig for os Kvinder: Vil den nye Regering nu forstaa Tidens Krav og stille os paa lige Fod med vore norske Søstre? Lad os haabe det bedste!
Men trods Politiken, som er den evige Uro, her ved Havet, her er vidunderlig Fred; alle Livets mange urolige Røster overdøves her af Havets Rullen. Hver Dag lyder den i forskellig Tonart, snart som en sagte Vuggesang, snart som en vældig Torden, men altid stor og herlig, altid skøn og frisk, altid vældig, saa man føler sig saa underlig lille selv.
Det samme følte jeg ogsaa forleden, da jeg stod paa den store, kridhvide, ensomme Raabjergmile. I gamle Dage smilte vi ad et Udtryk i Erslevs Geografi, hvor han siger om de jyske Heder, at de »minder om Ørkener«. Da vi aldrig havde været i nogen Ørken, kunde vi ikke ret »mindes« en saadan; men sandt er det, at naar man her forsigtig kravlede frem, lidt underlig angst for at synke og forsvinde i dette forunderlige Sandhav, at da maner Fantasien den store Ørkens Billede frem, og man føler sig som et Fnug, der saare let kunde »forsvinde i Verdens store Sandhav«.
Mens jeg sidder her og skriver, kommer der Ilbud rundt, at Redningsbaaden skal prøves. Paa Klokkeslettet samles alle de fremmede paa Stranden, fra Skagen kommer et Par Vogne med flere Gæster, og inden man har faaet Tid til at vente, kommer pludselig Redningsbaaden, trukket af 10 Heste, til Syne i Hulvejen mellem Klitterne. I et Nu staar den paa Stranden, Hestene spændes fra, og i Takt til et kraftigt »o haa!« løftes den store Baad af stærke Skuldre ned af Vognfaddingen og sættes halvt i Vandet. Aarene bæres ud, Mændene iføre sig Oliefrakker og Redningsbælter, og et Øjeblik efter gynger Baaden paa Bølgerne. Det er et overmaade smukt Syn at se den store Baad sætte over Revlerne: 10 taktfaste Aareslag kløver Bølgerne, Føreren sidder stout ved Roret, og i Forstavnen staar oprejst, rank og stolt, den Mand, der skal holde Øje med det strandede Skib og i rette Øjeblik tilkaste Skibet den Trosse, som er Frelsen for Besætningen. Se denne Mand i Forstavnen, mens Baaden bogstavelig hvert Øjeblik rejser sig op som en Hest paa Bagbenene! Stoltere Syn har jeg aldrig set!
Da Baaden er gaaet over alle Revlerne (her er 5) og har kastet Trossen ud, vender den tilbage med sin Besætning af Mænd. Se paa deres kraftige Skikkelser og djærve alvorlige Ansigter! Tilhører disse Mænd virkelig den samme Slægt, som fylder Varietéernes Lokaler i Storstaden? - Hist udlevede Oldinge i Tyverne; her sunde, kraftige, ranke Skikkelser i Tredserne! Alle Ansigter lyser. De elsker deres Baad, ogsaa naar det for Alvor gælder, og det sker ofte her paa Gl. Skagens Strand, hvor Revlerne strækker sig meget langt ud i Havet. -
2 Dage senere.
I Gaar Morges løb Rygtet, at et Skib var strandet lidt Syd for Kandestederne. Saa hurtigt som muligt fik jeg fat paa en Vogn og kørte til Strandingsstedet. Men Havstokken var farlig at køre i, thi Havet havde om Natten været meget højt oppe og var endnu meget uroligt. Vi asede derfor langsomt frem ad bløde sandede Klitveje, og først ved Middagstid naaede vi frem. Det var en finsk Skonnert, ladet med Kul, Mandskabet var frelst, men af Skibet saa jeg kun den ene Mast rage op, og den forsvandt under Bølgerne, mens jeg opholdt mig paa Stranden. Denne var opfyldt af Vraggods, som stadig drev i Land. Skibsdele, Madvarer og Stumper af Klædningsstykker laa her spredte paa Stranden i over l Mils Længde, og hvert Øjeblik bragte Bølgerne mere. Ja Havet er frygteligt i sin Vælde, hensynsløst boltrer det sig, lystrende usynlige Love, som da det en Dag i stille Vejr kæntrede Lars Kruses Fiskerbaad, og de kække Mænd, som saa tit havde trodset Uvejret, naar det gjaldt at redde Menneskeliv, de »gik væk« i Magsvejr uden synlig Aarsag.
Ved at se og høre om, hvor udmærket vort Redningsvæsen nu er indrettet, har jeg gaaet og stridt med Tanken om, hvor vi Mennesker dog er en løjerlig Slægt. Det ene Sted paa Jorden hædrer vi de Mænd, der har dræbt det største Antal af deres Medmennesker, og det andet Sted paa den samme Jord blandt den samme »kristne« Befolkning finder vi Mænd, som Gang efter Gang vover deres eget Liv for at frelse, om det saa blot er en eneste Mand fra de vrede Bølger. - Menneskene er dog en underlig Slægt!
Men bort fra dette. Jeg maa ned paa Stranden, ud i mine elskede Bølger. Havet bringer ogsaa Sundhed, her styrkes de slappe Nerver, og her brunes de blege Kinder. Den vege Vilje hærdes, og det sygnende Livsmod vækkes. Havet er Ungdomskilden.
p. T. Gl. Skagen, August 1901.