« Tilbage til søgeresultaterne
Det ubevidstes Poesi
Novellette i Korrespondancekort af Marie von Ebner-Eschenbach.
4. August.
Selv samme Dag min Svigerinde var kommen, kørte hun hen til Grevinde Wiesenburg. Hun ønskede at oprette en lille Forsømmelse, som Albrecht har gjort sig skyldig i. Han har nemlig glemt at melde Grevinden sit Giftermaal, og det synes hun at have taget ilde op. Emilie blev længe borte, og min Mand ventede paa hende i ængstelig Spænding. Jeg fik ordentlig Lyst til en Gang at komme i Fare, for at han ogsaa skulde ængste sig for min Skyld.
Da Emilie endelig kom hjem, viste han ikke nær saa megen Glæde, som han før havde røbet Uro. Han spurgte kun, om hun havde udrettet noget, og hun svarede: »Nej, egentlig ikke, du maa selv tage derover.« Albrecht protesterede,og det glædede mig. Om end hans Søster er et overordentligt Væsen, har hun dog ikke Lov til at sige du maa til ham.
15.
6. August.
Grevinde Blanka har besøgt os. Tænk dig en Snehvide med melankolske blaa Øjne og bølgende, silkeblødt, askelyst Haar. Min gamle Musiklærer (jeg beder hilse ham hjerteligst) vilde kalde hende en harmonisk Fremtoning. Jeg var fra første Øjeblik fortryllet af hende, og hun - aa, i hele mit Liv er ingen kommen mig i Møde med saadan Varme! Hun er en lige saa udmærket Person som Emilie, og hun har ogsaa haft mange Prøvelser; hendes Ægteskab var ulykkeligt, som hun selv siger. Hun er saa tillidsfuld som et Barn, skønt hun allerede skal være en tredive Aar gammel. Hvor sørgeligt, at jeg saa snart igen skal miste den Veninde, jeg lige har vundet! Slottet er nemlig solgt og Blanka er kun kommen hertil for at bryde op.
16.
8. August.
Det gaar mærkværdigt til her, siden Blanka er dukket op. Hun kommer ofte til mig og vilde vist gerne tale alene med mig. Jo vist! som om Albrecht og Emilie forlod os et eneste Øjeblik! Jeg bliver vogtet og passet paa .. . man kunde ikke bære sig anderledes ad, dersom Blanka var den Onde selv, som pønsede paa at ødelægge mig. Jeg er ikke mistroisk, men alt synes at være lagt an paa at vække Mistillid hos mig.
17
10. August.
Blanka maa en Gang have lidt en stor Skuffelse, hun hentyder ofte til noget saadant, »Der findes ikke Troskab i Verden,« sagde hun i Dag, og Emilie svarede: »Det staar enhver frit at bevise det modsatte; lad ham vise Troskab, saa findes den i Verden.« Medens hun talte, funklede hendes Øjne. Men Blanka udholdt rolig dette Blik, der fik mig til at blinke, som om jeg havde set et Lyn, og sagde: »Den Lære vil jeg drage Nytte af. Jeg skal trofast udføre mine Forsætter. De tror da vel ikke, jeg er kommen hertil for at lade gammelt Skrammel pakke ind? Jeg er kommen for at holde Dom, og det skal ske.«. Nu smilede ogsaa Emilie, men noget besk: »Holde Dom eller spille Angiver?« »Lige som De vil tage det.« »I saadanne Sager viser Angiveren sig ofte som medskyldig. Men det er meget muligt, at en Angiver ofrer alt, ogsaa den uskyldiges Fred, for at nyde Hævnens Vellyst.«
Jeg syntes ikke, der var megen Mening i den Tale; men Damerne talte med et Eftertryk, som om der var skjult en Hærskare af Tanker bag hvert Ord.
18.
Har jeg fortalt dig, at Blanka finder en Fornøjelse i at drille min Mand? Jeg begriber ikke, hvor hun tør. Hun driller ham med hans - hans smaa Huskefejl. Hun paastaar ogsaa, at han har opfundet en ny Retskrivning. Ved at ordne forskellige Papirer (sagtens hendes Mands) har hun fundet Ting, han har skrevet, og som hun vil vise mig - for den Retskrivnings Skyld. Hun sagde det saa besynderligt, og hendes Væsen, der var saa udfordrende, syntes at berøre Albrecht saa pinligt, at jeg blev rigtig ked af det og udbrød: »Ja, kom med disse Papirer! Jeg vil se dem! Jeg har jo desuden ingen Anelse om, hvordan min Mands Brevstil er; i vor korte Forlovelsestid var vi aldrig adskilte og vekslede følgelig ingen Breve. Altsaa kom frem med, hvad De har!« Men da fo’r han op - med ufattelig Heftighed .... og denne Heftighed og hans mørke, spejdende Miner .... Jeg elsker ham usigelig; men dersom dette varer ved, vil min Frygt for ham blive endnu større end min Kærlighed, og det, Moder - det vil være en Ulykke.
19.
15. August.
Højtærede Svigermoder!
Med ærbødig Tak bevidner jeg rigtig at have modtaget min kære Hustrus Korrespondancekort, og jeg forstaar til fulde Deres venlige Mening med at sende mig dem. Det er meget slemt; jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for at hun ikke skal gaa saadan og være bange for mig, naar det er mig, der er bange for hende. Der staar Tordenskyer over mit Hus, og Lynet kan slaa ned hvert Øjeblik. De ved alt; overensstemmende med min Pligt tilstod jeg Dem alt, da jeg bad Dem om Deres Datter .... Min Stilling er forfærdelig uholdbar; skal jeg ikke hellere tilstaa alt for hende?«!
Hun vil foragte mig; hvad raader De mig til? Skuffe min kære Hustru i Ord kan jeg ikke, det er nok, altfor meget, at jeg gør det med Fordølgelse. De maa raade mig!!
20.
18. August.
Kære Svigersøn!
De har vel ikke for Alvor gjort det Spørgsmaal, om De skal tilstaa alt, derfor kan jeg spare mig at svare derpaa. Med Hensyn til at skuffe maa jeg sige, at dersom De ikke kan det, maa De stræbe at lære det, thi hvordan vil De kunne regere, naar De ikke forstaar denne Kunst? Og at tage en Hustru har dog, saa længe Verden har staaet, været det samme som at ville regere.
21.
Højtærede Svigermoder! Tilgiv mig, De tager fejl. Jeg mente alvorlig, hvad jeg sagde om at tilstaa alt. Det er ikke saa besynderligt, som det ser ud, fordi jeg ved, at »man« ikke vil hvile, før »man« har forraadt mig. Men siden De tager det saaledes, vil jeg tie. Gid jeg ikke maa komme til at angre det; men det vil jeg vist.
Angeren er noget forfærdeligt.
Jeg er i hendes Hænder bleven en fejg Stakkel. For Resten kunde jeg slaa om og prøve en anden Fremgangsmaade; min Søster holder mig tilbage, ellers havde jeg allerede grebet til energiske Forholdsregler.
(Fortsættes).
