« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebreve fra Mexico
(Fortsat).
Klostre ere forbudte ved Lov, med Øvrigheden ser gennem Fingre men deres Smugeksistens. Kirken støttes ved Bidrag fra den i Reglen fattige Menighed., og som oftest er det en tarvelig Stilling at være Præst.
Enkelte begunstigede har dog fede Embeder. En bekjendt, hvis Sanddruhed vi ikke har Grund til at betvivle, fortalte os saaledes følgende Historie. Han besøgte en gejstlig Embedsmand i Byen Pueblo. Det viste sig, at begge skulde foretage en Rejse til Hest i samme Retning, og de blev da enige om at følges ad. Da de er rede til at tage afsted, viser det sig, at den gejstlige har
tolv Muldyr med tomme Sække og tolv Drivere med sig. »Hvad skal De dog med de mange Pakdyr«? spørger vor Ven. »Vent til vi kommer til næste By, og De skal se, hvad jeg vil med dem« er alt det Svar, han faar. I næste By holdes der Gudstjeneste og Confirmation med det Resultat, at vor Mand faar to Sække fulde af de store mexikanske Sølvdalere. Medens to af Driverne med stærke Reb gjør Sækkene fast til et af Muldyrenes Paksadler, bemærker den gejstlige til vor bekjendt »Se, det er, hvad jeg bruger de Dyr til; nu kan Driver Nummer en gaa hjem«. Hans medrejsende spørger, om alle de øvrige Dyr skal belæsses paa samme Maade. »Ja, før det sidste Muldyr er fuldt belæsset med samme Vare som dette, er min Rejse ikke til Ende. »Hvor ofte kan De nu gøre en saadan Tur«, spørger den forbavsede Forretningsmand, og faar til Svar: »Aa, naar Ulden er lang, gaar jeg omkring og klipper mine Faar«.
Der er i San Luis Potosi næsten hundrede Kirker, der alle, med Undtagelse af to smaa amerikanske, ere katolske. Flere af dem er udmærket smukke med deres kunstnerisk udhugne Granit Facader. En Kirke paa Byens Hoved-plaza er bestandig under Opførelse. Ved særlig Begunstigelse blev denne Kirke nemlig fritaget for Skat »indtil den var fuldført«, og de snu Præster blev snart enige om, at den aldrig skulde fuldføres. Stadig maa der arbejdes paa den; et lille Stykke rives ned og opbygges igjen i en lidt forandret Form; saa skjønt den har været i Brug i lang Tid, arbejder der dog stadig Folk paa at »fuldføre« den.
Da General Taylor i den mexikansk-amerikanske Krig belejrede Byen, begyndte han at bombardere Kirkerne; det kunde Indbyggerne ikke finde sig i og sendte strax Bud til Taylor: »Tag Byen, men skaan vore Kirker«. I en af Kirkernes sydlige Side ses endnu Mærker af »Yankeernes« Granater. Medens vi er i San Louis Potosi besøger vi »Compania Metalurgica Mexicana«, det største Sølv-Bly Smelteri paa det nordamerikanske Fastland. Et Besøg aflægges paa det store Torvemarked, hvor bl. a. en Bunke Rotter af en særlig Slags falbydes som Levnetsmidler. Hvad San Luis mest trænger til er Vand; den offentlige Vandledning yder ej altid Vand i tilstrækkelig Mængde, og der er for dybt til de underjordiske Kilder. Oppe ved Bjærgene samles Kilderne til en lille Sø, og to Gange om Dagen ledes det ind til Vandledningen, der fører til Byen, hvor det flyder ud i forskellige lave offentlige Brønde; her henter Kvinderne det i deres røde Lerkrukker, som de bærer fyldte hjem paa deres Skulder; for en Maler er her en uendelig Mængde Motiver til »Rebekka ved Brønden«. Ogsaa Vandsælgerne indfinder sig ved disse Brønde med deres Spande og Aag, og det hele danner en leende, snakkende Skare, der vel er værd at studere. En storartet Vandledning skal snart bygges, der vil forsyne hele Byen rigelig med Vand.
