« Tilbage til søgeresultaterne
Medfølelse
Ofte hører vi, at Nutidens Børneopdragelse frembringer smaa Egoister. Og ser vi os om i Livet, maa vi indrømme, at denne Ytring indeholder nogen Sandhed.
Vor Tids Stræben gaar ud paa at give Børnene den mest omhyggelige Pleje og Opdragelse. Og herom kan der jo kun siges alt godt. Men medens vi sørger paa bedste Maade for vore kære smaa, omgiver dem med al mulig Hygge, sysselsætter os med dem paa alle optænkelige Maader, giver dem det mest fuldendte Legetøj og de smukkeste Billedbøger, glemmer vi maaske i Tide at lægge Grunden hos dem til noget, som er af usigelig stor Betydning for Menneskenes Udvikling til sand Lykke. Vi forsømmer at indpode dem en levende Kærlighed til Næsten, Medfølelse med mindre heldig stillede og Trangen til at hjælpe og glæde andre.
»Moder, hvorfor har nogle Børn Fløjlspelse og andre Børn slet ingen Pelse?« spurgte en fire Aars Pog sin Moder, da de var ude at spadsere en kold Vinterdag. »Kære Barn, det er med Børnene ligesom med Planterne; nogle vokser i Solskin, andre i Skyggen.« - Vi maa søge at sprede lidt Sol til dem, som er satte i Mørket.
Fra England og Sverrig har vi hørt Eksempler paa, at Forældre lægger særlig Vægt paa, at Børnene i en meget tidlig Alder vænnes til at arbejde for deres mindre velstillede Kammerater. Børn laver smaa Foreninger med det Formaal ved eget Arbejde at erhverve Midler til for Eksempel at skaffe en eller anden lille sygelig Stakkel Plads i en Feriekoloni, eller til at betale for en Friplads for fattige Børn paa et Sygehus. Foreningsmedlemmerne samles til Møder i Hjemmene og udfører under Ledelse af en Moder smaa Arbejder af Pap eller simpel Træsløjd o. lgn. Senere afholdes der i Hjemmene Basarer, hvor disse Smaating sælges. I nogle af disse Foreninger betales der af Medlemmerne 5 eller 10 Øre om Ugen. De saaledes indkomne Penge anvendes i de ovennævnte eller lignende Øjemed. En saadan Forening i Stockholm for 8-9 Aars Pigebørn kaldes »De venlige Tankers Forening«.
Børnene nærer stor Interesse for deres Foreningsarbejde, og ved saadan Sammenslutning kan der med smaa Midler opnaas forholdsvis meget. Og Formaalet: at skaffe de lidende Lindring eller styrke de svage, er jo overmaade rosværdigt.
Vi kan ikke nægte os den Fornøjelse at fortælle en lille Episode fra en saadan Forening. Den Dag var kommen, da de af Børnene lavede Arbejder skulde sælges paa Bazaren. En lille Gut havde paa Pap syet en vældig Løve, og dette hans Hænders Værk var ham meget kært. Nu laa det der mellem alle de andre Sager og skulde maaske snart bortføres af en fremmed. Nej, det var altfor sørgeligt! Han gik dristig hen og snappede sin Løve, lagde den paa en Stol og satte sig selv derpaa. Men medens han saaledes skjulte sin Skat, hørte han Samvittighedens bebrejdende Røst. Han fulgte den, tog sin Løve og lagde den frem for det købelystne Publikums Blikke, dog med det stille Haab, at ingen vilde lægge Mærke til den. Det slog desværre fejl, Løven blev solgt. Men da Drengen med sin Moder gik bort fra Bazaren, vidnede Udtrykket i hans Ansigt om, at Hjærtet havde sejret over Egenkærligheden.
I Topelius’s »Trollsländan« stod der en Gang en lille Fortælling om »at samle Perler«. Smaa Piger og Drenge kan hver Dag samle Perler, nemlig vise deres Medmennesker Tjenester, Deltagelse og Venlighed. Et mildt Smil var en af de smaa og en virkelig Hjælp var en af de store, kostelige Perler. Den smukke Fortælling, begejstrede i sin Tid mange Børn i finske Hjem til med Iver at samle Perler. Og derved vandt de sig en rig Skat til kommende Dage. I den Kunst at lære Børnene Kærlighed til Næsten, at vække Deltagelse og Medfølelse hos dem, har Mødrene den bedste Foregangsmand i Topelius. Simpelt og naturligt fremtræder de gode Lærdomme i hans Fortællinger. Børnene kan ikke andet end synes om disse Drenge og Piger og gamle Folk, som her træder dem i Møde; de indser, at alle Drenge og Piger i Finland danner en stor Søskendeflok, og saadan slaar Fædrelandskærligheden Rod i deres Hjærter:
Det gælder siden om at værne og nære denne Spire, at den ikke skal kvæles af Egenkærligheden. Lykkes dette for os Mødre, har vi i alt Fald skænket vore Børn een Mulighed for at kunne leve Livet rigt og fuldt.
(Fra »Nutid«).
