« Tilbage til søgeresultaterne
Det ubevidstes Poesi
Novellette i Korrespondancekort af Marie von Ebner-Eschenbach.
(Sluttet).
22.
22. August.
Kære Svigersøn!
Deres Søster har Ret, energiske Forholdsregler skal De ikke forsøge med; men Herregud, naar man forraader Dem - besynderligt! det burde hedde forraader sig selv - saa maa De tilstaa, at De har haft den Ulykke at gøre Lykke hos en Kokette, men dog føje til, at med Hensyn til Hjerteanliggender kan Manden kræve Regnskab for sin Kones Fortid, men hun ikke for hans. Dersom jeg maa raade Dem, saa indlad Dem ikke paa Argumenter, undtagen det eneste: »Saadan har det altid været,« der rigtignok kun er svagt; men i denne Sag gives der kun faa stærke, og saa længe de svage gælder ... Vi ved om de fleste Mønter, at de ikke har den Værd, som de lyder paa; men dog bliver de taget for det fulde Beløb ... De forstaar mig.
23.
22. August.
Alt er godt, mere end godt. Vi var paa Slottet; Emilie og jeg, for at tage Afsked. Albrecht havde lovet at komme efter, men viste sig ikke. Jeg tænkte, han havde igen saa frygtelig travlt og undskyldte ham dermed hos Blanka. Alligevel - inden vi var komne videre langt paa Hjemvejen, hvem ser jeg . . . Ingen anden end min Hr. Gemal, som stod paa Vejen og spejdede efter os (naar jeg skal være fuldkommen oprigtig, maa jeg vist sige efter mig), med et Udtryk af den mest spændte Forventning. Da vi kom nær til ham, springer han ind i Vognen, ser først paa Emilie, som nikker beroligende til ham, og saa paa mig, og siger glad: »Der er I altsaa igen! Altsaa lykkelig vendt tilbage!« Lige som om jeg var kommen uskadt hjem fra et Slag eller fra en Udflugt til Menneskeæderne. »Hvad har du da frygtet for?« spurgte jeg, »Vejen er god og Hestene sikre.«
Da tog han mine Hænder i sine og udtalte det bevingede Ord: »Aa, min Skat - at elske er at frygte.«
24.
23. August
Nu er hun borte desværre, som et yndigt Syn, der dukker op og forsvinder straks efter. I den ellevte Time vaagnede Albrechts Samvittighed, og han kørte til Stationen for at sige Blanka Farvel. Det er en lang Vej, saa han kan ikke være her tilbage før i Aften. Emilie er bleven hjemme.
Aa, kære Moder, de tror ikke, jeg mærker noget, medens jeg i Stilhed morer mig kongeligt over alle deres Kunster. Albrecht er ikke kørt til Stationen for at vise Blanka en Opmærksomhed, men for at overbevise sig om, at hun virkelig tager bort. Emilie spadserer ikke op og ned ad Terrassen for sin Fornøjelses Skyld, men for at patrouillere som en Skildvagt. Og medens de træffer alle disse vise Forsigtighedsregler, er det, som de vil forhindre - netop sket. De Breve fra Albrecht, som Grevinden talte om, er i mine Hænder. Jeg har dem! Jeg har dem!
Emilie kalder, jeg vil gaa ud til hende. Jeg sender igen i Eftermiddag et Kort. Farvel saa længe.
25
23. Aug., Eftm.
Nu skal du høre, hvordan jeg fik fat i Brevene. En Dreng bragte mig en lille Kurv, fyldt med dejlige Roser. »Hvor kommer de fra?« spurgte Emilie. »Fra Hr. Pastoren.« Intet var rimeligere. Vi havde nylig staaet stille uden for Præstens Have og beundret hans Centifolier, og det var netop Centifolier, som Kurven var fyldt med. Jeg glæder mig, tager dem ind i mit Værelse for at sætte dem i Vand, og se! skjult under Blomsterne ligger der en Seddel og en lille forseglet Pakke. Paa Sedlen stød der:
»At udlevere disse Breve til Dem, koster mig meget, nemlig Deres gode Mening. - Alligevel, jeg betaler Prisen, gid De maa høste Fordelen. Livet overhovedet, og Ægteskabet i Særdeleshed, er en Kamp. Her er Vaaben.
Blanka.
I det Øjeblik, da hun skilles fra os for stedse, er hun endnu oplagt til en noget ondskabsfuld Spøg! Det viser ganske vist en stærk Sjæl, og hvad hun siger, er jo ret aandrigt; men et Par ligefremme, hjertelige Afskedsord vilde dog have været mig kærere.
26.
24. August.
Min elskede Moder!
I Dag maa det være et Brev, og det maa du tilgive mig.
Jeg fortæller fra Begyndelsen af, skønt kun Slutningen er mærkelig.
Albrecht kom først tilbage Klokken ni i Aftes.
Han havde ladet Vognen holde uden for Gaarden og var straks ilet ind i Huset, medens jeg stod ved Vinduet og var helt ængstelig, fordi der trak svære Tordenskyer op. Da aabnes Døren, og Albrecht styrter ind. Jeg forskrækkes og giver et Skrig fra mig. Han skriger ogsaa - et formeligt Raab - »Hvad er der? Hvad fejler dig? - Hvad er her sket?« . . . Ser sig om i Værelset, ser alt med et eneste Blik, ogsaa Roserne, som staar paa Bordet ved Siden af Lampen, og jeg, som bliver forskrækket ved hans forstyrrede Væsen, plumper straks ud med: »Blanka har sendt dem, dine Breve laa ved Siden af.«
Han fo’r sammen som en saaret Hjort, sagde ikke et Ord og knugede begge Hænderne om sit Hoved.
»Albrecht! Albrecht!« udbrød jeg, »hvor uretfærdigt af dig, skrækkelig uretfærdigt! - Ikke sandt?« ... Han stønnede kun, og jeg ved ikke selv, hvor det kan være, at jeg ikke brast i Graad ved Synet af hans Smerte, men kunde sige - rigtignok med meget beklemt Stemme: »Hvor uretfærdigt af dig, at du vil have Hemmeligheder for mig og ikke vise mig for dig, som du er, med din gode og brave Karakter og din mangelfulde Retskrivning!« »Du spotter,« fik han med Møje frem og jeg svarede: »Spotte dig? Fordi du ikke har haft Tid til at hænge over Bøger? En Mand som du, der har saa meget bedre at gøre! Kære Ven, hvorfor har du villet skjule noget for mig? Hvad har det at sige for mig, om du tror, at Inserfloden udspringer i Nassau, eller at Katharina af Medicis var gift med Peter den Store? Naar du kun ganske sikkert ved, og fastholder, og aldrig glemmer, at jeg er din eneste Veninde og fortrolige og maa blive det . . .« »Og vil?« afbrød han mig og snappede efter Luft. »Vil? . . . Kommer det her an paa, hvad jeg vil? Er jeg ikke din Kone?« Og han: »Dette nu? Nu - efter at du har læst - - Han pegede paa Pakken og skælvede, ja virkelig, hele den store, stærke Mand skælvede, og det var hans Lykke, for ellers var jeg bleven alvorlig, ubarmhjærtig vred. Men fordi han saa helt skamfuld og angergiven ud, sagde jeg blot bebrejdende: »Læst? . . . Albrecht, hvor kan du tro?«
»Saa du har ikke ? . . . har ikke . . .« »Se selv efter, om Seglet er uskadt,« gav jeg temmelig tørt til Svar, idet jeg puttede Brevene i hans Brystlomme. »Og i Fremtiden maa du aldrig mere tro, at jeg med min gode Vilje skulde gøre noget, som er dig imod . . .«
Nu kommer det mærkelige, det som jeg vil huske, saa længe jeg lever. I Stedet for at fare op som jeg maatte vente, over mine haarde Ord, i Stedet derfor - - Kære Moder, aldrig har han knælet for mig, ikke da han friede, ikke i de første Forlovelsesdage . . . Men i dette Øjeblik - før jeg besindede mig, før jeg kunde forhindre det - laa han der, for mine Fødder, min velsignede Mand, min dyrebare Herre og Husbond, og foldede sine Hænder som en bedende. I hans Øjne stod store Taarer, og fra hans Mund lød det med høj Jubel, med stille Henrykkelse :
»O, min Hustru! mit Barn!«
