« Tilbage til søgeresultaterne
Rejsebreve fra Mexico
af John.
(Fortsat).
Fra San Luis Potosi, der ligger noget over 6000 Fod over Havets Overflade, sænker Niveauet sig gennem flere Højdedrag, og efter som det sænker sig, bliver Egnen frodigere og frodigere paa Grund af den forøgede Regnmængde, og lidt Øst for Byen Cordenas løber Toget gennem den smukke Canoas Dal, hvis Beliggenhed er omtrent 3,500 Fod over Havet; her begynder Sukkerrørs-Distriktet, men Rørene ere smaa og tynde, som vi har Lejlighed til at se ved Stationen Las Canoas, hvor man er ved at læsse et Par Jærnbanevogne med dem. Sukkerrøret trives bedst i de lavere liggende Egne. Det er ikke Sukkermarkerne saa meget som de grønne Græsmarker, der giver Landskabet sit livlige Udseende; man maa have rejst flere hundrede Mil gennem tørre, forbrændte og sandede Egne for ret at kunne nyde Synet af friske, grønne Marker og Enge.
Et Par Timer senere standser Toget ved Rascon, og da et Fragttog er løbet af Skinnerne længere fremme, bliver Toget opholdt her nogle Timer, som vi benytter til at bese denne Landsby. Der er ingen regelmæssige Gader, og man maa ælte sig frem gennem Mudderet for at komme frem. Husene ere dannede ved at nedgrave den ene Palme-stamme ved Siden af den anden, og Tagene dannes af Palmeblade og Straa. Befolkningen er smudsig og bestaar mest af Indianere; man kan ej undre sig over, at mange dø her hvert Aar af Feber.
Paa den anden Side af Rascon bliver Plantevæksten stadig mere tropisk og man ser en ny Plante eller et nyt Træ for hver Par Mil man tilbagelægger; mange er bekendte fra Drivhusene hjemme, men de fleste er endnu fremmede for os; Ibenholtstræet f. Eks. med dets smaa mørkegrønne Blade qg forkrøblede Stammer. Konvolvolus trives frodigt i hele denne Egn og deres mange forskelligt farvede Blomster opliver det ellers mørkt udseende Vildtnis. Endnu længere fremme bestaar Skoven næsten udelukkende af Vifte-Palmer med en Underskov af Bambusrør. Man glæder sig ved Synet af de første høje slanke Palmetræer; men Mil efter Mil farer man gennem Palme »skove«, hvor hvert eneste Træ synes at være støbt efter det første man saa; de bliver En snart saa ligegyldige, og tilsidst ønsker man dem næsten helt ude af Landskabet, om det ikke var, fordi deres døde Bladhjørner tjener til Fodfæste for forskellige Arter af Orchideer - saa ser man efter Orchideerne og ikke efter de ensformige Palmer.
Paa et Sted løber Banen gennem en Kaffeplantage, hvor de røde Bær bliver samlede i Skyggen af de mægtige Løvtræer, der beskytter de sarte, smaa Kaffetræer mod den hede Middagssol.
Ved Stationen Las Palmas ere vi heldige nok til at træffe den elskværdige og gæstfri Don Angel (efter Landets Skik kaldes han ved Fornavn) til hvem vi har Brev fra Guvernøren, og vort Ophold her bliver saaledes meget behageligt. Don Angel er Bestyrer af sin Moders store Gods, han driver Kvægavl og Eksport af Farvetræ. Han var ej stort mere end en Dreng, da hans Fader døde, og han maatte forlade Universitetet i Filadelfia for at tage Vare paa det fædrene Gods. Det var ej et let Foretagende for den unge Mand, og han maatte kæmpe sig frem mod Bedrageri fra allé Kanter; mange og interessante ere de Historier han fortæller fra de gamle, vilde Dage.
