« Tilbage til søgeresultaterne

Elisabeth Cady Stanton

Af: Dagmar Hjort, Elisabeth Cady Stanton

« Se emneord

Ved Dagmar Hjort.

(Da jeg har tænkt mig, at det kunde interessere »Kvinden og Sam­fundet« s Læsere at stifte Bekendt­skab med den Kvinde, der mere end nogen anden maa betragtes som Op­hav til den amerikanske Kvinde­bevægelse, som den, der gav Bevæ­gelsen dens Karakter og formede dens Program, har jeg her i en for­kortet Oversættelse gengivet Elisabeth Cady Stantons Erindringer*) indtil Tidspunktet for hendes første offent­lige Optræden ved det Møde, som hun i 1848 sammenkaldte i Seneca Falls, og som indvarslede Kvinde­bevægelsen i Amerika.

*) Eighty Years and more.  London 1898. T. Fischer Unwin.

Man vil af denne Beretning om hendes tidligere Liv og Udvikling, meddelt med hendes egne Ord, faa et Indtryk af hendes djærve og kraf­tige, ganske usentimentale og fordoms­frie Personlighed, og ved at se, hvilke Oplevelser og hvilke Reflexioner, der blev bestemmende for hendes senere Optræden, vil man faa et Bidrag til Forstaaelsen af Kvindebevægelsens indre, psykologiske Aarsager).

 

Med adskillige Generationer af kraftige og handledygtige Forfædre bag mig, begyndte jeg Kampen for Tilværelsen under ret gunstige For­hold i Johnstown den 12. Novbr. 1815, samme Dag som min Fader Daniel Cady, en fremragende Jurist og Dommer i Staten Ny York, blev valgt til Medlem af Kongressen. Maaske har Ophidselsen ved den poli­tiske Kampagne, som min Moder fulgte med den største Interesse, haft Indflydelse paa mig før min Fødsel og bibragt mig det stærke Ønske, jeg altid har næret, om at faa Del i det offentlige Livs Rettigheder og Pligter.

Min Fader var af en fast Karak­ter og ubestikkelig Retfærdighed, men tillige beskeden og følsom i en pinlig Grad. Der var kun to Steder, han følte sig tilpas, i Retten og i sit Hjem. Skønt han i Virkeligheden var blød og kærlig, optraadte han dog paa en saa værdig og reserveret Maade, at vi Børn snarere betragtede ham med Frygt end med Kærlighed. Min Mo­der, Margaret Livingston, der var en høj, imponerende Skikkelse, var mo­dig og selvtillidsfuld og fandt sig let til Rette under alle Forhold. Hun var Datter af Oberst James Living­ston, der tog virksom Del i Revolutionskrigen.

Den første Begivenhed, der har indprentet sig i min Erindring, var min Søsters Fødsel, da jeg var 4 Aar gammel. Jeg hørte saa mange af vore Venner sige: »Hvor det dog er kedeligt, at det er en Pige,« at jeg følte en Slags Medlidenhed med det lille Puds. Ganske vist bestod Familjen af 5 Piger og kun een Dreng, men jeg forstod ikke den Gang, at Piger blev betragtede som en ringere Slags Væsener.

Vore Forældre vare saa venlige, overbærende og hensynsfulde, som hine Dages puritanske Ideer tillod det; men Frygt mere end Kærlighed var fremherskende hos os overfor Gud saa vel som overfor vore For­ældre.

Min barnlige Fantasi var i høj Grad opskræmt af Tanken paa Hel­vede. Man mente i hine Dage, at en fast Tro paa Helvede og Djævelen var den bedste Støtte for Dyden. Jeg følte mig stadig ulykkelig, naar mine Tanker dvælede ved disse Lær­domme, og jeg har altid haft mine Tvivl med Hensyn til den Dyd, der hviler paa Frygten for Straf.

Jeg undrede mig som Barn over, at alt, hvad man havde Lyst til at gøre, var Synd, og alt, hvad man ikke havde Lyst til, det forlangte enten Gud eller Mennesker, at man skulde gøre. Jeg erindrer min For­tvivlelse over min hele Stilling, bastet og bundet paa alle Kanter som et Barns Liv var i hine Tider. Og jeg maa have fremsat mine Beklagelser herover paa en klar og utvetydig Maade, thi en Dag svarede min Sø­ster Margaret mig: »Ved du hvad, herefter skal vi gøre, hvad vi har Lyst til, uden at spørge om Forlov.« »Saa bliver vi straffede,« sagde jeg. »Ja, hvad saa,« sagde hun, »saa faar vi i hvert Fald moret os, og det er bedre end at høre det evige Nej til alt og aldrig kunne tage sig noget morsomt til.« Denne Logik syntes uigendrivelig, og efterhaanden hand­lede vi efter hendes Plan.

Jeg har en uklar Erindring om, at jeg ofte blev straffet for Uartighed; men jeg tror, det var berettigede Oprørshandlinger mod Autoriteternes Tyranni. Jeg har ofte senere med Tilfredsstillelse hørt vore Venner tale om den overlegne Maade, paa hvil­ken min Søster Margaret og jeg trod­sede alle Befalinger og Regler, som vi skulde rette os efter. Hvis vi havde rettet os efter dem, vilde vi nemlig være blevne berøvede al den Fornøjelse og Frihed, vi nød i vor Barndom. Da der blev gjort meget lidt for at more Børn, saa havde nemlig kun de Børn Fornøjelser, der samvittighedsfuldt sørgede for selv at skaffe sig dem.

Vore Tjenestepiger - Fred være med deres Støv - erindrer jeg uden nogen Følelse af Taknemmelighed eller Kærlighed. Vi gjorde stadig Oprør mod deres smaalige Tyranni. Abraham, Peter og Jacob, vore tre Negertjenere, tog os anderledes, og jeg har kun behagelige Minder om deres Venlighed og Tjenstvillighed. De spillede undertiden paa Banjo for os til Dans, og tog hjærtelig Del i vor Morskab. De hviler nu alle med »gamle Onkel Ned paa det Sted, hvor gode Negre kommer hen.« Hvor Peter gik, der kunde man være sikker paa at træffe os. Hans Kærlighed for os var ubegrænset og blev fuldt ud gengældt. Han var det eneste af alle - synlige og usynlige - Væ­sener, vi ikke var bange for. Han var en ivrig Tilhænger af den biskop­pelige Kirke. Julemorgen gik vi til Gudstjeneste med ham og sad med ham ved Indgangen i den saakaldte Negerstol. Han var det eneste far­vede Medlem af den biskoppelige Kirke, og naar alle de andre Kommunikanter, havde faaet Sakramentet, gik han alene op til Alteret. Klædt i et nyt Sæt blaat Tøj med forgyldte Knapper, lignede han en Fyrste, naar han med oprejst Hoved gik op igen­nem Koret som den højeste Mand i hele Menigheden, og dog var Fordommen saa stærk ved Aar 1823, at ingen vilde knæle ved Siden af ham. En Gang, da han ved en saadan Lejlighed rejste sig og sagde til os, at vi skulde blive siddende i Stolen, til han kom tilbage, fulgte min yngste Søster efter ham og satte sig ved Siden af ham. Og han gik tilbage med Barnet ved Haanden, som en tavs Bebrejdelse mod Menighedens Fordom. Første Gang vi kom ind i Kirken sammen, aabnede Graveren en Stol for hvide Folk, og sagde til Peter, at han skulde lade Domme­rens Børn gaa derind. »Nej,« sagde Peter, »de vil ikke sidde der uden mig« og vi fulgte med ham til Neger­stolen.

Vor store Festdag var Republi­kens Fødselsdag. En Procession af Soldater og Borgere gik da igennem Byen, der blev holdt en Tale, og Uaf­hængighedserklæringen blev læst op. Jeg kom til at anse Kong Georg for ansvarlig for alle Nationens Ulykker. Hjemme  og i Skolen blev vi opdra­gede til at hade England.  Naar man erindrer, at Erklæringen hver 4 Juli med Patos blev læst op, at Dagens Taler  formede alle sine ildfulde Pe­rioder  til en Anklage mod  Moder­landet, kan man ikke undre sig over Nationalhadet mod alt engelsk. Vor Patriotisme  blev    i   tidligere   Tider maalt efter vor Afsky for Storbrittanien .

 

Da jeg var 11 Aar gammel, hændte der en Begivenhed, der væsentlig for­andrede mit Liv.    Min eneste Broder, der  lige havde taget Examen fra Union College,   kom   døende   hjem. Han   var   en   begavet   og haabefuld Yngling   og   min   Faders   Glæde   og Stolthed.    Vi   havde  længe haft Fø­lelsen  af,   at   denne   Søn  indtog en større Plads i Faders Hjærte og Fremtidsplaner   end   hans 5 Døtre tilsammen. Jeg husker, hvor kærligt han plejede ham under hans sidste Sygdom,  jeg   husker hans Suk og Taarer, idet han langsomt gik op og ned i Stuen, og da den sidste Stund kom,   da vi alle var  samlede for at sige Farvel i det stille Dødskammer, da var hans Stemme brudt, idet han knælende bad om Trøst og Støtte. Jeg husker endnu, hvorledes jeg gik ind i den store, mørke Dagligstue for at se min Broder, og fandt Spejle og Malerier  tilhyllede i hvidt  og min Fader   siddende bleg og ubevægelig ved Siden af ham. Han lagde ikke Mærke til mig, og  jeg blev  længe staaende rolig.  Endelig satte jeg mig op paa hans Knæ, han lagde meka­nisk sin Arm om mig, og idet mit Hoved hvilede mod hans bankende Hjærte, sad  vi begge tause.  Han tænkte paa alle sine   bristede Forhaabninger, og jeg tænkte paa, hvad jeg  kunde sige eller gøre for at ud­fylde Savnet   og Tomheden   i  hans Hjærte. Tilsidst sukkede han dybt og sagde: »Aa, min lille Pige, gid du var en Dreng!«  Og idet jeg slyn­gede, mine Arme om hans Hals, sva­rede  jeg:  »Jeg  skal søge at blive, hvad min Broder var.«  Og jeg be­sluttede nu, at jeg ikke vilde ofre saa megen Tid som tidligere paa at lege, men jeg vilde læse og se at blive den dygtigste i min Klasse og saaledes glæde min Fader.    Hele den Dag  og langt ud paa Natten speku­lerede jeg  paa Problemet  Piger og Drenge. Jeg tænkte, at naar jeg vilde ligne   Drenge,  saa  var det det vig­tigste, at jeg  blev modig og dygtig til at læse,   og jeg besluttede derfor, at  jeg vilde lære Græsk og lære at styre  en  Hest.  Da jeg havde fattet denne Beslutning, faldt jeg i Søvn. Min Beslutning var ikke, som saa mange andre,  forduftet  den   næste Morgen,  men  jeg stod tidlig op for at udføre  den.  Det var en Beslut­ning, der var bestemt til at give min Karakter en anden Støbning. Saa snart jeg var klædt paa, skyndte jeg mig  hen til vor gode Præst,   Simon Hosack,   som plejede at arbejde tid­ligt paa Morgenen i sin Have. »Dok­tor,«   sagde jeg,  »holder De mest af Drenge eller Piger?«    »Af Piger na­turligvis,   jeg  vilde   ikke   bytte   dig bort for alle Drenge i Verden.«  »Jeg vilde ønske,  jeg  var en Dreng, og derfor  vil  jeg  se  at   komme  til at ligne   Drenge. Jeg  vil lære at ride og  læse Græsk. Vil De lære mig Græsk, Doktor?   Jeg vil  gærne be­gynde strax.«  »Kom saa ind med i Biblioteket,« sagde han, »saa begyn­der  vi  med det samme.«    Han for­stod tilfulde den Følelse af Sorg og Smerte, der  havde  bemægtiget  sig mig,   da  jeg  opdagede,   at en Pige vejede mindre paa Tilværelsens Vægtskaal   end   en   Dreng,   og han roste mig,   fordi jeg havde fattet det For­sæt at modbevise dette. Den gamle græske Grammatik,   som han havde brugt   paa   Universitetet   i   Glasgow, var   snart  i mine  Hænder, og den græske   Artikel  blev læst før Fro­kost.

Nu begyndte Dødens sørgelige Højtidelighed, Vennernes Graad, de mørke Værelser, den spøgelseagtige, uhyggelige Stilhed, Formaningerne til de levende om at være beredte paa Døden, de højtidelige Bønner, Klagesangen, Ligfølget, Klokkeklan­gen, Begravelsen. Hvor jeg led i disse triste Dage! En underlig ube­skrivelig Frygt for det ubekendte greb mig. I de følgende Maaneder gik jeg ved Aftentide med min Fader ud til den nygravede Grav, og jeg stod og lænede mig til et Poppeltræ, mens min Fader kastede sig ned paa Graven med udstrakte Arme som for at favne sit Barn. Endelig kastede Novemberstormen og Frosten sit isnende Dække mellem de levende og de døde, og vi holdt op at gaa derud.

Snart efter begyndte jeg at læse Latin, Græsk og Mathematik sam­men med en Drengeklasse i Akade­miet, hvor de fleste Drenge var meget ældre end jeg. I tre Aar var der en Dreng, der stadig holdt den øverste Plads i Klassen, og jeg var stadig Nr. 2. Der blev udsat to Præmier i Græsk, jeg fik den ene af dem. Hvor jeg husker min Glæde, da jeg fik Præmien. Det var ikke nogen Følelse af Ærgerrighed eller af Triumf overfor mine Kamme­rater, heller ikke Tilfredsstillelse ved at modtage denne Æresbevisning i Nærværelse af dem, der var til Stede ved Afslutningen. Kun én Tanke opfyldte mig: Fader vil blive glad over mig. Saasnart Skolen var forbi, løb jeg hjem, styrtede aande-løs ind i hans Kontor, lagde det Nye græske Testamente paa hans Bord og sagde: »Det har jeg faaet!« Han tog Bogen, gjorde mig nogle Spørgsmaal om mine Kammerater og Læ­reren og Tilhørerne og rakte mig det tilsyneladende fornøjet tilbage. Jeg blev staaende og ventede paa, at han skulde sige noget, der viste, at han vilde anerkende, at en Datter kunde være ligesaa god som en Søn, men han kyssede mig paa Panden, og sagde med et Suk : »Gid du dog var en Dreng!«

Min Glæde forvandledes til Sorg, jeg løb hen til min gode Doktor. Han tørrede mine Taarer og søgte at trøste mig med sin Ros og med at tale om mine Udsigter for Frem­tiden. Han var dengang for syg til mere at gaa ud og spurgte mig, om jeg efter hans Død vilde have hans Leksikon, Testamente og Gramma­tik, som vi saa ofte havde pløjet sammen. »Jeg vil hellere have, at De skal leve,« svarede jeg. »Hvad skal jeg gøre, naar De er død?«

»Aa,« sagde han kærligt, »min Aand skal blive hos dig og vaage over dig i alle Livets Kampe.« Ædle Ven ! Han ejede kun lidt her paa Jorden, men da hans sidste Kamp var endt, og hans Testamente blev aabnet, stod der i det: »Mit græske Leksikon, min Grammatik og mit Testamente samt Scotts Kommen­tarer i 4 Bind efterlader jeg til Eli­sabeth Cady.« Jeg ser aldrig paa disse Bøger uden med en Følelse af Taknemmelighed over, at jeg i min Barndom var velsignet med en saadan Ven og Lærer.

Imidlertid vedblev jeg at læse i Præstegaarden og gjorde raske Frem­skridt, saa at jeg endog forbavsede min Lærer, der dog ellers troede mig i Stand til alt. Jeg lærte at køre og at sætte over en Grøft paa Hesteryggen. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunde, i det Haab, at jeg engang skulde høre min Fader sige: »En Pige kan alli­gevel være lige saa god som en Dreng,« men han sagde det aldrig. Naar Doktoren kom over til os om Aftenen, hviskede jeg til ham: »For­tæl Fader, hvor gode Fremskridt jeg gør,« og han fortalte ham det da i de mest rosende Ord. Men min Fader gik blot op og ned ad Gulvet og sukkede som Tegn paa, at han ønskede jeg var en Dreng. Og jeg, der ikke forstod hans Fø­lelser, søgte at skjule mine Taarer ved Doktorens Skulder.

(Fortsættes.)

« til toppen

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner