« Tilbage til søgeresultaterne
Teaterkikkerten
Havet laa roligt, i graableg Sølvglans. En let Morgentaage svævede over Vandet. Allerede blaanede Himlen, og den sejrende Sol forvandlede Havets Mælkefarve til matskinnende Opaler. Lange hvide Skumstriber løb op mod Bredden. Luften var blød og stille. Man hørte Bølgerne slaa mumlende mod Havnemolen.
Endnu var Promenaden temmelig mennesketom. En gammel Kagekone gjorde sin Bod i Stand. Nær ved hende bevægede der sig en Kvinde med sorte Pandelokker og broncegul Hud - Skæbnens Luner skyller mangen Eksistens af hendes Slags op i de nordlige Havnestæder. Aandsfraværende saa hun paa Konen, som pakkede sine Appelsiner og Kager ud af Kurvene. En Kulvogn raslede forbi, og en Flok Arbejdere fulgte bag efter. Ogsaa Tjenestepiger, som gabende og lidt forfrosne trippede deres Ærinder, kom til Syne paa Vejen. Saa kom der en Dame med et Barn ved Haanden.
Til venstre bredte Havnen sig. Master og Skibsskrog dukkede spøgelseagtig ud af Taagen. Den unge Kone, som med sin lille Datter ved Haanden vandrede ud paa Kajen, iagttog, hvorledes Omridsene stadig blev tydeligere, saa at man skelnede de røde og hvide Striber paa Dampernes korte Skorstene og det fine Tovværk paa Sejlskibenes Ræer.
En stor Skonnert løste sig ud af de andre Fartøjers Masse og gled langsomt fremad i Havnens smalle Farvand, indtil den kunde røre sig friere udenfor.
»Der - der - sejler Onkel Frits derude?« raabte Barnet og pegede glad med sin lille Finger paa de høje Master, hvor nu Sejlene udfoldede sig og skinnede som Sne mod den blaa Himmel.
»Hys - stille,« hviskede den unge Kone rødmende og saa sig omkring, om ingen havde hørt den lilles Udraab. Hun tog en Teaterkikkert ud af dens Futteral, som hang i en Rem over hendes Skulder. Hendes Fingre rystede. Hun holdt Kikkerten for Øjnene, men kunde intet se og rettede paa Skruen.
Paa Skonnertens Dæk viste sig enkelte af Besætningen. Nogle lænede sig til Rælingen og stirrede ind imod Land. Barnet sprang utaalmodigt omkring. »Jeg kan ingen se, slet ingen,« raabte hun. »Aa, hvor det er Skade! Nu er det jo allerede langt borte, det slemme Skib!«
»Jeg ser ham,« hviskede Moderen. Han staar ved Roret, som han sagde. Bag ved ham drejer en Matros Spillet. Han holder en Kikkert i Haanden - han søger os, Käthi!«
Hurtig trak hun sit Kammerdugslommetørklæde op og viftede med det. Han holdt jo sin lange Kikkert i Haanden - han maatte sikkert kunne opdage hende, som hun stod der, paa Kajens yderste Rand, slank og fin i den sølvgraa Støvkappe og med den lille Hat - paa een Gang pigeagtig ung og moderlig med sin nydelige lille Pige, der sendte ham Afskedshilsener med de smaa Hænder.
Og igen saa hun gennem Kikkertglassene, de kære, dyrebare Glas, som tillod hende at se ham endnu en Gang - se skarpt og tydelig den kraftige Skikkelse, der dog var saa smuk og elegant - saa elegant, som om han hørte til ved et Gesandtskab i Stedet for paa et Sejlskib som første Styrmand, havde hun tænkt ved Afskeden. - Hans friske, brune Ansigt med de skælmske Øjne - ak, havde han dog et Øjeblik ladet Kikkerten synke! Hun kunde jo ikke se hans Øjne . . . Men hun gemte deres trofaste Blik i sin Sjæl.
Han holdt saa meget af hendes Barn, havde forstaaet at lege saa godt med den lille, været saa god imod hende. Det havde fra først af vakt Moderens Tillid. Han var ikke som de andre, der plagede den unge Enke med Smiger og paatrængende Hyldest. Han havde været imod hende som en Ven og mod Barnet som en Fader. Hver Eftermiddag, ved Tetiden havde han vist sig i hendes lille stille Dagligstue for at passiare med hende og Käthi. Han klagede over, at hun lærte ham igen at føle Hjemve, naar han kom ud paa Havet.
(Fortsættes )
