« Tilbage til søgeresultaterne
Elisabeth Cady Stanton
(Fortsat.)
Det interesserede mig nu i høj Grad at skrive til de unge Mænd, at faa Besøg af dem og mødes med dem til Spadsereture, en Interesse jeg aldrig havde haft, da jeg stadig var sammen med dem i Skolen og ved vore daglige Fornøjelser. - Indespærret med unge Piger, af hvilke de fleste var ældre end jeg, hørte jeg mange Emner blive diskuterede, som jeg aldrig før havde tænkt paa, og paa en Maade, jeg helst ikke skulde have hørt dem omtale paa. Den sunde Tvang, der altid finder Sted i Samtale mellem Drenge og Piger, er tilbøjelig til at slappes, naar det ene Køn er alene. Under mit kammeratlige Samliv med Drenge lige til dette Tidspunkt erindrer jeg ikke, at der faldt et eneste Ord, der kunde fortjene Kritik, men jeg kan ikke sige det samme om de tre Aar, jeg tilbragte i Troy Seminarium sammen med unge Piger. Mine egne Erfaringer har vist mig, at det er et alvorligt Fejlgreb at sende Drenge og Piger til forskellige Læreanstalter, særlig i den mest modtagelige Alder. Det ene Køns Indflydelse paa det andet giver de intellektuelle og moralske Evner en Udvikling, som de ellers ikke vilde opnaa.
En Begivenhed, der fik en meget alvorlig Indflydelse paa min Udviklig, var Præsten Charles Finneys Ankomst til Troy. Han holdt Møder i Dr. Beamans Kirke, og mange af mine Skolekammerater var blandt hans Tilhørere. Resultatet af 6 Ugers utrættelige Anstrengelser fra Mr. Finneys og hans Kollegaers Side var en af disse voldsomme Opvækkelsestider, der rasede i Byen og i Seminariet som en Epidemi, og som angreb de mest modtagelige under de allerværste Former. Paa Grund af min mørke, kalvinistiske Opdragelse i den gamle, presbyterianske Kirke og min levende Indbildningskraft, blev jeg et af dens første Ofre. Vi deltog i alle offentlige Gudstjenester og i alle de Bønnemøder, der holdtes i Seminariet. Vor Læsning indtog nu en underordnet Plads overfor den vigtigere Sag: vore Sjæles Frelse.
Vi lærte om den menneskelige Naturs fuldstændige Fordærvelse, om den frygtelige Fare for evig Fordømmelse for Synderen. Tilsidst ansaa den uskyldigste unge Pige sig selv for et Monstrum af Slethed og følte sig sikkert henfalden til Fortabelse.
Naar man saa var bleven bragt i den Tilstand af Sønderknuselse, der var den eneste passende for den, der var bleven overbevist om sin Synd, saa fik man midt under sin allerdybeste Fortvivlelse at vide, at man uden nogen særlig Anstrengelse kunde blive forvandlet til en Engel, kunde blive forsonet med Gud og undgaa evig Fortabelse. Vejen til Frelse var kort og ligefrem. Man skulde blot angre og tro og give sit Hjerte til Jesus, som altid var rede til at modtage det. Men hvordan man skulde bære sig ad dermed, det var Vanskeligheden. En Dag, da jeg talte med Dr. Finney, sagde jeg til ham: »Jeg forstaar ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme til Jesus.« »De skal blot angre og tro for at blive lykkelig her og hisset.« »Jeg er bedrøvet over alt det onde, jeg har gjort, og jeg tror, hvad De siger, men jo mere oprigtigt, jeg tror, desto ulykkeligere bliver jeg,« svarede jeg.
Ved en naturlig Reaktion fra Fortvivlelse til Haab ansaa mange sig for omvendte, bad og bekendte ved Møderne og frydede sig ved den Tanke, at de var Guds Børn og ikke Syndere og Fordømte. Men Dr. Finneys frygtelige Anatema mod Menneskehjertets Slethed og Svigefuldhed nedslog snart vort nyfødte Haab. Jeg ser ham endnu for mig med hans store rullende Øjne, der for omkring i Forsamlingen, og hans Arme, der fløj rundt i Luften som Møllevinger. En Aften beskrev han Helvede og Djævelen og den lange Skare af Syndere, der blev hvirvlede ned i Dybet i det glødende Ildhav, hvor Helvedes Indvaanere hoverende kom dem i Møde, mens Djævelens Skrig genlød gennem Hallerne. Pludselig stansede han, pegede paa Aandeskaren og udbrød: »Ser I den der?« Jeg for op i Rædsel og stirrede i den Retning, i hvilken han pegede, mens Billedet lyste for mine Øjne. I Maaneder efter kunde jeg ikke blive det kvit; Visionerne hjemsøgte mine Drømme, Angesten nedbrød min Sundhed. Mine Venner frygtede for min Forstand. Men Manden mente det ærligt. Derfor Fred være med hans Støv!
Efter at jeg var kommen hjem, vækkede jeg ofte om Natten min Fader, for at han skulde bede for mig, at jeg ikke før Morgen skulde blive kastet i det bundløse Svælg.
For at bringe mig ind i en anden Tankegang, planlagde min Fader en Tur til Niagara, og det blev bestemt, at religiøse Emner skulde være banlyste paa Turen. Rejseselskabet, bestaaende af min Søster og hendes Mand, min Fader og mig, drog af Sted i vor egen Vogn, og i 6 Uger hørte jeg intet om Religion. Min Svoger havde taget flere frisindede Bøger med, der ved deres rationelle Tendens stred mod den gamle Teologi. Jeg læste dem, og vi diskuterede interesseret de nye Ideer. Efter flere Maaneders tunge Vandringer iblandt Forestillingerne om »Menneskets Fald«, »Arvesynden«, »Guds Vrede«, »Satans Triumf«, »Korsfæstelsen« og »Frelsen ved Troen«, fandt jeg min Vej ud af Mørket og op i Sandhedens klare Sollys. Mine overtroiske religiøse Forestillinger veg for rationelle Ideer, baserede paa videnskabelige Kendsgerninger, og efterhaanden som jeg saa alt fra et nyt
Standpunkt, blev jeg Dag for Dag mere lykkelig. Jeg anser det for en af de største Forbrydelser at formørke Ungdommens Sind med disse skumle, overtroiske Forestillinger og at forgifte Livets Glæde for dem med Frygten for det ukendte og uerkendelige. -
Fra jeg forlod Skolen og til jeg blev gift, levede jeg mine gladeste Aar som ung Pige. Ved hyppige Besøg hos Venner og Slægtninge paa forskellige Steder blev Hjemlivets Ensformighed tilstrækkelig brudt til at gøre vore Simple, landlige Glæder tiltrækkende. Et nyt Liv aabnede sig nu for mig. Den gamle Trællefrygt for det synlige og usynlige var brudt, og idet jeg ikke længer følte mig undergiven nogen absolut Autoritet, glædede jeg mig ved min nyerhvervede Frihed til at tænke og handle.
Studenterne paa min Faders Kontor var os en stadig Kilde til Fornøjelse og til Ærgrelse. De kom hvert Aar friske fra Kollegiet, fulde af Ideer. Ivrige efter at prøve deres Evner til at diskutere paa Elever fra Troys Seminarium, udspurgte de os om vore Anskuelser og Meninger, og intet morede mig mere end en lang Debat med dem om Kvindernes Ligestilling med Mændene, hvilken jeg søgte at bevise ved ivrigt at studere de Bøger, de læste, og lægge mig efter de Spil, de spillede. Jeg tilstaar, at jeg dengang ikke saameget studerede af Kærlighed til Videnskaben eller for min egen aandelige Udviklings Skyld, som for at faa de unge Mænd til at anerkende min Ligestilling med dem. Og jeg opdagede snart, at mine Modstandere, efter at have tabt et Par Gange i Skakspil, talte mindre om deres mandlige Overlegenhed.
Vi havde levet altfor meget sammen med Drenge og unge Mænd og kendte deres sande Karakter altfor vel til at idealisere det mandlige Køn. Og foruden vore egne Iagttagelser, havde vi Fordelen af vor Svogers Visdom. Da han ønskede saa længe som muligt at frelse os fra Ægteskabets Snarer, afslørede han ofte dem vi kom sammen med for os, saa at det ikke med vor bedste Vilje vilde have været os muligt at tilbede nogen af Adamssønnerne. Og alligevel - til Trods for vore egne Erfaringer og de advarende Visdomsord fra dem, der havde set Livet i dets forskellige Former - kom vi dog tilsidst alle ind i den fortryllede Kreds, og alle - paa én nær - forbandt vi os med Juraen, med dens forhadte Love og nedværdigende Bestemmelser. Og det efter at have læst Blackstone, Kent og Story *), og og faaet en indgaaende Forstaaelse af Kvindens Stilling efter Englands Common Law, som den Gang herskede i næsten alle Unionens Stater**).
*) Bekendte juridiske Forfattere. O. A,
**) Ikke i de tidligere spanske og franske Kolonier. O. A.
Hvert Aar aflagde vi et Besøg hos min Fætter Gerrit Smith paa hans Gods Petersboro. Skønt han var en Reformator og meget radikal i mange af sine Anskuelser, samlede han dog ogsaa mange konservative Venner om sig, da han var en Mand med vide Sympatier, høj Dannelse, Rigdom og social Anseelse. Det rummelige Hjem var altid oplivet ved et udvalgt Selskab fra alle Egne. Her traf man Medlemmer af det gamle, hollandske Aristokrati***), og da Husets Frue var Datter af en rig Slaveejer fra Maryland, var der ogsaa Sydboer blandt Gæsterne.
***) Ny York var oprindelig en hollandsk Koloni. O. A.
Tillige havde Gerrit Smith hvert Aar Besøg af Indianere af Oneida-stammen. Hans Fader havde nemlig i tidligere Tid købt store Landstrækninger af dem, og der var den Tradition iblandt dem, at de som Vederlag for Faderens fordelagtige Køb havde Ret til at nyde Gæstfrihed hos Sønnen og til aarlige Gaver af Klæder og Levnedsmidler. Ogsaa Slaverne havde hørt om Abolitionisten Gerrit Smith og om Petersboro som en af Stationerne paa den underjordiske Jernbane til Kanada 1), og ofte blev Lade og Køkkengulv brugt til Sovested for den røde Mand fra Skovene og for den sorte Mand fra Sydens Plantager.
1) Rundt om i alle Nordstaterne, lige fra Slavestaternes til Kanadas Grænse, laa der spredt et Net af Gaarde, der modtog bortflygtede Slaver. Lykkedes det en Slave at komme til en saadan »Station«, blev han derfra under Forklædning i Nattens Mørke af Gaardens Ejer ført til den næste »Station«, og saaledes videre, til han var i Sikkerhed. Ad denne »underjordiske Jernbane« blev Tusinder af bortløbne Slaver bragt til Kanada. O. A.
En Dag da vi sad en Flok unge Piger sammen i Dagligstuen, traadte Gerrit ind og sagde til os i en hemmelighedsfuld Tone: »Jeg skal betro Jer en vigtig Ting, som I maa love i 24 Timer at holde ganske tæt med.« Vi lovede det alle højtideligt, og han sagde da: »Følg med mig ovenpaa.« Vi fulgte forventningsfulde med ham. Han aabnede en Dør og førte os ind i et stort Værelse, hvor vi traf en smuk Kvadronpige paa ca. 18 Aar. Han henvendte sig til hende: »Harriet, jeg har ført alle mine unge Slægtninge ind til dig. Nu maa du se at gøre dem til gode Abolitionister ved at fortælle dem din Historie og alt, hvad du har set og lidt i Slaveriet « Og idet han vendte sig til os sagde han: »Harriet er lige flygtet bort fra sin Herre, som er paa Besøg i Syracuse 11), og hun er nu paa Vejen til Kanada.
11) En By i Staten Ny York. O. A.
Hun rejser i Aften, og I faar maaske aldrig igen Lejlighed til at staa Ansigt til Ansigt med en Slavinde. Spørg hende derfor ud om alt, hvad I ønsker at vide om Slavesystemet.« I to Timer sad vi og lyttede til hendes sørgelige Beretning om hendes Barndom og Ungdom, om hvorledes hun blev skilt fra sin Familie og paa Grund af sin Skønhed solgt paa Slavemarkedet i New Orleans, da hun var 14 Aar gammel. Vi græd alle over hendes Fortælling, og da Gerrit kom tilbage for at hente os, var vi alle fuldblods Abolitionister.
(Fortsættes).
