« Tilbage til søgeresultaterne
Skønhedsbegrebet
»Skønhed«, sagde Aristoteles, da man spurgte ham, hvad det var, »det er et Spørgsmaal, vi maa overlade til de Blinde!« Sagen maa dog alligevel have interesseret ham, thi senere skrev han en Bog - eller rettere en Afhandling - derom, som desværre er gaaet fuldstændig tabt.
Der er efter den Tid skrevet adskillige omfangsrige Værker om dette Æmne, bl. a. af Æstetikere som Hegel, Schelling, Fichte, Emerson, Burke, Gautier o. m. a., men Resultatet af den hele Filosofi synes at være, at Skønheden ligesom Kærligheden ikke kan defineres.
Alverdens Billedhuggere, Malere og Digtere har skildret Skønheden i deres Arbejder, men forklaret den har de ikke, og selv om de havde prøvet derpaa, er Udtalelserne lige saa forskellige som de forskellige Landes Sæder og Kultur.
Om én Ting synes imidlertid den filosoferende Verden at være enig, nemlig, at Skønhedens Væsen bestaar i dens Tiltrækningskraft, (et Vidnesbyrd herom er Venus fra Milo), men om Hemmelig-heden ved Tiltrækningskraften er man atter højst uenig. Mens de fleste Filosofer er komne til det Resultat, at Skønheden er betinget af Sjælelivet, synes dog Enkelte, som t. Eks. Gautier, Franskmand som han er, at være af en modsat Mening; han skriver: »En Kvinde, som er smuk, er klog
Nok; hun har nemlig den Klogskab at være smuk. Jeg foretrækker en smuk Mund for en skøn Aand og giver gerne halvtresindstyve Sjæle for en velformet Ankel!«
Burkes Fordringer til kvindelig Skønhed er i kort Gengivelse følgende: »For det første maa en Kvinde ikke være for høj, for det andet maa hun være mild og blid, for det tredje maa hun have mange forskellige aandelige Egenskaber, der for det fjerde Virker som et harmonisk Hele; for det femte maa hun være smukt bygget uden at have fremtrædende Præg af Styrke, og endelig maa hun have en klar, sund Hudfarve.«
Beslægtede med Gautiers Udtalelser er de, der findes i et muhamedansk Værk, El Ktab, i hvilket det det hedder, at for at kaldes smuk maa en Kvinde være i Besiddelse af fire Ting af sort Farve, nemlig Haar, Øjne, Øjenbryn og Øjenvipper. Dernæst fire Ting af hvid Farve: Hud, Øjeæble, Tænder og Hænder; fire Ting af rød Farve: Kinder, Læber, Tunge og Tandkød; endvidere fire Ting af rund Form: Hoved, Hals, Overarm og Ankel.; fire Ting af slank Form: Ryg, Fingre, Arme og Ben, og endelig fire Beviser paa - Indskrænkethed, der røbes i Øjne, Næse, Læber og Fingre!
Det er til syvende og sidst naturligvis ganske individuelt, hvad hvert enkelt Menneske forstaar ved Skønhed. Evropæere, Negere og Østerlændere har vidt forskellige Begreber herom; men civiliserede Mennesker har dog en bestemt fælles Fordring til Skønhed, nemlig, at den skal kunne vække et Velbehag, der ikke er betinget af nogen Forkærlighed.
For at kunne vække Velbehag maa det aandelige Udtryk være smukt, og der maa i Menneskets hele Ydre være en Harmoni, som har sin Rod i en skøn Sjæl. Ligesom et smukt formet Ansigt kan synes uskønt, naar Blikket er ondt, lumsk eller hadefuldt, saaledes kan selv de grimmeste Træk forskønnes af et smukt Udtryk.
I Slutningen af det attende Aarhundrede vakte Lavater (bekendt schweizisk Filosof) stor Opsigt med sine fysionomiske Læresætninger, i hvilke han paastod, at Alt, hvad der foregaar i Menneskets Sjæl, udtrykker sig i Ansigtet; der gives moralsk Skønhed og moralsk Hæslighed ligesom legemlig Skønhed og legemlig Hæslighed. Til skønne, moralske sjælelige Bevægelser svarer skønne Ansigtsudtryk, til hæslige Sjælsbevægelser hæslige Ansigtsudtryk Men ethvert ofte gentaget Udtryk i Ansigtet giver tilsidst et staaende Træk; jo oftere Udtrykket gentages, og jo stærkere det er, desto dybere præges Trækket. Der bestaar et nøje Forhold mellem et Menneskes Udseende og dets moralske Karakter.
Forskønnelsesdriften hos Kvinden bunder dybt i hendes Væsen. Undertiden har denne Drift forført hende til at begaa Galskaber, paa hvilke taarnhøje Chignon’er, Krinoliner, Tournurer, Hvepsefigurer og mange andre Latterligheder er talende Beviser; men efterhaanden som hun frigøres aandeligt, vil hun ogsaa frigøres legemligt for al Unatur, og hun vil lære at indse, at Forskønnelsestrangen bedst tilfredsstilles ved Midler som Sjælsadel, Sundhed og Naturlighed.
