« Tilbage til søgeresultaterne
Elisabeth Cady Stanton
(Fortsat.)
Klædt i Kvækerdragt kørte Harriet om Aftenen med en af Gerrit Smiths tro Tjenere til Oswegs for derfra at sejle til Kanada. Næste Dag kom hendes Herre og Marshallerne fra Syracuse til Petersboro for at søge efter hende. Mr, Smith modtog dem venligt. Han forsikrede dem om, at der ingen Slave opholdt sig hos ham, og sagde, at de maatte for ham gerne gennemsøge hele hans Ejendom. Han indbød dem til Middag og opholdt dem saa længe som muligt, da hver Time hjalp Harriet til at komme udenfor deres Rækkevidde. Thi skønt hun havde 18 Timers Forspring, frygtede han dog, at et eller andet Uheld mulig kunde forsinke hende. Ejeren var aabenbart en Gentlemand, for da Mr. Smith forsikrede, at Harriet ikke var der, anstillede han ingen Undersøgelser, for at det ikke skulde se ud, som om han drog hans Ord i Tvivl. Aabenbart var han forbauset over at træffe en saa høflig og elskværdig Abolitionist, og ved Bordet diskuterede de roligt Slaveproblemet, skønt den offentlige Mening var hvidglødende med Hensyn til dette Spørgsmaal. De trykkede varmt hinandens Hænder ved Afskeden og udtalte begge Ønsket om, at man maatte finde en ordenlig Løsning paa denne for Nationen saa vigtige Sag. Tjeneren kom tilbage med den gode Efterretning, at Harriet var i Sikkerhed hos Venner i en god Stilling i Kanada. Herrit Smith offentliggjorde derefter et Brev til hendes Herre i »New York Tribune«, hvori han skriver: Det vil sikkert glæde Dem at høre, at Deres Slavinde Harriet, som De har vist saa stor Interesse for, nu er en fri Kvinde under den britiske Krones Beskyttelse. Jeg har haft den Ære at have hende i mit Hus, og jeg havde sendt hende til Ontariosøen i min Vogn netop 18 Timer før Deres Ankomst. Derfor var jeg saa villig til at lade Dem undersøge min Ejendom.«
Paa den Tid var Abolitionispørgsmaalet brændende. I Nabobyerne blev der holdt Møder af James Birney*), en Sydbo der havde emanciperet sine Slaver, Charles Stuart fra Skotland, George Tho-rupsen fra England, Jarresin*), Phillips*), Abby Kelly*), Lucretia Mott*), Fr. Douglass*) o. a.
*) James Birney var gift med en Søster til Gerrit Smiths Kone. Garrison og Phillips var Abolitionistbevægelsens Førere. Abby Kelly og Lucretia Mott to Kvækerinder, der ivrigt agiterede mod Slaveriet. De hørte til de allerførste Kvinder, der talte ved offentlige Møder. Fr. Douglass var en bortflygtet Mulatslave, bekendt for sin store Veltalenhed.
O. A.
Det var ogsaa paa Peterboro, at jeg først traf den Mand, der ansaas for den mest veltalende og energiske abolitionistiske Agitator, Henry B. Stanton**).
**) Henry Stanton studerede oprindelig Theologi paa Lanes Seminarium. Men da Forstanderen forlangte, at Studenterne skulde lukke deres abolitionistiske Klub, forlod han Seminariet og stillede sig helt i Abolitionistsagena Tjeneste.
O. A.
Der blev afholdt en Række Antislaverimøder i Madison Grevskab, og her havde jeg den Fornøjelse først at høre ham. Da jeg var en lidenskabelig Beundrer af Veltalenhed, gjorde han et dybt Indtryk paa mig. Hans Veltalenhed var ikke saa flydende som Phillips, men han kunde faa sine Tilhørere til baade at le og græde. Det sidste, sagde Phillips selv, at han ikke kunde. Jeg var begejstret over de Ideer om Individernes Rettigheder, som jeg her hørte. Thi Antislaverimøderne var den bedste Skole for det amerikanske Folk til at lære og forstaa de republikanske Principper. Disse Møder og Diskussionerne hos min Fætter regner jeg blandt mit Livs lykkelige Tilskikkelser.
En Morgen efter Frokost kom Mr. Stanton hen til mig og sagde : »Da vi ingen Møder har nu, vil De saa ikke ride en Tur med mig.« Jeg svarede ja, lod Hesten sadle, tog min Ridedragt paa, og vi red af Sted. Paa Hjemvejen standsede vi ofte for at beundre det smukke Landskab og maaske ogsaa hinanden, og mens vi langsomt red gennem Skoven, lagde han sin Haand paa Nervet af Sadlen, og til min Overraskelse fremkom han med en af disse Tilstaaelser, som tappre Riddere altid har fundet veltalende Ord for, og som skønne Damer altid har lyttet til med halvt glade og halvt forbavsede Følelser.
Resultatet af disse herlige Oktoberdaige i 1839 var et Bryllup i Johnstown den 10. Maj 1840 og en Rejse til den gamle Verden.
Jeg forblev paa Petersboro i 6 Uger af dette fortryllende Efteraar, som endte i en indianisk Sommer med dens forunderlig varme, disede Luft. Med denne Aarstids særegne Fortryllelse følger altid et Anstrøg af Melankoli i Naturen, og jeg følte dette med dobbelt Vægt, da min Forlovelse ikke var en ublandet Glædestid for mig. I alle konservative Familjer var der en stærk Uvilje mod Abolitionis-terne og mod Antislaveribevægelsen. Min Fætter Gerrit Smith talte højtidelige manende Ord til mig, og mens han samtidig roste min Forlovede i høje Toner, bad han mig tænke paa, at min Fader aldrig vilde samtykke i mit Ægteskab med en Abolitionist. Han følte sig forpligtet til, da det var i hans Hjem, jeg var bleven forlovet, at holde en lang Tale mig om Kærlighed og Venskab og om alle Farerne ved et ubesindigt Ægteskab. Min Fader, der var mere forbitret paa Gerrit Smith end paa mig, ventede med at udtale sig om Sagen, til jeg kom hjem. Jeg maatte der gennemgaa Skærsilden af et nyt Forhør og en ny Formaningstale, denne Gang fra et pekuniært Synspunkt. Det er vistnok de to mest nedslaaende Samtaler, jeg nogensinde har haft. Tidligere var det Døden og Evigheden, jeg havdt været bange for, nu var det selve Livet, der fyldte mig med Angest og Rædsel overfor de Muligheder, Fremtiden kunde gemme. Disse to ædle Mænd, der vilde have været villige til at gøre alt for mig, bidrog saaledes til at forvandle mit Livs sødeste Drøm til en Smerte for mig. Saaledes udarter kun altfor ofte den beskyttende Kærlighed til Tyranni.
Min Forlovelsestid var en Tid fuld af Tvivl med Hensyn til det rigtige i at ofre den ubundne Frihed, jeg nød, for den uvisse Fremtid, og fuld af Sorg, fordi det Skridt, jeg stod i Begreb med at gøre, var i Strid med min Familjes Ønsker.
