« Tilbage til søgeresultaterne
”Gamle Mand”
Jeg kaldte ham »gamle Mand«, men han var ikke nogen gammel Mand; han var en lille Dreng - vor første. Hans Bedstemoder, som havde Erfaring, sagde endogsaa, at han lignede et Barn lige saa meget som alle andre Børn, hun havde haft med at gøre. .
Han var vor første, og vi elskede ham. Lizzie kaldte ham Willie, for det Navn holdt hun mest af; hun havde jo haft en Broder William, der faldt i Krigen. Men jeg kaldte ham aldrig andet end »gamle Mand«, og det Navn passede, for han var saadant et fornuftigt lille Barn, der altid tænkte og tænkte, akkurat som om han kunde være Dommer, og naar han lo, var det ikke som andre Børn, men ganske alvorligt.
Lizzie og jeg var enige om, at naar »gamle Mand« blev stor, skulde han paa Kollegiet og studere, selv om vi skulde sælge Gaarden for det. Men vi kunde aldrig komme til en Slutning, om hvad han skulde være; Lizzie havde tænkt sig at han skulde være Præst som Bedstefader Baker, men jeg syntes, han skulde være Jurist ligesom Onkel Barlow. Vi kom aldrig til noget Resultet om hvad »gamle Mand« skulde blive, og medens vi overvejede, voksede han; men altid var han ligesaa alvorlig og højtidelig som en Dommer.
Lizzie var henrykt over Drengen og blev aldrig træt af at slæbe paa ham og lege med ham. Jeg elskede ham ogsaa, men det var vist intet imod Lizzies Kærlighed til »gamle Mand«. Da han havde Mæslinger, sad hun hos ham Dag og Nat, indtil han var rask igen, holdt hans Haand, sang for ham, og græd sig næsten Øjnene ud af Hovedet, fordi hun ikke kunde give ham koldt Vand at drikke, naar han bad om det.
Og jeg - mit Hjerte hang ogsaa ved »gamle Mand«; men jeg var jo Mand og kunde ikke være bekendt at vise det som Lizzie. Men nu da »gamle Mand« er - nu da han ikke er her, tør jeg heller ikke vise, hvor meget han var for mig - for Lizzies Skyld.
Sommetider naar jeg tænker derover, gør det mig ondt, at jeg aldrig kunde finde den rette Maade at vise »gamle Mand«, hvormeget jeg holdt af ham. Jeg plejede at sætte ham paa mit Knæ og skære Ansigter for ham og andre tossede Ting, og naar Ingen saa det, kyssede jeg hans røde Kinder; en Gang prøvede jeg at synge for ham, men han gav sig til at græde, og jeg forsøgte det aldrig mere.
«Gamle Mand« brød sig ikke om mig, som om sin Moder, for han krøb ned af mit Skød og løb efter Lizzie; han vilde være hos hende, ihvad hun end tog sig til - enten hun bagte eller syede eller kogte Mad, det var ham lige meget. Han var ikke glad, uden naar han var hos sin Moder.
De fleste Drenge, som jeg har hørt om, er stolte over at gaa med deres Fader, gøre hvad han gør og
have Klæder, der ligner hans. Men med »gamle Mand« var det ganske anderledes; hans Moder var hans bedste Ven; han løb altid til hende og det er en stor Trøst for Lizzie at tænke paa.
»Gamle Mand« havde altid noget at betro sin Moder. Naar han legede ude i Forstuen, raabte han: »Mo’er, Mo’er«, og hvad enten Lizzie var i Køkkenet, Brændehuset eller i Gaarden, svarede hun: »Hvad er det, lille Stump!«
Saa svarede »gamle Mand«: »Tom her Mo’er; mig vil si’e Dig noget.!«
Jeg har aldrig kunnet udfinde, hvad det var han vilde betro hende; jeg tror egentlig ikke, han havde noget at fortælle hende, men han følte sig ene og vilde mærke, at hun var i Nærheden. Men det gjorde ingen Forskel for hende. Ligemeget hvad hun havde travlt med, saa snart »gamle Mand« raabte, at han vilde sige hende noget, løb hun straks hen til ham.
Saa lo han med sin alvorlige Latter, lagde begge Arme om hendes Hals og hviskede - han troede, at han hviskede - noget i hendes Øre, og Lizzie lo altid og sagde: »Sikken en morsom lille Hemmelighed, vi to har!« Og hun kyssede ham og gik tilbage til sit Arbejde.
Alting veksler - alt undtagen Erindringerne - de staar fast. Det er som var det i Gaar eller i For-gaars, at jeg hørte »gamle Mand« kalde: »Mo’er, Mo’er, mig vil si’e Dig noget«, - og jeg ser ham lægge Armene om Lizzies Hals og hviske til hende.
Det havde været en mild Vinter, og der var megen Sygdom alle Vegne. Baxters mistede deres lille Pige, og Thomsens Børn var alle syge. Morgen og Aften bad vi Gud om at skaane vor lille Dreng, men en Aften, da jeg kom hjem, laa »gamle Mand« urolig med hed Pande og talte i Søvne. - Maaske har Du selv haft et sygt Barn, saa kan Du forstaa, hvad vi gik igennem, Lizzie og jeg.
Doktoren rystede paa Hovedet, da han saa til ham, og vi vidste, hvad det betød.
Jeg gik ud; jeg kunde ikke blive i Værelset, hvor »gamle Mand« talte om saa meget, som han saa i Febervildelsen. Jeg var altfor stor en Kryster til at staa ved Siden af og hjælpe og styrke hans Moder. Derfor gik jeg ud og slæbte Brænde ind, saameget, som skulde det vare lige til Foraaret - og derefter satte jeg mig i Køkkenet ved Ilden, lyttede til Uhrets Dikken og betragtede Skyggerne paa Væggen.
Jeg husker Lizzie komme og sige: »Han aander saa underligt, og de smaa Fødder er iskolde.« Jeg gaar ind, hvor han ligger. Dagen bryder frem, Kvæget drives ud, en Solstraale lister ind gennem Ruden og falder paa Barnets Ansigt - maaske det var Bud fra den Domstol for hvilken han snart skulde staa, hvor Du og jeg og vi alle vil mødes. »Gamle Mand« slaar sine store Øjne op. Det er ikke mig, han vil se. »Mo’er, Mo’er, hvor er Du?« Stemmen er ikke klar som ellers. Lizzie tager ham i sine Arme, som hun har gjort tusinde Gange. »Hvad er det min lille Stump? Her er jeg!«
»Tom her,« siger Drengen, »mig vil si’e Dig noget!« »Gamle Mand« vil lægge Armene om hendes Hals og hviske i hendes Øre, de falder matte og kraftløse ned, hans krøllede Hoved hviler ved Moderens Bryst, og hans Sjæl bæres til Gud af de første Dagsstraaler.
