« Tilbage til søgeresultaterne
De tre Kys
En liden Berettelse
af Anthony Hope.
I Foraaret 1634 kom en fransk Adelsmand til Strelsau. Han var af høj Byrd, ejede meget Gods og havde mange udmærkede Egenskaber. Han kom paa Besøg til Prins Rudolph, hvis Bekendtskab han havde gjort i Paris.
Kong Henrik modtog Marquis de Mérosailles - det var Adelsmandens Navn - særdeles naadigt og gav ham en Hædersvagt med paa Vejen til Slottet Zenda, hvor Prinsen boede med sin Søster Osra. Prinsen blev meget glad ved at se sin gode Ven og glad ved i ham at faa en Kammerat at snakke, jage og spille Kort med; de talte frit og aabent med hinanden, især om Aftenerne, naar de havde drukket lidt Vin.
En Aften spurgte Marquis’en Prinsen, hvor det kunde være, at hans Søster, den vakre Prinsesse Osra, altid var saa alvorlig og behandlede sine mandlige Omgivelser med Kulde og Overlegenhed.
»Ja, hvem kan begribe unge Pigers Nykker,« svarede Prinsen leende. »Jeg tror næppe, hun har set paa Eder en eneste Gang under Eders Besøg her.«
Det ærgrede Marquis’en at høre, og Ophidset af Vinen, som han var, sagde han hastigt:
»Skal vi vædde om, at jeg, inden jeg rejser herfra, har faaet tre Kys af Prinsessen?«
Prinsen, som var en lystig Fætter og sjældent holdt paa sin fyrstelige Værdighed, gik leende ind paa den dumme Spøg, saameget mere som han var forvisset om, at Marquis’en aldeles bestemt vilde tabe Væddemaalet.
Marquisen begyndte nu paa alle Maader at gøre sig bemærket af den smukke Prinsesse, sukkede og kastede ømme Blikke til hende, skrev smægtende Hyrdedigte til hendes Ære og bestak Kammer-jomfruen til at lægge dem ind i hendes Værelse.
I Smug betragtede hun imidlertid den unge Ridder med Velbehag, og da han en skønne Dag lagde sig til Sengs og foregav at være syg af haabløs Kærlighed til hende, blev hun dybt bedrøvet.
Prinsen morede sig kosteligt over sin Vens Paafund og tog sig i Agt for at røbe Hemmeligheden; han stolede fuldt og fast paa sin Søsters Uimodtagelighed for enhver Mands Tilbedelse.
Tilsidst fik Marquis’en Kammerjomfruen overtalt til at sige sin Herskerinde, at han var døende og kun ønskede før sin Død at se hende og høre nogle trøstende Ord fra hendes Læber; maaske kunde hendes Øjnes Lys lindre hans dybe Smærte.
Prinsessen lod sig narre og gik til hans Sygeværelse, hvor hun fandt ham nedbøjet, syg og svag. Hun satte sig ved hans Seng og begyndte venligt og blidt at tale med ham; hun bad ham at tage sig sammen og at bekæmpe sin Sygdom af Hensyn til alle de, der holdt af ham.
Han saa’ paa hende, Osra rødmede og slog sine Øjne ned.
Marquis’en talte sig varm i en Strøm af Forsikringer; og det mærkelige var, at han glemte at spille Komedie og blev revet med af en virkelig Følelse. Prinsessen blev blidere og syntes ham i denne Sindsstemning endnu skønnere end før. Pludselig huskede han Væddemaalet og udbrød:
»Ak, forlad mig, jeg er ikke Eders Medlidenhed værd; men tilgiv mig inden jeg dør og lad Eders Læber berøre min Pande, saa skal jeg dø lykkelig.«
Prinsessen var dybt rørt; hun talede trøstende Ord til ham, kyssede ham rødmende paa Panden og begyndte at græde.
Nu havde Marquis’en vundet det første af de tre Kys, men underligt nok følte han ingen Glæde herover, thi nu først indsaa han, hvor lumpent hans Bedrageri var; og den virkelige Kærlighed, som pludselig fødtes i hans Hjærte, fik ham til at skamme sig over hans Handlemaade.
Med ét sprang han ud af Sengen, - han havde ligget fuldt paaklædt under Tæppet - faldt paa Knæ og bekendte alt for Prinsessen, kaldende sig selv en elendig Skurk; - nu vilde han ikke længere leve, hvis han ikke vandt hendes Tilgivelse.
Prinsessen sad et Øjeblik som forstenet, saa rejste hun sig i majestætisk Vrede.
»Kun Eders Død kan afvaske denne Fornærmelse,« sagde hun, idet hun med flammende Blikke forlod Værelset.
Marquis’en vilde følge hende, men vovede ikke at gøre det; han kastede sig paa sin Seng, ude af sig selv af Anger og Skam; efter en Stund rejste han sig fortvivlet op, kastede en sort Kappe over sig og steg til Hest. Midt paa Vindebroen mødte han Prins Rudolph, som saa’ paa hans sorte Kappe og spøgende raabte til ham :
»Hvem skal begraves i Dag? Ikke kan det være Eder selv, da I saa lykkeligt synes at have overvundet Eders svare Sygdom!«
»Jo, det er mig selv,« svarede Marquis’en, »jeg har vundet en Del af det forbandede Væddemaal, og derfor vil jeg dø.«
Dermed fortalte han Prinsen, hvad der var hændt. Prinsen lo ad Marquis’ens Anger og morede sig over, at han havde brændt sig paa den Kærlighedsild, hvormed han havde leget.
Medens de samtalede, stod Prinsessen ubemærket og betragtede dem fra et lille Vindue. Prinsen vilde have Marquis’en til først at gaa med ind og drikke en Skaal for Prinsessen, men han vægrede sig bestemt og red bort med en saa alvorlig og bedrøvet Mine, at Prinsen blev ganske forskrækket.
Osra skyndte sig ned til sin Broder og overvældede ham med Bebrejdelser.
»De fleste Brødre vilde have ladet ham bøde med Livet for, hvad han har forbrudt,« raabte hun.
»Naa, - det Besvær sparer han mig for - han red nu bort for at begaa Selvmord!«
Hun saa halvt tvivlende, halvt forfærdet paa Broderen.
»Jo,« vedblev han, »for det første er Du ond, for det andet har han opført sig som en Slyngel, og for det tredje er han alvorligt forelsket i Dig, - kort sagt, han er en Nar, og derfor vil han dø!«
Prinsesse Osra stod et Øjeblik i dybe og mørke Tanker, pludseligt rev hun sig ud af sine Betragtninger, befalede sin Hest sadlet i en Fart, og sprængte kort efter ganske alene samme Vej, som Marquis’en lige forud var redet. Hans Anger havde bortvejret hendes Vrede; men hvad hun egentlig havde i Sinde at gøre, vidste hun ikke.
Snart fandt hun Hans Hest, bandt sin egen tæt ved og listede sig sagte frem gennem Skoven. Der sad Marquis’en paa en omstyrtet Træstamme og skulde just til at bore Dolken gennem sit Bryst. Prinsessen skreg:
»Hr. Marquis!«
Marquis’en sprang op og blev staaende som fastnaglet med Dolken i Haanden.
»Vil I sone Eders Synd mod mig gennem en ny Synd mod Himlen?» spurgte hun med skælvende Stemme.
»Jeg er ikke værdig at leve,« sagde han og kastede Dolken fra sig. »Men forlad mig nu, Prinsesse, thi saa længe jeg ser Eder, kan jeg ikke slide mig fra denne Verden!«
Han bøjede Knæ for hende; Prinsessen skjulte halvt sit Ansigt blandt Bladene paa en nedhængende Gren og sagde:
»Og I vover at dø uden Tilgivelse?«
»Jeg har bedt Himlen tilgive mig!« svarede Marquis’en.
»Tilgiver Himlen uden at bedes derom?«
»Nej, visselig ikke,« - han saa forundret paa hende.
»Men ere vi stakkels Dødelige da bedre end Himlen?« hviskede hun.
»En stor Synder tør ikke tro sig tilgivet!«
»Da gør han Uret mod den, hvis Tilgivelse han søger!«
(Fortsættes).
