« Tilbage til søgeresultaterne
Elisabeth Cady Stanton
(Fortsat.)
Før vi forlod London var hele den amerikanske Delegation, omtrent 40 i Antal, indbudte til Middag hos Kvækeren Samuel Gurney. Han og hans Broder var paa den Tid de ledende Bankierer i London. Der var et halvt Dusin Vinglas ved hver Plads, men Abolitionisterne i de Tider hørte alle til Temperancebevægelsen, og da Flaskerne gik rundt, rystede de alle paa Hovedet og holdt Haanden over Glasset til Forbavselse for vore engelske Venner.
En af de mærkeligste Personligheder, vi traf paa, var Daniel O’Connel. Han kom først til London nogle Dage efter, at de kvindelige Delegerede var blevne afviste, men han sagde, at dersom han havde været tilstede, vilde han have taget Ordet for, at de skulde anerkendes.
O’Connel var en høj, kraftig, overordentlig smuk Mand og sikkert den største Taler, Irland har frembragt. Jeg saa ham ved det store indiske Møde i Exeter Hall, i hvilket nogle af de bedste Talere fra Frankrig, Amerika og England deltog. Der stod 6 Indfødte paa Tribunen, som, da de ikke forstod noget af, hvad der blev sagt, forholdt sig tavse under hele Mødet. Men i det Øjeblik, O’Connel begyndte at tale, var de lutter Opmærksomhed, bøjede sig frem og vogtede nøje paa enhver Bevægelse af ham. Man kunde næsten forstaa, hvad han sagde, af Minespillet i hans udtryksfulde Ansigt, af hans vidunderlige Bevægelser og hans hele Stilling. Da han var færdig, deltog de Indfødte i den almindelige Bifaldsstorm. Han havde hele Wendell Phillips Evne til at udslynge Spot og Anklage, og han kunde tillige tale med den dybeste Følelse.
Vi var i Dublin midt under Ophidselsen, da alle det undertrykte Folks Forhaabninger samlede sig om O’Connel. Folkets Begejstring for Unionens Opløsning var paa sit højeste. En Dag, da vi spiste til Middag hos »den store Befrier«, som han kaldtes, spurgte jeg ham, om han havde noget Haab om at faa Opløsningen gennemført. »Nej«, svarde han, »men det er altid god Politik at fordre det yderste, saa kan man altid være sikker paa at faa noget.« Kunde han have set 40 Aar frem i Tiden, vilde han have erfaret, at engelsk Graadighed og Egenkærlighed kan besejre enhver Politik, hvor vis og fremsynet den end er.
De sukcessive Skridt, ved hvilke Irlands Handel er bleven ruineret, det religiøse Had i Folket stadig holdt i Live og Nationen undertrykt, udgør det mørkeste Blad i Englands Historie.
Fattigdommen i Irland paavirkede os pinligt. Tiggerne forfulgte os overalt, paa Gaderne og paa Landevejene. De krøb sammen paa Trinene foran Indgangsdøren og omringede vor Vogn, saa snart vi standsede. De knoklede Hænder, de indfaldne Øjne og den Taknemmelighed, de viste for hver Penny, de fik, viste os, at deres Lidelser ikke var paatagne. Den Fattigdom, jeg saa overalt i den gamle Verden, særlig i Irland, blev et pinligt Problem for mig, men jeg tilbageviste den Tanke, at Fattigdommen skulde være et nødvendigt Onde i det menneskelige Samfund, som altid har været og altid maa blive. Fortvivlelsen, der havde sat sit Stempel paa deres Pander, fortalte om den Uret, de led. De, som var vante til at møde dette Syn, slog Tiggerne til Side, som om det var Fluer, men den, for hvem et saadant Syn er nyt, kan ikke saa let berolige sin Samvittighed. For Enhver, der nyder alle Livets Goder, er det naturligt at føle Andres Fattigdom hvilende paa sig som et personligt Ansvar. Naar Ens Medfølelse ikke er sløvet af en falsk Filosofi, føler man sin egen Overflod som en Anklage mod sig.
Mere end et halvt Aarhundrede er nu henrundet, siden jeg stod paa Irlands Jordbund og udgød Medlidenhedens Taarer over den Elendighed, jeg var Vidne til, og endnu er der ingen Forandring til det bedre kommen for dette ulykkelige Folk. Men Irlands Ødelæggelse maa henføres til andre Aarsager end Folkets Karakter og den katholske Religion. Historiens Kendsgerninger viser os, at engelsk Undertrykkelse er tilstrækkelig til at ødelægge enhver Nation.
Efter vor Hjemkomst besluttede min Mand at tage fat paa at studere Jura under min Faders Vejledning. Derved opnaaede jeg endnu at tilbringe to glade Aar under det fædrene Tag, optaget af at spadsere, ride og køre sammen med mine Søstre, som blev mig kærere end nogensinde nu, da jeg saa den uundgaaelige Skilsmisse, der ventede os i en nær Fremtid. Det var lykkelige og værdifulde Aar for mig. Jeg anvendte dem til at læse Jura, Historie og Nationaløkonomi og tog nu og da Del i Temperance- og Abolitionistmøder.
I Efteraaret 1843 fik min Mand Adgang til Skranken, og han begyndte nu at praktisere som Sagfører i Boston. Jeg fik derved Lejlighed til at gøre mange Bekendtskaber i Bostons juridiske Verden og til at møde mange ædle Mænd og Kvinder blandt de Reformatorer, jeg havde beundret paa Afstand. Her traf jeg for første Gang Lydia Maria Child, Abby Kelly, Paulina Wright, Maria Chapman og hendes smukke Søstre, Theodore Parker, John Whittier, Emerson, Alcott, Pillsbury, Foster og Fr. Douglass, og jeg var en hyppig Gæst i Garrisons Hus.
(Fortsættes.)
