« Tilbage til søgeresultaterne
De tre Kys
En liden Berettelse
af
Anthony Hope.
(Fortsat.)
Marquis’en sprang op og gik saa nær hen til Prinsessen, at de grønne Blade, bag hvilke hun gemte sig, berørte hans Ansigt. Solens Straaler faldt paa hendes Ansigt og farvede hendes Kinder ganske røde, - eller maaske Aarsagen til deres dybe Farve var en anden. Aftenen var tyst og stille, ikke en Lyd hørtes i Skoven.
»Jeg kan ikke tro, I tilgiver mig, min Forseelse var saa stor,« sagde han.
»Det var den, men alligevel tilgiver jeg!«
»Jeg tør ikke tro det!«
»Jeg kan ej gøre mere end sige, at jeg tilgiver, og at vi skal søge at glemme.«
»Ved Himlen, nej,« hviskede han; »dersom jeg skal glemme for at faa Tilgivelse, saa vil jeg hellere mindes.«
Han syntes at høre en dæmpet. Latter bag Løvet.
»Saa skal jeg glemme og I faa Tilgivelse,« svarede hun.
»Et Tegn paa Eders Tilgivelse - ellers maa jeg, ved min Ære, dø!«
Han bøjede sig ned for at tage Dolken op. Et Øjebliks Taushed, saa sagde Osra.
»Jeg ønsker, jeg aldrig var kommen hid!«
Grenen bøjedes hurtigt ned; da den svippede op igen, berørte dens Blade Marquis’ens Kind; han lo højt af Glæde.
»Der var noget, som rørte ved min Kind,« sagde han.
»Det maa have været et Blad,« svarede hun
»Ja- et Blad af Livets Træ,« hviskede han.
De steg til Hest og red tilbage gennem Skoven. Vejen ud havde Prinsessen tilbagelagt paa en Time; de var to Timer om at vende tilbage.
Da de var tæt ved Slottet, kom Prins Rudolph dem imøde og raabte: »Hvis I sætter Pris paa Eders Liv og Frihed, Hr. Marquis, er her intet Øjeblik at spilde «
Derpaa fortalte han, at Kammerjomfruen havde angivet Marquis’ens Forræderi til Kongen, som var paa Jagt i Nærheden.
»En af mine Kavalerer,« fortsatte han, »kom ridende hertil og fortalte, at om en Time er Vagten her, og faar Kongen fat i Eder, bliver I hængt, saa vist, som jeg hedder Rudolph.«
Prinsessen blev ligbleg, men Marquis’en svarede stolt:
»Jeg er Adelsmand og Kongen af Frankrigs Undersaat, Kongen vover ikke at hænge mig.«
»Menneske,« udbrød Rudolph, »Kongen hænger Jer først og tænker bagefter over Følgerne. Jeg vil ikke se Jer hængt for saadan en Bagatels Skyld, hurtig, kom med ind og tag en Tjeners Dragt paa!«
Da Prinsen og Marquis’en kom ud igen, var Mørket indtraadt. Hestene var parate og tæt ved dem stod Prinsessen.
»Til Hest!« raabte Prinsen, »maaske kan vi undgaa dem.«
Marquis’en tøvede, han syntes ikke rigtig om at flygte. Pludselig udbrød Prinsessen:
»Se, se der! Jeg ser Kongens Mænd, der har naat Toppen af Bakken, komme hid!«
Rudolph kastede sig paa sin Hest:
»Hurtig, Marquis, det gælder Jert Liv!«
Tøvende vilde Marquis’en stige til Hest, da Prinsessen hastigt skyndte sig hen til sin Broder, tog hans Haand og sagde:
»Hr. Marquis, jeg tilgiver Jer, Farvel!«
Prins Rudolph stirrede paa hende uden at forstaa hende. Hun skyndte sig hen til Marquis’en, slog Armen om hans Hals og sagde:
»Farvel, kære Broder, Gud beskytte Dig; se vel til, at intet ondt hænder min Ven, Marquis’en!«
Og hun trykkede et inderligt Kys paa hans Kind.
Prinsen brast i Latter, men sagde Intet. Marquis’en sprang til Hest og de red hastigt bort.
De var næppe forsvundne, før Kongens Folk kom styrtende frem mod Broen, hvor hun stod.
»Hvad ønsker I, min Herre?» spurgte hun i streng Tone Befalingsmanden.
»Prinsesse,« svarede han, »vi har faaet Befaling til at bringe Marquis’en, død eller levende, til Kongen. Vi ved, at han befinder sig her, forsaavidt han da ikke var en af de to Ryttere, vi saa nys.«
»Rytterne vare min Broder og hans Tjener,« sagde Osra. »Hvis I tror, Marquis’en er her paa Slottet, saa søg hvor I vil; finder I ham, saa før ham til min Fader, som han har befalet!«
Soldaterne søgte overalt og fandt Marquis’ens Klæder, men ikke ham selv. Kaptejnen gik ud til Prinsessen og sagde:
»Prinsesse, han er her ikke.«
»Er han her ikke?» sagde hun, idet hun gik ud paa Broen og kiggede ned i Vandet.
»Var det virkelig Prinsens Tjener, som fulgte med ham?«
»Oprigtigt talt,« svarede Prinsessen, »var det saa mørkt, at jeg ikke tydelig kunde se hans Ansigt!«
»Den ene af dem var Prinsen, thi jeg saa Eder omfavne og kysse ham; - den anden rakte I Haan-den.«
»Og nu gør jeg det samme med Jer,« svarede Osra med stolt Ligegyldighed. »Naar jeg rækker Haanden til min Faders Tjener, hvorfor skulde jeg saa ikke gøre det til min Broders?«
»Jeg skynder mig efter Rytterne,« udbrød Kaptejnen.
»Jeg tvivler paa, I naar dem,« sagde Osra leende; »det er en halv Time siden, de red herfra, og Grænsen er ikke langt borte.«
Kaptejnen og hans Folk begav sig alligevel af Sted. Paa Vejen mødte de Prinsen, der kom tilbage efter at have set Marquis’en komme vel over Grænsen.
Men Prinsesse Osra stod længe og stirrede ned i Vandet. Stundom sukkede hun, saa rynkede hun Panden, og uagtet Ingen var i Nærheden, og det desuden var meget mørkt, rødmede hun mer end én Gang.
San vendte hun tilbage til Slottet, idet hun hviskede for sig selv: »Jeg véd hvorfor jeg kyssede ham første Gang - det var af Medlidenhed; hvorfor jeg kyssede ham anden Gang, ved jeg ogsaa, det var for at give ham Forladelse; men hvorfor jeg kyssede ham tredie Gang, og hvorfor det Kys tyktes mig saa underligt, det véd kun Gud.«
Men et Aar senere kom Marquis’en tilbage; en hemmelig Ven havde udvirket Kongens Tilgivelse for ham, og man hviskede om, at denne hemmelige Ven var en Kvinde, - tilmed en Prinsesse.
